Medal of Honor: Allied Assault

Luften er tung og fugtig, og sneen ligger som et hvidt tæppe udover vejen. Tågen er tyk, og gløden fra vagtens cigaret lyser op i den mørke nat. Intetanende om hvad der skal til at ske, forsætter vagten sin runde. Lydløst løfter jeg pistolen og sniger mig langs husmurene i hælende på mit bytte. Langsomt og ubekymret vender den gråklædte vagt sig om for at tage turen tilbage til varmestuen. Kuglen forlader pistolens løb lydløst og fortærer sit nyerhvervede bytte. Jeg vender mig om, griber maskinpistolen ved min side, og fortsætter tilbage mod det lysende vindue, hvor tre soldater sidder og spiller poker, fuldstændig uvidende om, hvilken rolle de skal til at spille i historiens gang. Spillet er Medal of Honour - Allied Assault (MOHAA), klokken er 0600, I’m going in.

Lige til det store lærred
MOHAA består af 6 enkeltstående historie bidder, hvor man i hovedrollen som den hårdføre fyr Mike Powell, får selv De Grønne Baretter til at ligne grønskollinger. I skikkelse af denne superman løber, sniger, skyder og dræber man sig vej til sejren gennem smerte, blod og murbrokker, og tilfredsstillelsen ligger og venter for enden af en vel udført mission.
Man starter i Nordafrika, hvor én af militærets bedste agenter bliver holdt fanget af nazisterne. Efter en lille manøvre, er man godt på vej mod næste mål med hjælp fra sin kollega. Derefter går det over stok og sten fra Norge til Frankrig, nærmere betegnet Nordmandiet og nu vi er i omegnen, et smut forbi Omaha Beach, åbningsscenen i Saving Private Ryan og til sidst, langt inde bag fjendens linier.

Plads til en historie
Det, der adskiller MOHAA fra den generelle bunke af FPS-spil, er historien bag spillet. Om end ikke særlig ny og overraskende, så er den alligevel spektakulær og utrolig godt fortalt. Stemningen er helt korrekt, og MOHAA giver et utroligt filmisk billede af, hvordan 2. Verdenskrig så ud, og hvor hektisk det gik for sig. Spillet i sig selv er meget lineært, da man følger historien hele vejen igennem. Det fungerer dog perfekt og får én til at tænke på filmen Saving Private Ryan, hvor flere af scenerne i spillet er hugget fra. Udover den exceptionelt godt fortalte historie, der dog halter lidt i slutningen, er der stor variation fra den ene mission til den anden. Du prøver alt fra at gå undercover og udføre hemmelige missioner til manøvrering af tungt artilleri og infiltration af fjendtlig aktivitet. Det er derfor en fordel at spille taktisk, i stedet for at angribe lige på og hårdt, og håbe på at man overlever. Nogle gange er denne metode eneste udvej, når alle andre alternativer er udtømte.