Marvel vs. Capcom 2: New Age of Heroes

Umiddelbart leder den slags tankerne hen på et lommefilosoferende rollespil, og jeg tror ikke det vil være forkert at sige, at man skal lede meget længe efter en baggrund som harmonerer mindre med resten af spillets ustyrlige kaos.

Med kontrollen overladt til mig, har to hold af hver tre figurer nemlig bevæget sig ind på skærmbilledet. Selvom det simple mål for mit vedkommende, er at banke modstanderens hold til selvtillidsmanglende pindebrænde, når jeg nærmest ikke at sige "hej" før skærmen er fyldt med regnbuefarver og laserstråler.

Ildkugler, laserstråler og hvad jeg kun kan formode er robotopkast, flyver fra den ene side af skærmen mod den anden, og selvom jeg nogle gange kommer i tvivl om hvorvidt jeg har indflydelse på kaosset, er jeg ret sikker på at jeg morer mig.

Det må være med en hvis fornøjelse, at Capcom stadig kan påstå at have det mest kaotiske 2d kampspil som del af sortimentet, på trods af at det nu er ni år siden spillet originalt blev udgivet. Måske er det også lige netop dette omdømme der har gjort, at spillet i opdateret form nu har fundet vej til både Xbox Live Arcade og Playstation Network.

Stilen er god gammeldags 2d kampspil, hvilket betyder dejlige pixelerede figurer af den slags din HD klare fladskærm prøver at ignorere, også selvom de her er forsøgt opskalerede. Fordi spillet i sin tid blev udviklet til Sega's afdøde Dreamcast (eller arkadeversionen Naomi, for nu at være helt korrekt) er baggrundene dog i knivskarp 3d grafik, hvilket giver et lettere specielt udseende.

Den underlige kombination af pixels og polygoner betyder nogen gange at overblikket mistes, og den første smag af dette får man kort tid efter "Start" knappen er trykket i bund. Et net med 56 forskellige ansigter dukker op, hver repræsenterende en figur med vidt forskellige evner og strategier, og som om dette ikke var nok, skal en kampstrategi også vælges for hver figur. Hvad enten du har tænkt dig at spille på klods hold, på distance eller dominere luften, er valget er helt op til dig og dit hold.

Hvis ikke du i forvejen er godt orienteret omkring det gigantiske Marvel univers, eller Capcoms mange spilhelte daterende helt tilbage til dengang kun få kan huske, vil du sandsynligvis hurtig få lyst til hurtigt at trykke dig gennem udvælgelsesprocessen. Dette ville forekomme blasfemisk i stort set ethvert andet kampspil hvor hver figur oftest vælges efter spillestil, men Marvel vs. Capcom 2 gemmer på en lille hemmelighed.

På trods af at spillet er bygget på fundamentet af et af de dybeste og mest balancerede kampspil nogensinde, Street Figther 2, er fokusset her nemlig et helt andet. Capcom var før lanceringen i arkadehallerne, ikke sky med at fortælle hvordan de havde forsimplet spillet og gjort det lettere tilgængeligt for nye spillere. Kontrollen blev barberet fra seks knapper ned til fire, skaden fra angrebene skruet ned og antallet af projektilangreb sat i vejret.

Derfor er Marvel vs. Capcom 2 stilmæssigt et kamspil der i højere grad ligger sig op af et partyspil som Super Smash Bros Brawl til Wii, end genrens mere seriøse kombetanter som Street Fighter 3 og Virtua Figther 5. De fleste vil fint kunne klare sig ved at hamre løs på knapperne, og se figurerne sende missiler, plasmastråler og mindre planeter i panden på modstanderne, mens kun en smule mere øvelse vil lade alle få tilgang til de skærmudslettende superangreb.

Denne simplificering er dog også hvad der vil skabe splid mellem potentielle købere, for selvom de mest hårdføre naturligvis vil kunne finde et konkurrenceelement i spillets multiplayer, er det ligesom med Nintendos dundersucces ikke til dette spillet er tiltænkt, og det kan mærkes. Det er sjovt at se combo-tælleren galopere af sted mod månen, men knapt så sjovt når du hurtigt indser at den slags timing og tålmodighed som definerer de mest intense multiplayer kampe i andre kampspil, fuldstændig mangler.

Ligeledes virker det ikke som om der er gået det store arbejde i at balancere det enorme persongalleri, og i stedet for at være testet mod hinanden, virker det her til at de hver især er hevet direkte ud af hver deres spil. Felicia, Anakaris og Baby Bonnie Hood var måske alle stærke karakterer da de optrådte i Darkstalkers, men hevet direkte ind i dette nye spil uden større balancering, falmer deres magiske angreb ved siden af Iron Mans partikelkanoner og Ryus ildkugler og dragonpunches.

Marvel vs. Capcom 2 bør derfor i højere grad ses som en glimrende introduktion til genren, idet det er hurtig til at bekræfte ethvert spillerinput med farverige eksplosioner, samtidig med at der er tilpas meget dybde under overfladen, til at man bagefter vil kunne avancere til genrens mere voksne spil.