Vi ved efterhånden allesammen godt hvad vi ligesom skal forvente af Nintendo, når det gælder de mange førstepartstitler der lander på hver af deres konsoller, ikke sandt? Et nyt Mario Kart, et nyt Mario Party, et nyt Legend of Zelda, et nyt Fire Emblem, et nyt Animal Crossing, et nyt Paper Mario, det er en relativt fastlagt cyklus bestående af en række faste serier, og hvorimod reel innovation måske ikke kan siges at være det opererende ord, så formår Nintendo at sprede dem så effektivt ud, at de fremstår noget nær nye, når de så unægteligt stikker hovedet frem igen.
De har allerede gjort det adskillige gange på Nintendo Switch. Kirby Star Allies var poleret nok til at charmere, The Legend of Zelda: Breath of the Wild imponerede med sit åbne design og Super Mario Odyssey gav os endnu et storslået eventyr. Reel nyskabelse er det måske ikke, men det er så sandelig nok til at det føles ganske særligt hver eneste gang. Med andre ord er det en model som Nintendo har bevist både fungerer økonomisk og kreativt, og nu byder vi velkommen til endnu en af disse faste serier på Switch, og selvom den måske ikke er blandt yndlingene, så er det, overraskende nok, et af de bedste spil på konsollen.
Vi taler om Mario Tennis Aces, det nyeste kapitel i en serie der startede på Nintendo 64 i 2000, og siden da er vokset til at inkludere seks kapitler. Den har altid eksisteret lidt under radaren, som den "anden" sportssammenhæng Mario og de andre rødder indgår i - det har stået i skyggen af Mario Kart og det med rette. Men netop denne gang har serien mulighed for at skinne tydeligere end nogensinde før, for vi står faktisk tilbage med en relativ tom udgivelseskalender for Nintendo frem til Super Smash Bros. Ultimate. Ja ja, Captain Toad vralter da også ind på konsollen i juli, men hvad angår store, originale førstepartstitler - this is it.
Så tager Mario Tennis Aces hele sættet? (vend dig til tennis-baserede puns allerede nu) Åh ja, det kan du lige tro.
Mario Tennis Aces gør noget som hverken Mario Kart 8 Deluxe eller Arms gjorde sidste år - det tilbyder en kampagne. Ja, Nintendo har faktisk forsøgt at spinde en historie rundt om det faktum, at pludselig er hele eksistensgrundlaget i Mushroom Kingdom blevet til hvor god du er til tennis. Tid må de have meget af, og absurd er det, særligt når Mario og Toad nu lader til at føle at hvis ikke de er gode til tennis, hvilken grund er der så egentlig til at leve? Heldigvis kører Nintendo absurditeterne helt til målstregen (kridtstregen?), og resultatet er, på det narrative plan, en ret underholdende tilføjelse. Det er faktisk så vellykket, at man undrer sig over hvorfor sådan noget som Mario Kart 8 Deluxe ikke også har en kampagne.
Kampagnen, der går under navnet Adventure Mode, går nemlig meget længere end bare at fungere som en glorificeret introduktion til spillets mekanikker. Der er særligt designede boss-kampe, der er puslespil, der er tidsbaserede udfordringer, der er opgraderinger, niveauer og XP - altsammen udført med en tennisketsjer, og ikke bare føles mekanikkerne fantastiske at bruge, de benyttes også i regelret tempo, så det aldrig bliver kedeligt, og aldrig føles påtaget. Når nu måden hvorpå du løser udfordringerne i hver bane er så uortodoks, så er det en sand triumf at kunne sige, at Adventure Mode bør være enhver spillers første skridt i Mario Tennis Aces, og ikke bare det, det siger rigtig meget om Nintendos evne til ikke bare at tænke i nye baner, men at tilpasse eksisterende strukturer så de føles dugfriske.
Igennem kampagnen, der i øvrigt handler om at finde en række mystiske sten inden en ond tennis-ånd gør det (ja) og tager omkring 10 timer at gennemføre, så stifter du dog også bekendtskab med spillets diverse mekanikker, så en introduktion er det såvel også. I Mario Tennis Aces server du bolden, og bevæger dig rundt på din banehalvdel for at slå bolden frem og tilbage med en række forskellige skud. Du kan loppe bolden over din modstander, eller skrue den så den mister fart hurtigere, og her nærmer vi os der hvor serier som Top Spin eller Tennis World Tour må se sig nødsaget til at standse, da de unægteligt eksisterer indenfor realismens grænser, men som bekendt behøver Nintendo slet, slet ikke at stoppe der. Tværtimod. Nintendo byder nemlig på to vigtige nye skudtyper, Zone Shot og Trick Shot. Et Trick Shot sker ved at rykke på højre analogpind, hvor din karakter i lettere slow motion kan fange bolde der ellers ville være uden for rækkevidde. Det ser både sejt ud, men gør at det føles mere som professionel bordtennis, det giver spilleren muligheden for at eksperimentere med egen position, og animationen tilknyttet er sågar individuel for hver karakter - lækkert, ikke?
<newpage>
Zone Shot er dog det vigtigste her. Ved at forudse præcis hvor du skal slå, så kan du holde din knap nede lidt inden slaget skal falde. Gør du dette korrekt optjener du styrke, som kan bruges på enten at affyre et Zone Shot, eller blokere et fra modstanderen - det er dette der er spillets egentlige taktiske dyst, og sikke en dybde systemet byder på. Et Zone Shot lader dig sigte præcis hen på banen du ønsker, og affyre en hurtig bold derhen, og modstanderen skal så bruge optjent styrke på at løbe derhen og blokere i slow motion. Blokerer man desuden for tidligt, så bliver ens ketsjer knust - ja, karaktererne i Mushroom Kingdom har noget af en baghånd.
Derfor handler spillet ultimativt om hvor meget styrke man får spare op, og hvordan man vælger at bruge den. Er man defensiv kan man forsøge at bruge Trick Shots til at slå modspilleren ud af balance, og gemme ens styrke til at blokere Zone Shots, og er man aggressiv kan man konstant fyre på, og håbe at modspilleren blokere for tidligt, og får en knust ketsjer som resultat. Mario Tennis Aces formår lige præcis at tilbyde en enorm taktisk dybde, men aldrig på en måde så det føles fremmedgørerne eller frustrerende. Tværtimod er spillet indbydende, også for de helt små, der meget let bare kan slå bolden frem og tilbage uden at bekymre sig om det dobbeltspil Zone Shots kan tilbyde.
Alligevel er det dog værd at nævne, at der er en lettere ulempe ved det konstante styrkemeter, der dominerer sådanne kampe. Kommer du ligesom bagud i kapløbet om at opbygge nok styrke til både at uddele Zone Shots og tage imod dem, så er det meget svært at hale ind igen. Naturligvis kan det lade sig gøre, og en kamp kan vende markant ved forkert brug af den opsparede styrke, men husk, hver eneste gang din modstander bruger styrke på et Zone Shot, så skal du bruge det på at blokere. Det kan skabe en lidt porøs balance nogle gange, og man kan føle at kampen, der ofte kan bestå af flere sæt, er tabt i løbet af første parti. Dog sker dette sjældent, og Mario Tennis Aces formår fortsat er være så svært som man ønsker det at være.
Problematikken der dog kan opstå er, at efter at have besejret kampagnen, så ønsker man bare at spille, men her skal man enten gennemføre forudbestemte turneringer ligesom i Mario Kart 8 Deluxe eller spille online, og det ville have været rart med en del ind imellem, der måske tilbød en dynamisk sværhedsgrad. At spille online er brutalt, det går hurtigt, og er man ikke rap på fingrene, så får man klø. Samtidig er turneringerne bare en kende for nemme. Indhold er der dog nok af, og når der er 16 relativt forskellige karakterer at lege med og en lang række baner, så er det svært at brokke sig over selve mængden, men en eller anden form for karriere, hvor man kunne styre sværhedsgraden lidt, og forberede sig yderligere på de udfordringer der venter online, det ville have været prikken og i'et (eller tennisbolden i lommen, ja okay).
Én måde man kan snige sig lidt udenom den lidt mærkelige kløft imellem Adventure Mode, turneringerne og de taktiske rædsler der venter online, er naturlivis at spillet lokalt, og her er Mario Tennis Aces et af de bedste spil på platformen, og dette kan ikke siges nok - det siger ikke så lidt. Selv i Double, altså 2v2 er balancen helt fantastisk, og her tilbyder spillet faktisk en modgift til den problematik beskrevet ovenover, for når spillerne kan skiftes til at uddele og blokere Zone Shots, så er balancen bare endnu finere end før. Vi kommer uden tvivl til at se hæsblæsende eSportskampe i fremtiden her.
Præcis ligesom Nintendo efterhånden har bevist at de har for vane, så lyder Mario Tennis Aces som et parti for sig (ja, jeg kan lidt endnu). Ikke bare lyder selve det at slå til bolden utroligt sprødt, det sker i akkompagnement af solid, Mario Kart-lignende musik, sjove kommentarspor fra Toad (jeg elsker den lille fyr) og tilråb fra tilskuerne, der tydeligvis ikke har lært, at på en tennisbane der skal man kunne høre en knappenål falde til jorden. Ikke bare det, det hele afvikles i sprødt 60fps i både håndholdt tilstand og i standeren, og samtidig med det tager det sig både farverigt og kreativt designet ud.
Mario Tennis Aces er bare endnu en triumf på en platform der ærlig talt allerede har en god portion titler du bare ikke må gå glip af. Men selvom netop denne serie måske er blandt dem du føler du godt kan gå glip af, da den ikke har spillet en helt lige så prominent rolle som Mario Kart, så tro endelig om igen. Aces er blandt de stærkeste spil Nintendo har skabt til konsollen, og Nintendo har uden tvivl taget endnu et parti.