Lad mig starte med et bias; jeg elskede Mario Tennis Aces. Jeg anmeldte det hele to år før jeg blev far for første gang, og jeg holdte en mindre turnering i spillet sammen med adskillige familiemedlemmer og min nu femårige store søn, Sigurd. Det siger lidt om hvor stor en plads det har haft i mit hjem lige siden, også selvom nye distraheringer fra Nintendo er landet i mellemtiden. Nej, Aces er min Woody, min go-to, og der findes kun meget få aspekter af den spiloplevelse jeg tør rette ankepunkter imod.
Så derfor havde jeg meget, meget svært ved at overgive mig til Mario Tennis Fever her små otte år efter, for ved første øjekast lader spillet at kaste så mange af de vigtigste "gains" ud, som Aces ellers så eminent placerede som fundament for seriens fremtidige kapitler. Væk er Zone Shots, væk er en dristig, opfindsom kampagne, og væk er en fysikmodel der forfordeler hastighed og responsivitet.
Gennem forlænget eksponering har Mario Tennis Fever vist sig fra en bedre side, hvor aspekter af de her nye Fever Rackets viser en forøget, strategisk og positionel udfordring i særligt mere udfordrende kampe, og den tydeligvis tungere fysikmodel giver et mere jordbundent præg, der kommer mere og mere til sin ret jo mere man hæver sit eget personlige "skill ceiling".
Nogen decideret togulykke er det altså ikke, det er Nintendos førstepartstitler virkelig sjældent, og som oftest er det værste vi kan fortælle jer om dem, at vi har en anden personlig favorit i samme serie. Det er stadig mit udgangspunkt, selv efter mange timer i selskab med Fever, men lad mig forklare hvorfor.
Vi starter på det absolutte lavpunkt - den her kampagne. Jeg var meget vokal omkring Aces opfindsomhed, og den måde spillet brugte Tennis-rammen til at designe spændende puslespil og sjove udfordringer. Her skiftes det hele ud med et lettere akavet narrativ om Mario, Luigi, Wario og Waluigi der trylles om til babyer, og som skal finde tilbage til deres voksne skikkelser ved at blive bedre til... ja, tennis. Den her fjollede narrative opsætning er ikke problemet, det er i stedet for at møde spilleren med førnævnte opfindsomhed, så er det her én lang, forlænget, udvandet tutorial, hvor du som Baby Mario skal træne, spille double-kampe med Baby Luigi og gro dine centrale karakterstatistikker. Nintendo har faktisk gjort deres for at gøre kampagnen særpræget, med nye områder, en fortælling og masser af særskilte udfordringer, men det meste er bare "smoke and mirrors" - det her er en tutorial, og den mest tyndbenede ramme omkring relativt basale træningskampe. Jeg gav den overraskende mange timer, og fortryder dem alle.
Heldigvis præsterer Mario Tennis Fever bedre, hvis man bare vælger at fuldstændig droppe kampagnen, og benytte sig af seriens resterende modes. Der er Trial Towers, hvor du skal gennemføre en lang række forskelligartede udfordringer uden at fejle for meget, og der er også Mix It Up, der tilbyder kampe med unikke udfordringer. Der er kun fem af sidstnævnte, som i sandhed er en skam, eftersom der er små glimt af Aces' opfindsomme kampagne her med ret unikke opsætninger, hvor du stadig spiller tennis, men på en anderledes måde hver gang. Pointen er at mellem al den sjov du finder i online (hvor der er også er Ranked nu), Trial Towers, Mix It Up og den forglemmelige kampagne, så mangler Mario Tennis Fever ikke ligefrem indhold, særligt ikke taget i betragtning af at spillet byder på små 15 baner (nogle er dog de samme med andre farver...) og 38 karakterer med et hav af semi-unikke Fever Rackets. Der er også en Swing Mode, som bruger gyropskop og accelerometer til at lade dig svinge ketsjeren selv med din Joy-Con. Det her fungerede... noget af tiden, og er en fin distrahering til de absolut yngste, men det er hverken præcist eller dybt nok til at agere substitut for en erfaren, eller bare en på 10 - og det er tydeligt at spillet ikke på den måde er bygget til at akkommodere motion controls på samme måde som eksempelvis Nintendo Switch Sports, der byder på en langt mere overlegen udgave af bevægelsesstyret tennis.
Som sagt er Zone Shots og Zone Move blevet skrottet, og er generelt erstattet med en lidt tungere fysikmodel. Aces' fjerlette, udfordrende og måske til tider lidt for twitchy styring er væk, og er erstattet af en refokusering på de centrale shot-typer (topspin, slice, flat, lob, dropshot). Det der i sandhed ryster en kamp er de her nye Fever Shots, der dikteres af den Fever Racket du har valgt. Aktiverer du et Fever Shot, så kan du placere en effekt på modstanderens banehalvdel, og det kan være et lag is, en tornado eller mudder - ideen er at dette gør det sværere for din modspiller at bevæge sig gnidningsfrit, og bliver de ramt kan de enten misse et skud, eller miste "liv". Ryger dit eget, eller modstanderens, liv i nul, så... ja, så vinder du bolden, men det er mærkeligt muligt at gøre comeback hurtigt, bare uden selv at kunne aktivere evner.
Fever Rackets er en tilforladelig tilføjelse, der kommer sig en helt naturlig ekstra strategisk dimension når man skal vælge den rigtige ketsjer, og bruge den optimalt i kamp, og særligt i multiplayer doubles bliver de her effekter fyret afsted i sådan et tempo, at det ikke kan andet end at underholde. Men jeg mangler stadig lidt af den præcision, som Aces satte for dagen. Din karakter er lidt langsommere, og har ikke de samme muligheder for at redde en bold i absolut sidste øjeblik, og samtidig er Fever Shots lidt fanget imellem et solidt strategisk greb i en Singles-kamp, til absolut kaos i Doubles. Med andre ord; de ender med at blive et gimmick meget af tiden, og desuden er der kun nogle få der faktisk er brugbare i et mere skill-præget meta. Jeg vil dog sige at Fever fortsat leverer velfungerende tennis-action, og selvom den nye fysik og det mere intentionelle tempo kræver tålmodighed og tilvænning, så fungerer det.
Det eksisterer, selvfølgelig, i forlængelse af en oplevelse der rent teknisk er totalt gnidningsfri, kører i silkebløde 60fps i både håndholdt og docked mode, og som ser overdådigt ud det meste af tiden. Det lyder i øvrigte også godt, selvom det fortsat er direkte latterligt at Nintendo, med alle deres ressourcer, ikke benytter sig af reelt stemmeskuespil til karakterer. Jeg er ikke fan af den her kampagne, men med så meget ligegyldig dialog, der håbløst udvander hver eneste sekvens, så havde den her oplevelse været markant bedre, hvis den var blevet hjulpet på vej af egentlig... ja, karakteropbygning. Toad behøver ikke at være nogen Oscar-vindende karakter-showcase, men en stemme? Det tænker jeg godt vi kan give ham, Nintendo.
Mario Tennis Fever fungerer fint. Der er rigeligt med indhold, Fever Rackets er en skæg tilføjelse og det hele kører upåklageligt. Men jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til udgangspunktet. Mario Tennis Aces er på næsten alle parametre det overlegne spil i min bog, fra kampagne til fysikmodel, fra meta-balance online til generelt look. Det betyder ikke at Fever er decideret ringe, ret langt fra. Faktisk er det her kompetent, ligesom du nok vidste det ville være. Derfor reflekterer scoren det her pålidelige, underholdende og velfungerende gameplay loop, men dog med den lille tilføjelse at Nintendo, i min optik, har gjort det her bedre før.