Medal Of Honor

Med alle jule-spillene der ramte os, fik vi bl.a. kastet titlen "Medal Of Honor" i hovedet. Jeg fik lejligheden for at se nærmere på spillet, og blev fuldt mod forventning meget glædeligt overrasket. Grunden til at jeg så kritisk på spillet fra start var det slogan som spillet er forsøgt markedsført på, hvilket er noget i retning af "..det eneste spil hvor man skal bekæmpe nazisterne under 2. verdens-krig..". Hvis man tænker tilbage gennem tiderne, har der været rigeligt af den slags spil til mange computere. Nok om det!
Vi bevæger os istedet lige til juleøllet... sætter spillet i konsolen... og tænder...
Og HER blev jeres anmelder godt nok overrasket. Jeg synes efterhånden det er sjældent man ser et gennemført koncept, hvor både gameplay, historie og grafik hænger rimeligt sammen. Men ikke desto mindre, er det lykkedes for udviklerne af Medal Of Honor.

For lige at fortælle mere om hvad spillet egentligt går ud på, kan man sammenligne gameplayet lidt med det fra Syphon Filter, dog er grafikken ikke så gnidret (snarere ret firkantet). Du bliver, som amerikansk special soldat, indsat bag fjendens linjer, hvor du (på frivillig basis selvfølgelig) udfører alle mulige hemmelige missioner. Red en nedstyrtet officer, find pilotens log-bog osv. i den stil.
Nu frygter den garvede spiller vel at der er tale om en doom-klon mere, men svaret er et nej til alt held. Godt nok ligner grafikken noget fra den tid, men der er efter min vurdering et led i at gøre spillet større i en anden retning. Man lever fint med den lidt "boxede" grafik, for snart har man levet sig ind i den uhyggelige stemning af tyske soldater og Gestapo-officerer, der vil gøre alt for at stoppe dig.

Spillet virker ret lige til (i de første par baner i hvert fald), og man fristes til at vurdere spillets holdbarhed til relativ kortsigtet. Når alle banerne er gennemført er spillet slut, og man får ikke samme fede oplevelse ud af Medal Of Honor anden gang man tager fat på det. Til sammenligning kan den oplyste læser kigge på Tenchu's holdbarhed, hvilket statuerer et godt eksempel på det samme.

Handlingen tager for øvrigt sted i nætterne før invasionen af Frankrig. Tyskerne er desperate og skyder på alt hvad der bevæger sig... Lyden af hunde og soldater der råber op (på tysk, hvilket er ret fedt) i skumringen får en til at gyse og overveje hvad der står bag det næste gadehjørne. Det giver simpelthen den ekstra stemning der skal til for at man hopper ind i den verden. Desuden er ideerne bag grafikken ikke dårlige, og selvom det ikke er nytænkning, fortjener det alligevel at blive nævnt. Du befinder dig for det meste i bombarderede byer og ude midt i det franske bonde-bøh-land.

Såvel som fordelene bliver fremhævet i en spil-anmeldelse, skal jeg lige nævne en ting, som den kræsne spiller ikke vil bryde sig om. Udfordringen er ikke noget at prale af... Der ligger lige lidt for mange health-packs rundt omkring og flyder, hvilket kan gøre nogle af missionerne lidt for lette. Så er der det evige problem med banerne. Der er desværre en ret fastlagt rute for din gang gennem missionerne, men på den anden side bruger man så ikke en masse tid på at finde hemmelige skakter, døre og alt det der. Man får med andre ord serveret handlingen direkte, om man så synes om det eller ej.

Missionerne hænger godt sammen, herom skal der ikke herske tvivl, og historien holder også i længden. Du bliver brief'et om hvad du skal finde, og banerne er tilpas længdemæssigt, og der er ikke for mange monotone øjeblikke. Efterhånden som man kæmper sig gennem dette tyske komplot, får man ikke færre end 11 forskellige våbentyper. Rart er det, når man endelig får udskiftet sin garant-riffel med en SMG (Sub-Machine-Gun), hvilket ligesom letter presset på ens trigger-finger. På flere af banerne står der forresten også forladte maskin-geværer... Fjenden har heldigvis også været dum nok til at efterlade ammunitionen til disse. Det er en god ide at stoppe op når man passerer et sådan, vente til der kommer nogle fjender, hvorefter man giver dem bly og sparer patronerne til de andre våben. Mens man anvender maskingeværerne kommer den analoge-shock-controller også helt til sin ret. Det føles virkelig fedt med rystelserne i håndleddene når man pløkker løs, prøv selv!!

En helt anden ting, der også er med til at få adrenalinet i kog er musikken. Hvis du nogensinde har hørt den type musik man kender fra de klassiske 2. verdenskrigs-film, så vil man nikke genkendende til stemningen her. Det sætter tingene i et lækkert perspektiv, når man mosler gennem kloakerne i en lille fransk by, fortvivlet prøver at finde udgangen, mens flere og flere af fjendens søge-patruljer dukker op. What will he do.. where will he go?? Ja, det er på til din snilde at finde rundt. Væggene i kloaksystemet ligner hinanden til forveksling, så det er bare med at holde koncentrationen og tungen lige i munden. Desuden har patruljerne hunde med, så der skal nu sigtes både højt og lavt. Stadig lidt for nemt at komme frem, men spillet tager en udemærket drejning hele tiden, og endda nok til at man langt fra kan kalde Medal Of Honor ensformigt.