Me & My Katamari

Nana-nanananaa-nanana-na-na-nana-naaahhh. Dem af jer, der har spillet enten Katamari Damacy eller We Love Katamari, ved naturligvis, hvilken melodi, jeg nynner. Det er et stykke tid siden, jeg sidst har rullet katamaris med prisen, men jeg begyndte næsten med det samme at nynne med på de herlige melodier, da jeg satte UMD-disken i min håndholdte maskine. Jeg købte det første spil til PlayStation 2, Katamari Damacy på en tur til USA for ca. et år siden og blev med det samme fascineret af den ekstremt nuttede musik, den skønne spilidé, og naturligvis den komiske konge og hans skæve familie.

Historien bag Me & My Katamari er ligeså absurd, som den er politisk ukorrekt. Den komiske konge faldt af på den, styrtede mod jorden og ramte havet med sin enorme krop og vanvittige fart, så han startede en tsunami, der skyllede en hel ø-gruppe væk. Nu er det så op til prinsen at rette faderens store fejl. Ved at rulle den superklistrede katamari (en kugle, der ligner et stykke hundelegetøj) over forskellige hverdagsting.

Både inde i husene, ude på gaderne og dyreparker, skal prinsen forsøge at bygge helt nye øer til de tusindvis af dyr, der ikke længere har noget hjem. Det kan bl.a. være at skabe en ø af lækre delikatesser til en irriteret krabbe, eller sammenrulle en lyddæmpet ø til en person, der gerne vil synge, men helst ikke vil forstyrre nogen. Gør du det rigtig godt, låser du samtidig op for nye spilmodes og dekorative hatte og tøj, der så kan puttes på den lille grønklædte prins.

Det store spørgsmål, før jeg satte spillet i maskine, var, hvordan Me & My Katamari ville fungere uden muligheden for at bruge Dual Shock 2-kontrollerens dobbelte styrepinde på Sonys håndholdte PSP. Til at starte med føles det, indrømmet, ikke lige så intuitivt, men som tiden går, bliver det helt naturligt, og snart fiser du af sted uden de store problemer. Min eneste anke er, at spillet læner sig lidt for meget op ad den analoge styrepind. Efter en times spilleri begyndte min tommelfinger at dunke lidt, mens længere spilsessions nærmest resulterede i de indledende øvelser til gigt. Det er dog ikke Namcos fejl, men i stedet Sonys designere, der efter min mening har fejlplaceret den analoge styrepind på PSP-maskinen.

Ud over dette er Me & My Katamari netop et spil, der passer til en håndholdt, idet det lokker dig til at tage en omgang mere for at få åbnet op for en ny bane, eller bare slå din gamle rekord. Min svenske redaktør Petter Engelin plejer at sige "at lidt smerte aldrig har skadet nogen", og når det kommer til dette spil, så giver jeg ham ret. Me & My Katamari er helt klart alt for morsomt til, at ergonomiske problemer med maskinen skal ødelægge min nydelse af spillet.

Desværre er der ganske få forskellige miljøer i PSP-versionen i forhold til PlayStation 2-udgaven, hvilket er en smule skuffende, også selvom de bliver genbrugt med varierende temaer. Det er dog svært, ikke at spille Me & My Katamari med et fjollet smil på læberne samtidig med, at du nynner den fabelagtige musik. Resultatet er altså et ret veludført PSP-spil, der dog ikke helt kan leve op til sin storebror på PlayStation 2.