Medal of Honor

Medal of Honor var i sin tid nærmest egenhændigt ansvarlig for den endeløse række af krigsspil baseret på Anden Verdenskrig, vi har set gennem det seneste årti. Serien blev temmelig tyndslidt til sidst, og EA tog den væk fra rampelyset et par år, for at give den fornyet liv. Siden da er genren rykket væk fra Anden Verdenskrig, og det nye Medal of Honor er rykket med. Her går turen til den stadigt aktuelle krig i Afghanistan, hvilket er et dristigt træk.

Det er svært ikke at sammenligne spillet med Call of Duty: Modern Warfare 2. Dels fordi sidstnævnte er kongen af genren, men også fordi EA direkte har meldt ud, at Medal of Honor skal vælte det af tronen. Tiden vil vise om det lykkedes, men man må sige at de har gjort et godt forsøg.

På mange måder er Medal of Honor den diametrale modsætning af Modern Warfare 2. Her er ingen drabelige slag på plænen foran Det Hvide Hus eller frontale angreb på boreplatforme, ingen megalomaniske James Bond-skurke med egen privat hær i baglommen, ingen svulstig melodramatik, og ingen overdreven brug af indforstået militærjargon, som forfatterne tydeligvis har planket fra Generation Kill. Vi er aldrig "Oscar Mike" i Medal of Honor.

Alle de himmelråbende stupiditeter, som Modern Warfare 2 svælger i, er fuldstændig fraværende i Medal of Honor. I stedet er vi hensat til afghanske bjerglandskaber, ørkener og landsbyer, fjenden er ansigtsløse afghanere, arabere og tetjenere, og dine kollegaer taler relativt normalt.

Hvis jeg skal beskrive Medal of Honor med ét ord, så er det "sobert". Ja, det er stadig en pastiche og en dramatisering af krig, men det er lavet med en lødighed man ikke ser hos tidens andre krigsspil, og det er tydeligt at udviklerne har respekt for både krigen i Afghanistan og de folk, der deltager i den.

Dermed ikke sagt at Medal of Honor er kedeligt, for det er det langt fra. Afghanistan bliver nok aldrig det store turistmål, for det består stort set kun af brune bjerge, men udviklerne fra Danger Close har alligevel formået gøre turen rundt i landet både spændende og varieret. I nogle missioner skal man blot kæmpe sig vej frem til et eller andet punkt, og skyde alt hvad man møder undervejs, mens andre blander formularen med ekstra legetøj.

I én mission kører man for eksempel på ATV fra militslejr til lejr, som alle skal infiltreres og neutraliseres i relativ stilhed. Senere hen bliver man placeret ved våbensystemerne i en Apache-helikopter og skal jævne en Taliban-fæstning ved jorden, mens man senere igen skal give den som finskytte og plukke trusler væk, mens ens kammerater forcerer en bjergside.

Man indtager flere forskellige roller i løbet af spillet. Blandt andet udfører man missioner sammen med to grupper af Tier One-soldater - unavngivne specialstyrker, der er så rutinerede at de får B.S. Christiansen til at ligne en trafikdirigerende hjemmeværnsmand, og kan tage sig friheder som at ignorere uniformsreglementet og lade skægget gro.

Men man spiller også som Rangers, der med deres drengerøvsattitude lever flot op til de typiske fordomme om amerikanske soldater, og jeg tog mig selv i at overveje om spillet bevidst portrætterede dem som idioter. Men det gik over, efter en af Tier 1-fyrene i en senere mission tog hatten af for dem, da han hørte hvad man som spiller havde bedrevet som Ranger. Så kom respekten ligesom igen.

Det er temmelig intens action, der bydes på i Medal of Honor. Man er som regel under beskydning fra flere sider, og må ofte tænke sig godt om for at finde fornuftigt sted at skyde igen fra. Samtidigt skal man tit kæmpe mod genskær fra solen, røgskyer og andre forhindringer i omgivelserne, hvilket bestemt ikke gør udfordringen mindre.

Samtidigt er effekten, når man bliver skudt, den mest overbevisende jeg længe har oplevet. Kombinationen af glimt, rystende billede og lydeffekten er simpelthen så ubehagelig, at jeg instinktivt trækker mig tilbage eller søger dækning, når jeg bliver ramt.

På den normale sværhedsgrad kan man godt tåle at blive ramt et par gange, og ens helbred regenererer automatisk. Alligevel undgår jeg at spekulere i, at jeg nok godt kan blive ramt af et par skud mod dræbe ham fjenden oppe i vinduet, for jeg kan simpelthen ikke lide at blive ramt. Det mindes jeg ikke at have prøvet før.

Der er mange højspændte og dramatiske situationer undervejs i Medal of Honor, uden at spillet forfalder til platte virkemidler, og der var situationer, hvor jeg begyndte at tvivle på om kavaleriet nogensinde ville komme, eller om det var meningen at jeg skulle dø der hvor jeg sad i dækning. Svaret vil jeg naturligvis ikke afsløre her.

Der er dog ét punkt hvor Medal of Honor - desværre - minder meget om sin konkurrent Modern Warfare 2, og det er længden. Med sværhedsgraden sat til Normal gennemførte jeg spillet i ét hug, der tog lige knap fem timer, og det føles ærlig talt undervældende. Det er særdeles underholdende mens det står på, men oplevelsen smager mest af alt af mere. Medal of Honor måtte gerne være længere. Meget længere. Det er måske tingenes tilstand nutildags, men det skuffer alligevel en smule.

Når man har gennemført spillet kan man så kaste sig over den særlige Tier 1-spiltype. Her skal man gennemføre spillets missioner på tid, og de hurtigste tider bliver selvfølgelig posteret på spillets leaderboards. Headshots, killstreaks og andre fiksfakserier standser uret i få sekunder, så det gælder om at spillet siddende på rygraden. Og det er svært. Rigtig svært. Især fordi missionerne er lange (den første har en par-tid på 25 minutter), og der ikke er nogen checkpoints eller andet undervejs - hvis man dør må man pænt starte forfra.

Gamereactor var med i den første multiplayer-beta af Medal of Honor, og vi var dengang ikke synderligt imponerede over hvad vi så. Men DICE, som står for multiplayer-delen, har fået strammet den gevaldigt op siden da, og er nu nået til et punkt hvor spillet fungerer godt. Styringen virker mere responsiv, og man har en langt bedre fornemmelse for sit våben.

Det føles ikke længere som end udkogt blandning mellem Modern Warfare og Bad Company 2, men som en gylden middelvej. Der er skruet op for intensitet og kaos, og flere dele af omgivelserne kan ødelægges (selvom bygninger ikke kan destrueres fuldstændig). Der er ikke rigtig nogen overraskelser i forhold til de to førnævnte titler, men det gør heller ikke så meget. I stedet føles Medal of Honors multiplayer-del stram, velpoleret, og først og fremmest underholdende.

Medal of Honor er den tænkende mands Call of Duty. Hvis du godt kan lide at skyde terrorister, men synes Modern Warfare var for dumt, så er dette et spil for dig. Gameplay-mæssigt ligger det tæt på konkurrenten, men på indholdssiden er det bare en klasse bedre og mere eftertænksomt. Det er en fornøjelig, omend lidt kort oplevelse, der nok skal gøre indtryk.

Vi har spillet Medal of Honor før det kom i handlen, og har derfor ikke givet spillets multiplayer-del en så grundig gennemgang som vi gerne ville. Men fortvivl ej, over de kommende dage fortæller Rasmus meget mere, og du vil kunne læse hans indtryk på Rasmus' blog i løbet af ugen.