Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Marvel Rivals

Marvel Rivals

Magnus har tilbragt en masse timer med NetEases Overwatch-klon.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Det er ret afgørende at afsløre her helt til at starte med, at jeg virkelig, som i virkelig, godt kan lide Overwatch. Trods Blizzards ihærdige forsøg på udvande eller nærmest direkte ødelægge entusiasmen omkring deres legendariske hero shooter, så har det været umuligt at bringe et spil der er så toptunet i knæ, og selvom det står nærmest uændret her alle disse år efter, så er det... ja, genialt.

Det er vigtigt fordi Marvel Rivals forsøger for alt i verden at kanalisere netop Overwatch igennem alt fra map- og kit design til generelt flow på slagmarken. Det er en Overwatch-klon, og en skamløs en af slagsen, der godt nok trækker på et sæt karakterer og et univers som vi kender i forvejen, men som kopierer alt fra basale UI-elementer til specifikke kits stort set direkte.

Som min kollega Ben skrev efter at have prøvet det i sommers, så er det ret let at afskrive det alene på baggrund af den manglende innovation og kreativitet idet spillets basale elementer blev strikket sammen af NetEase, men samtidig lader det til at mange allerede er ombord, og om ikke andet er parat til en lidt mindre svedig Overwatch "lite" udgave, men med samme basale gameplay-principper. Så okay, lad os give spillet et ordentligt skud, og se hvad det kan.

Dette er en annonce:
Marvel Rivals
Marvel RivalsMarvel RivalsMarvel Rivals

Marvel Rivals' uden tvivl stærkeste kort på hånden er visuelt design, og dets genialt æstetiske karakter gør sig faktisk gældende på flere niveauer. Først og fremmest er de individuelle designs af de her ikoniske karakterer ret så fantastiske. Den lettere celshadede tegneserie-tro rendering af hver helt er distinkt men øjeblikkeligt genkendelig, og om det er lettere obskure karakterer som Cloak & Dagger eller sågar Iron Man, så er der tydelig ikonografi og troværdig gengivelse - no notes.

De ser også ret flotte ud i bevægelse, og her jeg om deres individuelle kits, og hvordan de visuelt repræsenteres på slagmarken. Hvilken mekanisk effekt de har på balancen kommer vi til, men som en udelukkende sanselig oplevelse rammer NetEase plet i forhold til fortolkningen af hver eneste karakters silhouet, og hvordan de ser ud sammen.

Dette er en annonce:

Men herefter står problemerne altså i kø, desværre, og nu hvor det netop er free-to-play vil jeg her anbefale dig at tage et kig selv, eftersom det ikke kræver mere end lidt båndbredde på fibernettet, samt så meget tid du ønsker at give det. Men for mit vedkommende som Overwatch-spiller, der er vant til at se den bedst balancerede, mest vellykkede strukturering og mekanisk tilfredsstillende udgave af den her idé, så er der bare ikke så meget "ved" at bevidst afsætte tid til at spille et spil der bare gøre alt dårligere - altså udover hvis man virkelig er vild med de her karakterer.

Det starter alt sammen med maps. Selvom der er en afart af de samme designs som vi kender fra Overwatch men flaskehalse og bredere arenaer, der løbende erstatter hinanden for at sikre at forskellige slags spilstilarter kommer til udtryk. Men der tuningen er ikke helt lige så præcis her, og det føles ofte som om at den præcise kalibrering af hvor meget et større slag imellem de to hold "fylder" i en given afdeling af mappet er lidt... ja, flosset i kanterne. Ofte virker de åbne rum for store, mens individuelle korridorer bliver for presset til at spillet kan bibeholde tydelig visuel klarhed. De her maps er ikke helt tabt bag en vogn, og deres tilknytningsforhold til specifikke Marvel-helte er et kærkomment narrativt lag, men som funktionelle playspaces mangler der lidt. Det er ikke Concord-skidt, der droppede det rektangulære push/pull gameplay til fordel for mere firkantede arenaer, og som var så uendeligt meget værre af den grund, men det er heller ikke Overwatch-godt.

De individuelle karakterers kit er igen sådan en fiks-uden-at-være-prangende situation. Der er ikke noget i vejen med dem, og ligesom med Overwatch finder du hurtigt et par enkelte du kan lide, og benytter disse til at stifte bekendtskab med et bredere meta. Det meta er i øvrigt ikke kalibreret til kompetitivt spil, og det mærkes ret tydeligt når en karakter som Jeff the Land Shark kan sluge dig, og vitterligt spytte dig, og op til to andre holdmedlemmer, ud af arenaen for tre instant kills. Det gør ikke så meget at Marvel Rivals ikke er nær så "sweaty" som Overwatch, det er der plads til, men det er sværere at tilgive spillets totale mangel på afbalancering mellem forskellige karakterers evner. Doctor Strange skyder magi på afstand, men han har samtidig et skjold, og hans trigger ability går ud på at detonere ophobet energi på nært hold. Du tænker sikkert at det giver ham et højt skill-loft, idet man skal balancere strategi på rækkevidde og i nærkamp, men det egentlige flow på slagmarken er langt fra lige så elegant. Venom kan klatre, men meget få overflader tillader den her evne på en så bred måde at det reelt bliver en fordel - der er masser af sådanne tilfælde.

Men om dine evner føles unikke og spændende nok er én ting, men du kommer i hvert fald til at bruge disse evner hele f*cking tiden. Lynhurtigt bliver en standardiseret 6v6 match i Marvel Rivals til en gigantisk rodebutik bestående af partikeleffekter, farver og karaktermodeller, der tonser sammen i en pærevælling uden at der er fysisk feedback til at indikere tydeligt hvornår individuelle angreb faktisk forbinder med den tiltænkte modstander. Seriøst, der er ikke rigtig feedback her, det er meget sjældent at fjender skubbes tilbage idet du rammer dem, så for det meste er det bare kluddermor, og det er stort set umuligt at se hvad der egentlig foregår. Det virker ikke som om at der er blevet arbejdet nok med cooldowns og granulær afbalancering for at sikre netop den der push/pull-struktur som fungerer godt i andre, lignende spil. I stedet flyver det hele bare afsted i sans og samling, og selvom der er en idé i det umiddelbare kaos, så mangler der struktur og en mere overvejet tilgang.

Som der står nævnt ovenstående er det her 6v6, der er hele 33 karakterer fra start af, og der er desuden tre modes - Domination, Convey og Convergence, der alle ligner Overwatch modes til forveksling, selvom Blizzard naturligvis ikke har opfundet ideen om hverken Escort eller Domination multiplayer-struktur. Der er team-up abilities, der kombinerer specifikke kombinationer af karakterer til mere potente evner, som er en af de mest centrale særpræg spillet kan præstere, og de kan da også ryste posen en kende. Der er 12 karakterer i felten, de har hver især måske fire aktive evner - mange af dem kan flyve - og de individuelle cooldowns er korte. Jeg ved godt jeg har slået det her fast med syvtommersøm, men det er svært at understrege nok hvor meget det er hele tiden, og i mine efterhånden mange timer med spillet, så er det meget få gange jeg føler jeg har vundet en svedig 1v1 duel på baggrund af mine evner. Jeg ved heller ikke om jeg ville kalde det for en "team effort", eftersom egentlig koordinering har en tendens til at gå lettere tabt i det hele. Men underholdende er det.

Det kan være at du trives i kaosset, og det serverer Marvel Rivals til en billig kilopris. Runderne eksploderer i kanonerede kaskader, mens karakterer bruger Ultimate-evner i ét væk. Det er hverken synderligt afbalanceret eller afvejet, men det er dog... ja, sjovt. Underholdningsværdien er der helt sikkert, og derudover er spillets ret fine stjerneinddeling af heltenes individuelle sværhedsgrad en effektiv måde at "onboarde" spillere der ikke nødvendigvis har stiftet bekendtskab med genren.

Og her til slut er der monetarisering. Jeg ved at de fleste, med rette, frygter det her, men som det er lige nu synes jeg ikke det virker synderligt stødende. De individuelle skins købes, selvfølgelig, med en valuta der fås i enten alt for store eller akkurat for små pakker, og de er, naturligvis, alt for dyre. Der er adskillige Battle Passes, betalt og gratis, og NetEase har heldigvis droppet hele timegating-aspektet, og det er muligt at vælge hvilket Battle Pass du vil udfylde, også efter en given sæson er slut. Jeg har set værre, ingen tvivl om det, men samtidig er både du, og jeg, klog af skade, så jeg har helt sikkert en konkret forventning om at spillet vil blive opdateret med flere monetariseringer hen af vejen. Men for nu? Det er det mindste af spillets problemer, hvis du spørger mig.

Det er ikke som sådan, fordi Marvel Rivals føles halvfærdigt - tværtimod. Det er nok lige præcis det det gerne vil være, og tidlige player counts kunne indikere at mange glædeligt indtager det som spillet serverer. Men for mit vedkommende er spillets maps for ringe balanceret, karaktererne er flotte men det meta der holder dem i balance er nærmest ikke eksisterende, der mangler afgørende fysisk feedback i særligt nærkamp, og stort set samtlige spilnære designaspekter er blevet finpudset i et andet free-to-play spil - som oven i købet er et spil Marvel Rivals låner alt for meget fra i forvejen. Tilsammen er det en lettere ujævn pakke, der efter al sandsynlighed kan klare sig fortrinligt som "Overwatch 2 Lite" med et Marvel skin. Det er lidt unfair, eftersom holdet bag virkelig præsenterer nogle af de flotteste renderinger af de her karakterer set.... ja, i lang tid - og der er gode øjeblikke her. Men det hele drukner i regnbuebræk og ringe afbalancering, og der er godt nok meget arbejde foran NetEase for at sikre at de her 33 helte fungerer lige så godt som de ser ud.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Ret alsidige karakterer og kits, masser af indhold fra starten af, i skrivende stund en nogenlunde fair monetarisering.
-
Mangler ret afgørende balancering, alt for korte cooldowns på evner og Ultimates, mangler for alvor visuel klarhed, fungerer hverken synderligt godt i enkeltmandsdueller eller i de bredere konflikter.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold