Donkey Kong til Game Boy (også kendt som DK94) var ikke blot det første spil, jeg nogensinde spillede. Det er stadig den dag i dag en af mine absolutte favoritter. Ja, nostalgi spiller nok en lille rolle, men hver eneste gang, jeg er vendt tilbage til Game Boy-klassikeren, har jeg endnu en gang fået bekræftet dets høje kvalitet - hvilket ellers er en sjældenhed i en branche, hvor spil ofte ældes hurtigere end upassende jokes og uærlige valgløfter.
Nu er jeg endnu engang blevet mindet om DK94's kvalitet, men denne gang uden rent faktisk at have spillet det. Det skyldes Mario vs. Donkey, en ny remake til Nintendo Switch af et Game Boy Advance-spil fra 2004. Det spil startede som en efterfølger til DK94, men frem for at udvide formlen med større baner eller en længere historie, zoomede Nintendo yderligere ind på spillets puzzle-elementer.
Historietimen kan synes kedelig, men det er essentielt for at forventningsafstemme, hvis man primært har erfaring med den mere populære Super Mario Bros.-serie. Mario vs. Donkey Kong har langt mere DNA tilfælles med det originale Donkey Kong til arkademaskiner, hvilket resulterer i et mere kompakt og afgrænset banedesign. Sågar historien, eller måske rettere præmissen, er stort set identisk. Her har Donkey Kong dog ikke kidnappet den skønne Pauline; i stedet har han stjålet en masse Mini Marios, og det er op til den ægte Mario at få det stjålne legetøj tilbage.
Spillets kontrol adskiller sig også markant fra Super Mario Bros. Du har ikke mulighed for at løbe, så momentum spiller ikke længere nogen rolle. Til gengæld har du adgang til nogle ekstra akrobatiske færdigheder i form af armgang og baglæns saltomortaler. Det kræver lidt tilvænning, men spillet introducerer dig ganske fint til de nye bevægelser. Ja, måske endda lidt for godt, for de første fire, ud af spillets i alt otte verdener, er næsten for nemme. Herefter bliver det dog betydeligt mere vanskeligt, og der venter masser af spændende udfordringer, når først man er kommet igennem den lidt flade indledning.
Hver verden består af i alt seks todelte baner samt to specielle scenarier: et slags lemming-inspireret niveau, hvor du skal guide Mini Marios sikkert frem til målet, og en bossbane, hvor du duellerer med Donkey Kong. For at klare en bane, skal du først få fingrene i en nøgle, der låser op for en dør. At nå frem til nøglen er sjældent særligt udfordrende, men at få den bugseret hele vejen hen til døren, kan hurtigt give problemer. Den store nøgle lægger nemlig en alvorlig dæmper på dine akrobatiske evner, og samtidig kan du ikke længere klemme dig igennem mindre åbninger. Løsningen involverer næsten altid, at du skiller dig af med nøglen igen, ved eksempelvis at kaste den ned på et selvkørende bånd eller op på en platform, du ikke selv kan nå. Herefter har du blot 12 sekunder til at få fingre i den igen, inden den automatisk vender tilbage til udgangspunktet. Du bliver derfor nødt til at lægge en effektiv plan og ikke mindst udføre den præcist og hurtigt.
I niveauets anden del skal du "bare" nå frem til den lille stjålne Mini Mario. For det meste kræver det dog, at du manipulerer et utal af kontakter, samlebånd og andre elementer for at komme igennem niveauet, ligesom der med jævne mellemrum også er mere klassiske platform-udfordringer i form af eksempelvis trampoliner og lianer. Udover alle disse dimser er niveauerne fyldt med fjender. Det naturlige instinkt vil nok være at undgå eller dræbe dem (eksempelvis med den ikoniske Donkey Kong-hammer), men det er kun sjældent den korrekte fremgang. De levende skraldespande, svensknøgle-kastende shy guys og skjoldbærende mini-riddere er snarere en slags "frenemies," da de kan skubbe dig igennem små huller eller hjælpe dig med at krydse dødbringende sømmåtter. At aflæse og ikke mindst manipulere deres bevægelsesmønstre (eksempelvis gennem brug af kontakter og forhindringer) danner uden tvivl udgangspunkt for spillets bedste gåder.
Det tager som nævnt lidt tid, inden Mario vs. Donkey Kong for alvor kommer i gear, men når det sker, udgør de mange forskellige fjender, forhindringer og mekaniske dimser til sidst en velsmurt puzzle-maskine. Niveauerne er sjældent alt for svære, men et par enkelte kræver ganske præcis timing at komme igennem. Det gælder særligt, efter at du har besejret Donkey Kong - første gang. Du skal nemlig alle spillets otte verdener igennem endnu en gang for at se spillets endegyldige slutning. De såkaldte "plus"-baner er ikke todelte, da du nu kun skal guide en lille nøglebærende Mini Mario frem til banens mål. Det kan resultere i lette frustrationer, da minifigurernes manglende intelligens er parret med en total dødsforagt. Unfair er det dog aldrig, og spillets anden halvdel er med afstand den bedste, da du her tvinges til at overveje dine træk meget nøje, grundet de overivrige minifigurer, hvis bevægelser du konstant må tage højde for.
De ekstra niveauer, der snildt fordobler den cirka 3-4 timers lange første gennemspilning, er både Mario vs. Donkey Kongs største styrke og svaghed. Mange af niveauerne er et studie i elegant og intuitivt banedesign, men ensformigheden begynder hurtigt at melde sig. De samme baneelementer genbruges igen og igen, og selvom udviklerne ofte formår at kombinere byggeklodserne på interessante måder, så savner man overraskelser og interessante twists, når man får 117 gange hopper de samme røde, gule og blå kontakter.
Om muligt er dette et endnu mere markant problem, når det kommer til spillets præsentation. Som udgangspunkt er det ellers ikke dårligt. Den lige lovlig pixelerede GBA-grafik har fået en succesfuld overhaling, og karakterernes lidt plastikagtige udtryk passer glimrende til spillets legetøjsbaserede verden. Lydsiden sætter næppe noget varigt aftryk i dine øregange, men det er ganske tilforladeligt med sjove, poppende lydeffekter og en række afslappende melodier og stemningsfulde jazzstykker, der perfekt akkompagnerer det eftertænksomme gameplay. Men når spillets 130 niveauer er spredt ud over kun otte verdener, der i forvejen ikke er specielt kreative (et karneval, en fabrik, lava- og islandskaber), ja, så kommer præsentation desværre til at virke flad og ligegyldig.
Med speedrun-udfordringer og nylavede co-op baner, der giver de eksisterende niveauer en yderligere dimension, dækker Nintendo sig ind på indholdssiden, men graver samtidig spillet ned i et dybere hul, da disse niveauer pakkes ind i de samme slidte genbrugsklæder. Med omtalte co-op-del og to originale verdener som det eneste reelt nye indhold, er her ikke meget at komme efter for dem, der allerede har gennemført spillet til Game Boy Advance. Og selv for dem, der ikke har prøvet kræfter med originalen, vil Mario vs. Donkey Kong alt for hurtigt fremkalde en følelse af deja vu.
Som nævnt i introduktionen har Mario vs. Donkey Kong mindet mig om, hvorfor jeg i sin tid blev forelsket i DK94. Gennem sine ligheder - den skarpe kontrol og det gode banedesign - men desværre også gennem sine forskelle - den manglende variation og kreativitet. Mario vs. Donkey Kong er et intelligent spil, men på sådan en lidt steril Mensa-maner. Det hele er teknisk velfungerende og poleret, men her er ingen vildskab eller kreativitet, ingen vilje til at eksperimentere med formlen. Sammenholdt med en pris på 369 kroner - inklusiv Switch- og Mario-afgifter - er det i sidste ende svært at anbefale de to Nintendo-legenders seneste eventyr til andre end de mest dedikerede fans.