Marvel Ultimate Alliance 2

Øv! Det var sådan cirka den følelse, der satte sig i kroppen på mig efter den første times spilletid. Ja, faktisk havde jeg sådan set mest lyst til bare at rive spillet ud af Xboxen og hive en af mine gode gammel Marvel Comics ned fra hylden i stedet for. Her, i mine gamle lasede seriehæfter, kunne jeg da i det mindste få de helt uforfalskede superheltehistorier, hvor historierne og karaktererne er mejslet og vinklet knivskarpt. For lad det være sagt med det samme: Marvel Ultimate Alliance kommer virkelig ikke særlig elegant fra start. Det er så gumpetungt, som man kan forestille sig.

Det skyldes primært, at der på én gang introduceres en meget dramatisk historie samtidig med at man også bliver heftigt introduceret til spillets gameplay. De fleste spil der bærer en sammenhængende historie står selvfølgelig i det dilemma, at man i et og samme hug skal introducere spilleren til spillets gameplayelementer og dets historie: Man skal både engagere spilleren i plottet og i gameplayet. Faren er således, at man ikke kommer til at gøre nogen af delene, fordi man hele tiden skifter fokus fra intens fortælling til detaljerede tekniske forklaringer på hvordan man nu laver dit trick og dat bevægelse; ting der altså absolut ikke relaterer sig til historien. Gears of War er et eksempel på et spil der håndterer dette dilemma på fremragende vis. Marvel: Ultimate Alliance 2 er så eksempel på et spil der håndterer det mindre heldigt.

Heldigvis er der lidt lys for enden af den mørke prolog-tunnel: Efter en times spilletid åbner spillet sig og dets umiddelbare styrker træder i karakter. Har man haft fingrene i Marvel: Ultimate Alliance har man et ret godt billede af hvad der er i vente i denne fortsættelse. For denne 2'er er så absolut lavet ud fra devisen: Hvorfor ændre på en formular der fungerer udmærket? Og det har Activision så ladet være med. Det her er mere af det samme. Meget mere af det samme. Det er beat 'em up blandet med rpg-elementer: Marvel: Ultimate Alliance 2 kaster fire forskellige superhelte i kamp, hvor det så - selvfølgelig - gælder om at iværksætte sine angreb så effektivt som muligt. Nøglen til succes afhænger helt af ens evne til at udnytte gruppens samlede kræfter. Som i en fodboldkamp er der altså snarere fokus på holdindsatsen end enkeltmandspræstationen.

Man kommer således ikke langt ved bare at lade Spiderman sprede sit spind ud over fjenderne. Nej, angrebet slår langt hårdere når edderkoppens særlige karakter kombineres med andre superheltekræfter fra gruppen. Man kan hele tiden skifte mellem hvilke superhelte man gerne vil have i kamp - og hele 24 Marvelhelte er tilgængelige. Efterhånden som man kæmper sig frem i spillet med sit hold af enten superskurke eller superhelte, kan man på forskellige måder opgradere sine superhelte, hvilket selvfølgelig gør, at de hiver nye tricks ud af ærmet og bliver stærkere.

Det er spektakulært, voldsomt, effektivt - og det er helt sikkert også fængende. Angrebskombinationerne er mange og originale, og spillet er aldrig nærig med at lade dig opgradere Marvelfigurernes superkræfter. Denne formel er underholdende og egentlig også nok - i hvert fald et stykke hen ad vejen. For efterhånden begynder trivialiteten at stikke sit grimme ansigt frem. Jeg begynder, at savne det der magiske 'mere'. Det formår Marvel: Ultimate Alliance 2 aldrig at give, og selvom muligheden for både online og offline co-op er særdeles velegnet til dette spil, så er det alligevel ikke nok til at kaste følelsen af trummerum væk.

Vicarious Visions har forsøgt komme det skematiske i møde ved på et tidspunkt at lade spilleren vælge mellem den 'onde' eller 'gode' side, hvilket splitter historiedelen ud i to dele. I praktisk fungerer det dog ikke særlig godt, fordi der reelt set ikke er tale om to helt forskellige spildele. Man kommer mere eller mindre til at spille mange af de samme baner igennem, hvor der så er småvariationer i de mål man har og de bosser man møder. Man får derfor ikke på noget tidspunkt følelsen af, at det store 'moralske' valg man skal tage reelt set betyder noget, fordi det ikke slår markant igennem i gameplayet.

På den måde ligner Marvel: Ultimate Alliance 2 ikke bare sin forgænger. Den ligner også titusind andre spil, hvor man bevæger sig fra rum til rum og banker den ene store masse af fjender efter den anden. Man ved jo så sikkert som amen i kirken, at fjenderne bliver flere og flere, bosserne bliver større og større, sværhedsgraden sværere og sværere, våbnene mere og mere eksplosive osv. Alligevel bliver man ved med at vandre fra rum til rum, til rum til rum i det spæde håb om at der måske, måske kommer en overraskelse rundt om det næste hjørne? Måske finder jeg lykken og regnbuen lige om lidt? Men det gør man aldrig. Det her er så forudsigeligt, som man kan forestille sig.

Mange fans af genren og Marvel: Ultimate Alliance vil helt sikkert tage sig til hovedet og sige, at denne anmelder da overhovedet ikke har forstået noget som helst af det hele. Og retfærdigvis skal det da også siges, at forudsigelighed ikke nødvendigvis er et onde. For selvom genren jo er noget træt og er begyndt at knirke og knage i krogene, er der nu et eller andet helt vildt fængende ved konceptet - og det er jo helt basalt derfor, at vi ser så mange af disse spil på markedet; de sælger. Mange fans af det første spil vil sikkert derfor være ekstatiske over, at man stædigt har holdt fast i konceptet og i det hele taget har ændret meget, meget lidt.

Spørgsmålet er så bare om det er nok? Og for mig ligger svaret lige for. Nej, det er ikke nok. Hvordan man end vender og gradbøjer Marvel: Ultimate Alliance 2, så har vi at gøre med et stykke metervare uden liv og sjæl, et produkt uden nogen form for originalitet. Historien er et misk-mask af plotelementer der hænger og flagrer i luften. Det er tydeligt, at dette sekundaarbejde bare skal signalere tragik, action, drama og store etiske og moralske valg, men at man i det store hele ikke er interesseret i at fortælle en historie spilleren for alvor skal engagere sig i. Og med den karakteristik har man nok egentlig fundet frem til spillets akilleshæl. For hvad vil det her spil egentlig? Og svaret er nok desværre, at det ikke rigtig vil noget.