Sidst vi så Mario, holdt han sig ikke tilbage. Super Mario Bros. Wonder var, ja, vidunderligt, en illustration af, hvad Nintendo kan, når de lader de kreative væsker flyde frit. Vores helt transformerede sig til elefanter, gående Pez-dispensere og alt muligt og umuligt derimellem. Sammenlignet hermed virker den italienske blikkenslager en anelse mere tilbageholdende i det kommende Mario vs. Donkey Kong, en remake af Game Boy Advance-spillet fra 2004. Men heldigvis ser morskaben stadig ud til at være til stede - så længe man tilpasser sine forventninger på forhånd.
Nøglen til succes
Forskellen på Wonder (og andre Super Mario-spil) manifester sig fra første sekund. For godt nok giver A/B-knappen som vanligt adgang til Marios akrobatiske evner, der denne gang udover et normalt hop også tæller baglæns saltomortaler og muligheden for at gå på hænder. Men bevægelserne er alligevel langsommere, mere overvejede. Det er nemlig mere dit overblik og dine logiske evner, der belønnes, end reflekser og præcis kontrol.
Forsøger du at løbe ved at trykke på X/Y-knappen, laver Mario i stedet, hvad der ligner, en lidt halvhjertet strækøvelse. I virkeligheden er det hans samle-op-animation, og det viser sig hurtigt at være en vigtig evne. Det er nemlig nødvendigt at flytte rundt på trampoliner, skraldespande og sågar fjender for sikkert at komme igennem de små, afgrænsede niveauer.
Det allervigtigste objekt er dog en nøgle, som du skal bruge for at komme igennem første del af de små, todelte niveauer. Flere gange du ikke kunne bære nøglen hele vejen til døren for enden af banen, og så må der tænkes kreativt. Som oftest kræver løsningen, at du kaster nøglen fra dig, og eventuelt ved hjælp af et samlebånd eller en trampolin får den igennem en snæver åbning. Herefter har du kun 12 sekunder til at samle nøglen op igen, inden den respawner, så det handler ofte om at tænke et skridt eller to frem.
Stilren præsentation
Når du sikkert igennem døren, skal du i niveauets anden del nå frem til en lille Mini Mario. Det er et stykke legetøj, som Donkey Kong har stjålet fra Marios legetøjsfabrik, fordi han så en sjov fjernsynsreklame. Foregående sætning er faktisk et fuldbyrdet resume af historien, der som vanligt for Mario-spil ikke er specielt vigtig. Dog får vi nu en fuld animeret mellemsekvens til at sætte scenen, hvor det originale GBA-spil kun indeholdt stillbilleder.
I det hele taget er præsentationen ganske kompetent med charmerende animationer og farverige teksturer. Men så er det hellere ikke vildere, og det er svært ikke at sidde tilbage med et indtryk af, at en smule af originalens charme er gået tabt i et lidt for sikkert og klinisk stilvalg. Særligt menuerne - der ligner noget fra Switch-hjemmeskærmens UI - skriger ikke ligefrem morskab.
Med lidt hjælp fra mine fjender
Indtil videre har jeg spillet de fire første verdener, og oplevelsen har været behagelig. Mario er nem at styre, og banerne er interessant konstrueret. En stor del af spillets gåder handler om at trykke på henholdsvis gule, blå og røde knapper, der aktiverer baneelementer af den pågældende farve. Hvor typiske Mario-baner handler om at komme fra venstre mod højre, skal du her ofte forsøge at komme opad, og en jungleverden introducerer lianer, du kan klatre i, mens vulkanverdenen forsøger at stresse dig med flydende lava, der stiger op fra undergrunden.
Udover miljøgåderne indeholder niveauerne også en række fjender, og hvor du indledningsvist nok vil forsøge at undgå dem (eller smadre dem med en hammer som i det originale Donkey Kong), så indser du hurtigt, at fjenderne er helt essentielle for at komme igennem niveauerne. Eksempelvis kan du smide en fjende ned i en kløft fyldt med spidse pigge og bruge dem som en sikker platform, eller du kan ved at hoppe på deres hoved, nå ellers områder.
Jeg savner en anelse udfordring, da jeg i løbet af de tre første verdener ikke har haft de mindste problemer med at komme sikkert igennem og endda samle alle de tre bonusgaver op, der giver en perfekt vurdering. Nogle gange klarede jeg endda banerne på ren automatpilot, mens jeg mentalt var helt andre steder. Jeg kan dog læse mig frem til, at sværhedsgraden i det originale GBA-spil steg betragteligt mod slutningen, og da der også er ekstra udfordrende bonusbaner at se frem til, er jeg ikke nervøs for, hvorvidt de små grå får deres motion.
Faktisk nåede jeg lige akkurat at få et forvarsel af de udfordringer, der venter. Den fjerde og sidste verden, jeg spillede igennem, er helt ny og introducerer blandt andet faldende platforme og blæsende blomster. Kompleksiteten steg gevaldigt, og kvaliteten af de nye indhold, giver mig store forhåbninger til resten af spillet.
Mario vs. Donkey Kong er næppe et passionsprojekt på samme måde som eksempelvis Super Mario Bros. Wonder eller Super Mario Maker, men Nintendos solide håndværk fornægter sig ikke. Med 130 niveauer i alt, hvoraf flere er helt nye, og en spritny co-op-del, som jeg ikke havde lejlighed til at prøve under dette preview, er der i hvert fald en del af se frem til, når Mario vs. Donkey Kong udkommer til Nintendo Switch d. 16. februar.