Marvel Nemesis: Rise of the Imperfects

Vi spilanmeldere er ikke så grusomme, som nogen måske tror. Vi virker måske uretfærdige og ligefrem onde, når vi bedømmer spil, men under det hårdhudede ydre banker et hjerte, der elsker spil. Vi elsker at spille gode spil, og når vi ikke sidder med et joypad i hånden eller grubler over fantastiske formuleringer drømmer vi. Vi drømmer om gode spil, og om hvordan kommende spil kunne blive. Nogle gange lever et spil fuldt ud op til vores forventninger, men ofte sker det modsatte. Sådan et spil er Marvel Nemesis: Rise of the Imperfects.

En naturligvis gal videnskabsmand med det hollandsklingende navn Niles Van Roekel har skabt sig en hær af overmennesker, og deres modstandere er den brogede samling af mutanter, superhelte og andre eksistenser med en forkærlighed for kropsnær spandex, som Marvel har gjort populære i tegneserierne. Det er jo også en hamrende god idé at lade kendte helte og skurke kæmpe mod helt nye karakterer. På den måde kan man både spille som de elskede helte, og som de helt nye syresvedende og elektricitetkastende karakterer der er skabt specielt til spillet.

Spillet begynder hårdt og kontant, og uden videre ståhej kastes man ud i sin første kamp, hvor enten The Thing eller en ny personage kaldet Johnny Ohm kan kontrolleres. Det bliver dog hurtigt klart at det ikke er det dybe komplicerede kampsystem, der er blevet hevet ud af kosteskabet. Der er en knap, der håndterer angreb, en der blokerer angreb, en der får ens valgte superhelt til at samle objekter op og en får superhelten til at hoppe.

Skulderknapperne håndterer superangreb eller superhelterelaterede bevægelser som Spider-Man, der kan bruge netvæske til at bevæge sig rundt i arenaen.

Der er muligvis lagt megen omtanke i det simple system, men hvad nytter det, når selve kontrolskemaet gør kampene uinteressante? Essensen i spillet kan desværre koges ned til gement knaptrykkeri, og det kan superevner eksplosive tønder og andet kastbart inventar ikke forandre.

Kampsystemet er påhæftet nogle samlekort. Disse kort vindes gennem kampene og nogle giver adgang til nye baner eller karakterer, mens andre giver adgang til forbedrede attributter. Nogle gør ens figur stærkere, andre giver et bedre helbred og så videre. Kortene er ikke vigtige, og det er muligt at blæse på kortene og vinde på den gammeldags måde, men bruges kortene kan de sagtens hjælpe en gennem de mange kampe.

De forskellige superhelte er flot repræsenteret, og de ser ud og bevæger sig som de gør det i tegneserierne. De hurtige karakterer, som Spider-Man, besidder en elegance, der er en junglekat værdig, mens de store karakterer bevæger sig med en ynde, der sidst blev set hos en bulldozer. Omgivelserne er straks mere kedelige, og har man set en af dem har man set dem alle, hvad enten det drejer sig om toppen af en bygning, en ødelagt bro eller lignende. Variation kunne lydsiden også bruge. Stemmeskuespil er der ikke, hvilket er forståeligt med PSPens medie i tankerne. Lydeffekterne er hevet ud af den sædvanlige mappe kaldet kampspil, og mens effekterne er solide, vil de bestemt ikke forbløffe nogen.

Det er egentlig synd, for man kunne godt have forestillet sig et fantastisk kampspil a la Def Jam, men med Marvel-figurer i hovedrollerne. I stedet bliver vi spist af med et kampspil, hvor modangreb og lignende taktiske elementer er smidt ud af vinduet til fordel for hæsblæsende knaptrykkeri.