MechAssault

Hvis man skal udfolde sig som massemorder - så kan man lige så godt gøre det ordentligt. Med det i baghovedet har jeg de sidste dage løbet rundt i et kæmpe metalharnisk. Dette mens jeg har trampet små infanterienheder til døde, og nedlagt små byer med mine granater. I MechAssault er det virkeligt størrelsen, det kommer an på.

Action på drengen
Som en mærkat på forsiden proklamerer, så er MechAssault produceret til at understøtte Xbox Live. Faktisk er det en af de helt store titler i forbindelsen med lanceringen. Da vi jo endnu må vente lidt på denne option i Danmark, så er det rart at vide, at titlen originalt blev udviklet som singlespiller. Dette bevirker, at vi trakteres med en gennemarbejdet oplevelse - som også er mulig at nyde uden den forjættede opkobling. Udviklingen er foretaget af Day 1, og selv om titlen på nogle punkter er sammenlignelig med sine pc-fætre og -kusiner, så er MechAssault alligevel helt sin egen. Her er ikke forsøgt at kreere en fingeret simulation. Derimod er der lagt vægt på hæsblæsende action. Disse gigantiske sataner er lige til at hoppe ind i, og du finder dig snart i rollen som garvet mech-pilot. Det hele flyver af sted, sammen med dig og dit voldsomme våbenarsenal. Eksplosionerne hagler ned omkring dig, mens død og destruktion uddelles med lind hånd - her er ikke plads til tøsedrenge. Det er tydeligt, at det hele er tunet til hurtig, voldsom og drabelig fragfest. Dette helst mod en hel flok tilsvarende metalhoveder.

Jeg drejer vidunderets torso, og betragter omgivelserne. De titaniumforstærkede metalsider fanger solen, og skinner i al deres maskuline herlighed. Det var meningen, at vi blot skulle rekognoscere inden landgangen. Nu befinder jeg mig imidlertid midt i kampen med en større gruppe kultister bærende navnet World of Blake. Små eksplosioner hiver mig ud af mine tanker, en gruppe fodfolk har taget stilling, og overdænger mig med skud. Kuglerne rikochetter af mod panseret. Lidt dovent aktiverer jeg jetmotoren - det brummer svagt, og vibrationerne får kroppen til at skælve. Gennem visiret betragter jeg modstanderne, der som ivrige myrer strømmer rundt under mig. Jeg tager mig i kort at beundre deres mandsmod. Der skal alligevel noget dedikation til at stå foran 60 tons ren dræbermaskine. Min finger fanger affyringsknappen. Maskingeværerne på siderne begynder at flamme - og pludseligt spredes fodfolkene i en panisk masse. Nogle af mændene har søgt tilflugt i en nærtliggende bygning. En ny knap trykkes, og missiler forlader flankerne af dyret. Eksplosioner giver genlyd, og dybe rygende sår afsløres i bygningens sider. Flere missiler - eksplosioner - ilden tager fat. Snart er der kun en rygende ruin tilbage.

Er der flere af dem?!
Der ligger tyve missioner og venter. Her kommer du til at få rig brug for de tyve forskellige mech’s, som er til rådighed - hvoraf to åbnes gennem spillet. Selv om de første baner er nemme, hvor du nærmest føler dig usårlig. Så vil du senere være den jagede. Rundt om på banerne gemmer der sig nemlig kanontårne, kampetanks og andre mech’s. Du vil hurtigt føle dig meget alene i verden - med ryggen godt plantet mod muren. Hovedvægten er som sagt lagt på rendyrket action. Kontrollen er utroligt intuitiv, og der er ingen opsætning, du skal modificere. Negativt set så har du altså ingen mulighed for at justere på din kampmaskine. De forskellige mechs er dog relativt alsidige. Så du kan vælge mech ud fra våbenstyrke, armering og smidighed. Dette gør en reel forskel - hvor du hurtigt vil finde dig en yndling. Nogle vil vælge en tungt armeret satan, der langsomt bevæger sig frem gennem scenariet, bevæbnet med alverdens mordvåben. Andre vil måske hellere kombinere at kunne svæve og være let til bens. Her kan du sværme rundt om modstanderen og tildele velrettede skud. Det gør nemlig en forskel, hvordan du placerer dine træffere.

Nu også med venner
Singlespiller oplevelsen er rimeligt velbygget, og giver en intens gedigen oplevelse. Den varer dog kun små ti timer. Missionerne er ligeledes meget ens i deres opbygning. Dette gør, at der ikke er det store incitament til, at spille det hele igennem flere gange. Heldigvis kan du også tage vennerne med uden Xbox Live. Dette gøres enten via splitscreen eller ved system-link. Her er oven i købet inkluderet en option, som ikke er tilgængelig via Xbox Live. Denne er kaldet Grinder - og går kort sagt ud på, at rende rundt i en arena og smadre AI-bots. Det er den eneste option, der inkluderer AI-bots. Dette fungerer fint, hvis I blot er et par stykker. Er I flere, så kan maskinerne linkes op i stedet. Her trakteres man så med en lang række muligheder. Lige fra holdkampe, deathmatch til fangeleg. Alle steder bydes der på gode kamppladser, med masser af plads til at manøvrere - uden at de er for store. Det er en fed fornemmelse, når skærmen oplyses af eksplosionen fra en kammerat.

Lækkert design
Generelt er alt utroligt veldesignet. Dette gælder både de imponerende mechs som de mange real-time effekter. Alt kan smadres, og måden det præsenteres er uhyre overbevisende. Det giver en lækker fornemmelse af saft og kraft, når ens skud rammer målet. Dertil kan du bruge omgivelserne i din uddeling af død og ødelæggelse. Står der en gruppe modstandere på en bro - så er det altså lettere at smadre broen, end at skyde på hvert individ. Det samme gør sig gældende for bygninger. De mange grafiske effekter har dog deres pris. Maskinen har sit hyr med at beregne alle partikeleffekterne, og det giver sig udslag i, at begivenhederne har det med at stryge ned i hastighed. Dette gælder især i multispiller miljøer. Det er dog ikke nok til decideret at ødelægge den samlede oplevelse - men du lægger mærke til det. Lyden er præsenteret i Dolby Digital, og med et ordentligt anlæg lyder det utroligt godt. Det er en utrolig blæret fornemmelse, når en anden mech eksploderer i et inferno af lys. Dette understøttet af et dumpt drøn fra din subwoofer - ren klasse! Lidt ærgerligt er det, at man ikke kan sætte sit eget soundtrack til. Især fordi det eksisterende er lidt tamt.

Man kan faktisk på mange punkter sammenligne MechAssault med et klassisk shoot’em’up. Den simple indgangsvinkel, masser af modstandere, ting der kan samles op og end-of-level bosser virker dejligt bekendt. Når man så kombiner det med lækker grafik og sprød lyd - så kan det jo ikke være helt dårligt. I sidste ende er det dog en kende for enkelt. I forsøget på at tiltrække alle, så er det endelige produkt blevet lidt for meget middelvare. Dog bestemt et nærmere kig værd.