Marvel Ultimate Alliance 3: The Black Order

Det Nintendo Switch eksklusive Marvel Ultimate Alliance 3: The Black Order er et simpelt - men ganske underholdende - "lille" spil, der er stoppet til randen med nogle af Marvel Universets aller bedste opfindelser. Der er ikke meget dybde i hverken historie, banedesign, puzzles eller generelt gameplay, men det gør faktisk ikke så meget.

Udgangspunktet for historien er det samme, som vi lige har set det i de to mastodont-film Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame. Thanos vil have fat i evighedstene, sætte dem i handsken og knipse med fingrene. Hvor Infinity War og Endgame på magisk vis lykkedes med at have, hvad der burde være alt for mange karakterer, så kan det samme ikke siges om Marvel Ultimate Alliance 3: The Black Order. I filmene føltes det aldrig som om, at forfatterne skulle anstrenge sig for at finde plads til alle karakterne, hvor historien i spillet virker til at være spundet omkring netop at få skovlet så mange karakterer og steder fra Marvel Universet som muligt. Der er nu scener, der lykkedes med at være sjove eller dramatiske, men den samlede historie virker til at være smurt rimelig tyndt ud - til gengæld når den heller aldrig at blive kedelig. Nogle stemmeskuespillere rammer plet. Eksempelvis Spider-Man der bliver spillet af Yuri Lowenthal, skuespilleren der også gav liv til PS4-udgaven af Spider-Man. Andre stemmeskuespillere lyder som en discount-udgave af filmskuespilleren. Eksempelvis John Eric Bentleys udgave af Nick Furry, der lyder som en tåkrummende Samuel L. Jackson imitator.

Kender man ikke Marvel Ultimate Alliance-franchisen, der har ligget stille i et årti, kan det bedst beskrives som et Diablo-lignende action RPG. Ud af de mange karakterer, skal du sammensætte et hold af fire, som skal smadre sig igennem fodfolk og boss-kampe i et kaotisk superhelte voldsorgie. Dine helte har et light-attack, et heavy attack, og så heltenes specielle angreb - de kan få op til 4 forskellige, som de stiger i levels. Disse specielle angreb kan de forskellige helte på holdet bruge på samme tid og lave synergi-angreb. Efterhånden får dine helte også oparbejdet et extreme-attack, som bliver rigtig voldsomt, hvis alle dine helte slipper det løst på én gang.

Kampene, som spillet mestendels består af, fungerer godt. Det kan godt være, at det til tider lægger sig op af hovedløs button-mashing nogle gange, men der er faktisk lidt mere til det, og den normale sværhedsgrad er svær nok til, at du ikke bare kan mashe og håbe på det bedste. Nogle fjender har et lilla stagger-meter, som du kan slå ned, og når det er nede bliver de stunned, hvorefter du virkelig kan gøre skade på dem. Det lyder måske ikke af meget, men den lille feature er med til at tilføje et lag af taktik, der gør kampene mere interessante. Der sker voldsomt mange ting på skærmen, og det kan være lidt svært at følge med i, hvad der sker, især hvis du spiller undocked. Kameraet bliver faktisk flere gange noget rigtig rod, og i små gange kan det være fuldstændig umuligt at se, hvad der sker.

Spillet ser fint nok ud, og leverer et fint overbevisende tegneserie-look - uden dog på nogen måde at være bemærkelsesværdigt i udseendet. Det ligner lidt et spil, der vil begynde at hoste og hakke, når der først kommer gang i den voldsomme mængde information, der er på skærmen. Men jeg oplevede egentlig, at det hele kørte ret smooth. Der kan måske være nogle udsving i frame-raten undocked, men ikke noget der generede mig (jeg er heller ikke fintfølende på det område), og i co-op kan der også godt komme lidt host, når kaoset peaker. Men bare lige for at slå pointen fast med syv-tommer søm: Marvel Ultimate Alliance 3: The Black Order spiller rigtig lækkert.

Karakterne har også nogle lækre bevægelser. Hvor du i Diablo 3, der er det åbenlyse sammenligningspunkt, ofte kommer til at sidde dodge dig frem i banerne, så har superheltene nogle flere muligheder. Dels fordi de kan hoppe, hvilket også giver nogle dimensioner til kampspillet, fordi dine basic attacks bliver anderledes, når du er i luften. Nogle helte kan bevæge sig på helt andre måder, som Spider-Man (både Peter Parker og Miles Morales), der kan svinge sig i deres web-spin, andre kan flyve som eksempelvis Iron-man og Thor, der lader Mjølner trække sig frem. De to sidstnævnte bruger dog deres special-attack-meter til at flyve, men det er det værd, for det er dejligt at have en bevægelig superhelt, der kan manøvrere sig rundt på kamppladsen med en elegant lethed.

Banedesignet er ikke det mest interessante, selvom der ind i mellem kommer glimt af noget virkelig fedt. Mestendels er det dog lidt tomt og uinteressant - især når der ikke er tusindvis af fjender, der prøver at stoppe dig. Der er spredt et par meget enkle puzzles rundt omkring, men det er tydeligvis kun for at give lidt pause fra kampene som også kommer i et hektisk tempo. Den største variation i kampene opstår imellem de forskellige typer kampe; om det er en boss-kamp, semi-bosskamp eller bare en ordentlig omgang fodsoldater, du skal gøre kål på.

Spillets største hook er det store hold af helte, som du kan få ind på dit hold, som du gør dem tilgængelig gennem campaignen. Det er virkelig sjovt at udforske de forskellige heltes evner, der også i de fleste tilfælde har nogle fede animationer. Der er heldigvis stor forskel på de fleste af dem, og de flestes evner passer godt med heltens karakteristika. Forskellige superhelte (og anti-helte i øvrigt) kan udløse forskellige holdbonusser, og det er virkelig sjovt at sammensætte dit hold i alle mulige klassiske og helt skøre sammensætninger.

Desværre stiger helte, der ikke er på dit hold, ikke i level, derfor kan du hurtigt komme til at holde dit hold til mange af de samme karakterer. Det er en skam, at Team Ninja ikke har givet spilleren et større incitament til at eksperimentere med holdsammensætningen. Der er ellers et ret dybt RPG-system i maskinrummet, hvor du kan bruge en god rum tid på at optimere enkelte helte eller hele dit hold. Du har dog ikke de samme muligheder for at ændre på din helt, som du har i Diablo, hvor du har mange evner at vælge i mellem og loot, som du kan buffe din karakter med. Derfor er det virkelig ærgerligt, at det ikke er lettere at skifte rundt på dit hold for at få mere variation.

Marvel Ultimate Alliance 3: The Black Order er et godt match med Nintendo Switch. Det er ideelt til spille på farten i mindre bidder. Nintendo Switchens fokus på co-op er også et åbenlyst godt match, da spillet tydeligvis er lavet til at blive spillet sammen med venner. Det fungerer også super godt. Det kan både være en afslappet hyggelig oplevelse med venner, men det kan også være en krævende taktisk en af slagsen, hvis du skruer op for sværhedsgraden. Venner kan let bare hoppe ind i dit spil og fordi historien ikke har så meget sammenhængskraft, så kan de let tage del i løjerne. Desværre udstiller co-op også nogle af Marvel Ultimate Alliance 3s største akilleshæle. Det noget besværede kamera får det nemlig ikke lettere, når i er flere der skal deles om det. Det kaotiske og informationstunge kampbillede bliver heller ikke mindre forvirrende med venner. Selvom der altid vil være fire helte på holdet, så bliver det mere rodet, når du skal koordinere med venner.

Mange vil - med rette - kalde Marvel Ultimate Alliance 3: The Black Order for tomme kalorier, men det er der nu helller ikke noget i vejen med. Alle spil behøver ikke være originale, episke, dybe eller vanvittigt udfordrende. Er man fan af det brede Marvel univers, så er der et stort udvalg at lege med - også selvom der mangler incitament til at hive nye helte ind - og udvalget bliver kun større, når de kommende DLC-pakker kommer. Selvom campaignen er forholdsvist kort (nok omtrent 10-15 timer), så er der masser af spil at tage fat i med en ny sværhedsgrad, du låser op for, når du gennemfører første gang, og Rift-trails, hvor du kan spille dele af spillet med forskellige mål, du skal prøve at leve op til. Selvom det har sine problemer og ikke på nogen måde er et spil, der vil ryste jorden under dig, så er det en klar anbefaling - især hvis du er glad for Marvel-universet.