Mars 2120

Jeg har aldrig været den store Metroid-fan. Jeg har altid betragtet serien med en vis beundring, men uden nogensinde at dykke ned i dens komplekse, labyrintiske gange. Jeg er ellers ganske god til at finde vej i den virkelige verden, men i metroidvania-spil farer jeg konstant vild. Derfor har jeg ikke spillet mange spil i denne genre, men nu skulle det være, og jeg tog derfor et kig på Mars 2120. Spillet er tilgængeligt på PlayStation 5, Nintendo Switch, PlayStation 4, Xbox One, Microsoft Windows, Xbox Series X og Series S. Jeg spillede det på Steam.

Fra det øjeblik man booter Mars 2120 op, er det tydeligt, hvor inspirationen kommer fra. Alt skriger Metroid Dread, og det bliver kun mere åbenlyst, jo længere man kommer ind i spillet. Mars 2120 begynder med, at man modtager et nødsignal fra den første menneskelige koloni på Mars. Du træder ind i rollen som sergent Anna "Thirteen" Charlotte, som sendes til planeten for at undersøge, hvad der er gået galt. Ved ankomsten opdager man hurtigt, at ikke alt er, som det burde være på den ellers golde planet. På vej mod kolonien bliver man fanget i et stenskred og må panisk søge tilflugt i koloniens luftsluse. Og det er stort set alt, man ved fra starten. Historien fortælles primært gennem korte lydbånd, man finder spredt rundt omkring, som afslører, hvordan menneskene på Mars har eksperimenteret lidt for meget, og hvordan disse monstrøse eksperimenter nu er sluppet løs i kolonien med kaos og død til følge. For science fiction-fans er præmissen nok en anelse forudsigelig og måske endda lidt slidt.

Historien bærer altså ikke spillet alene, så det er i spildesignet, vi må finde noget, der kan løfte oplevelsen. Mars 2120 foregår et godt stykke ude i fremtiden, og derfor er sergent Anna "Thirteen" Charlotte også udstyret med kropsforbedrende teknologi. Rundt om i kolonien finder man en række opgraderinger, der skal gøre det lettere for vores heltinde at overleve. Der er dog døre, man ikke kan åbne uden den rette opgradering, og disse døre kan endda skade dig, hvis du kommer for tæt på dem. Lyder det bekendt? Det er næsten en tro kopi af konceptet fra de fleste todimensionale Metroid-spil siden tidernes morgen. Her lånes der med arme og ben, og det er desværre ikke altid gjort lige så godt som i originalen. Hvis du kender en opgradering fra Metroid-serien, dukker der sandsynligvis en lignende version op i Mars 2120. De fleste opgraderinger er baseret på elementer som ild, vand, elektricitet og jord. For eksempel kan du få en strømopgradering, der giver dig adgang til strømdøre og lader dig tænde stikkontakter på den anden side af dem. Det er set før, og det blæser én ikke ligefrem bagover. Det hele føles en smule fladt og fantasiforladt, nok fordi det er så tydeligt lånt. Det er egentlig udført ok, men det er bare ikke særlig spændende.

Grafikken er dog god, og når man ikke zoomer for meget ind, ser det hele faktisk rigtig godt ud. Jeg var især vild med, hvordan perspektivet i visse sekvenser skifter, så man ser det hele fra en skæv vinkel. Det ser superfedt ud, men det er næsten umuligt at bedømme afstande, når kameraet skifter på denne måde. Så hvis grafik kunne beskrives som "Brian-agtig", er Mars 2120 et godt eksempel på form over substans. Når kameraet kommer tættere på, ændrer historien sig dog; her bliver det tydeligt, at detaljegraden ikke er imponerende, og teksturerne virker slørede. Fjender og monstre er simple og kedelige at se på, og til tider kan man endda se, at teksturerne er i lav opløsning og ikke særligt pæne. Det hele føles lidt som et spil i Early Access, og grafikken er ikke finpudset. Det får spillet til at virke en smule skrabet og ufuldstændigt.

Mars 2120 har, som nævnt, lånt en hel del fra den mere kendte Nintendo-serie, især hvad angår opgraderinger og banedesign. Det er helt fint at låne - man siger jo, at imitation er den bedste form for smiger - men så skal det gøres mindst lige så godt som originalen. Det gør Mars 2120 desværre ikke. Det, spillet låner, når ikke det niveau, Nintendo er kendt for, og det resulterer i en ujævn oplevelse, som kun den mest dedikerede fan af genren måske kan se igennem fingrene med.

Det første, Mars 2120 ikke gør særlig godt, er styringen. Den er ikke så præcis, som man kunne ønske sig, hvilket gør, at man aldrig helt føler, man har kontrol over sergent Anna "Thirteen" Charlotte. Det hele føles en smule upræcist og til tider frustrerende, hvilket er en dødssynd i et spil, der bygger på så præcist platformspil, som genren kræver. Det er virkelig ikke godt. Jeg faldt ofte ned, hvor jeg ikke burde, og røg i huller, der gjorde mig meget frustreret.

For det andet er banedesignet ikke inspireret. Metroidvania-spil fungerer som en slags vertikal labyrint, hvor man skal hoppe rundt og finde nye veje, baseret på de spor, udviklerne har lagt ud til spilleren. Det formår Mars 2120 ikke at gøre særlig godt. Det er ret kedeligt at rende rundt i de samme baner og konstant sidde fast, fordi det ikke er åbenlyst, hvad der kunne være en måde at komme videre på. Der er forskellige biomer, man kan besøge, men de ligner hinanden så meget, at det ikke er særligt sjovt.

For det tredje er bosserne alt for lette at besejre. Deres angrebsmønstre er forudsigelige, og det er nemt at regne ud, hvordan man besejrer de ellers flot designede monstre og robotter. For eksempel kan den første robot besejres ved blot at undvige i nogle sekunder, hvorefter den bliver sårbar og tager meget skade. Gør man det tre gange, har man nedkæmpet det ellers imponerende monstrum. Det er simpelthen for simpelt, og mange af kampene er sådan. Det er synd, for her kunne Mars 2120 virkelig have fået et skud krydderi, som det i den grad mangler.

Samlet set er Mars 2120 et meget middelmådigt bekendtskab. Er man stor fan af genren, er der måske lidt at hente her, men for os almindelige metroidvania-spillere vil jeg anbefale, at man kaster sig over nogle af de mange gode spil i genren, som er udkommet de seneste år. Mars 2120 formår ikke på nogen måde at hæve sig over middelmådigheden.