Medal of Honor

Electronic Arts har lagt op til noget stort med Medal of Honor. Modern Warfare-serien har længe siddet på toppen af markedet for online-skydespil, men EA har erklæret at de vil vippe dem af tronen, og Medal of Honor er spillet, der skal klare den opgave. Og når Battlefield-skaberne DICE er blevet hyret til at udvikle spillets multiplayer-del, er der ingen tvivl om at EA mener det alvorligt.

Og jeg er tilbøjelig til at lade tvivlen komme dem til gode, for selvom Modern Warfare er den ubestridte konge, er det ikke ensbetydende med at den serie vil regere for evigt. Men efter at have prøvet multiplayer-betaen af Medal of Honor, nager tvivlen.

Gameplay-mæssigt lægger spillet sig et sted midt imellem Modern Warfare 2 og Bad Company 2, og låner ideer og koncepter fra begge, men formår samtidigt at udvande dem og give dem mindre dybde end i forbillederne. Om dette er et bevidst valg i håbet om at tiltrække et endnu større marked er ganske muligt, men hardcore-publikummet vil nok rynke på næsen.

Gameplayet ligger tættere på de små, intense og nærmest klaustrofobiske slag fra Modern Warfare 2, end de gigantiske og storslåede ditto fra Bad Company 2, men formår på en måde samtidigt at være langsommere end begge to. Der skal ikke mere end to-tre skud til kroppen før man dør, så tålmodighed og dækning bliver en vigtig faktor. Alle våbene har en enormt lang effektiv rækkevidde, så at dræbe folk i den anden ende af banen er i praksis kun et spørgsmål om at sigte godt nok, uanset hvilket våben man bruger.

Klasserne i Medal of Honor er direkte løftet fra Bad Company 2, med den undtagelse, at der ikke er nogen medic, og at klasserne hver især har færre evner. Vi har rifleman, der starter med en automatriffel med indbygget granatkaster, special ops, der har en maskinpistol og et raketstyr, og sniper, der er udstyret med en finskytteriffel. Den første og sidste giver sig selv, men jeg har svært ved at se hvad special ops-klassens styrke er, for raketstyret er reelt set kun effektivt mod den kampvogn, der er findes i én af betaens to baner. Og grundet den banes design, hvor der kun er én vej, kampvognen kan køre på, og masser af dækning, som man kan gemme sig bag, er køretøjet ikke meget bevendt.

Efterhånden som man spiller, låser man op for nye våben og udstyr. Men det er en langsom proces, og det nærmest afhængighedsdannende kick, man fik ud af at låse ting op i Modern Warfare 2, indtræffer ikke.

Medal of Honor har sin egen pendant til Modern Warfare 2's killstreaks, kaldet score chains, så hvis du scorer X antal point inden for kort tid, for du mulighed for at aktivere bestemte evner, såsom at nedkalde et morterangreb eller se fjenderne på dit minimap via en UAV, hvilket virker ganske fint, selvom det dog heller ikke er synderligt nyskabende.

Som sagt er der stadig tale om en beta, og det bærer vores spiltur naturligvis præg af. Granater og andre sprængstoffer virker håbløst ineffektive. Man kan snildt overleve at en håndgranat sprænger for fødderne af en, og det er nærmest umuligt at dræbe nogen med raketstyret. Jeg har flere gange oplevet at skyde en granat ind i et rum, hvor der stod tre fjender, uden en eneste af dem døde. Det virker mystisk.

Netkoden virker også lidt mangelfuld. Flere gang har jeg oplevet at blive dræbt af skud, der først blev affyret efter jeg gik i dækning. Det kan selvfølgelig skyldes at spillerantallet p.t. ikke er så højt (omkring 800, de gange jeg har været online), så jeg har spillet mod folk i USA, og der derfor er en del lag, men det er stadigt frustrerende.

Alt i alt har jeg svært ved at se hvem Medal of Honor skal appellere til. Det er ikke anderledes nok til at lokke Modern Warfare 2-spillerne væk, eller tiltale dem, der er kørt døde i det. Mest af alt minder det om et utilfredsstillende kompromis mellem Modern Warfare og Battlefield: Bad Company 2, snarere end en gylden middelvej.

Efter den store overraskelse der var Singularity, er vi dog klar over at man ikke skal skue hunden på hårene, især ikke beta-hunde.