Medal of Honor Allied Assault: Spearhead

Efter en luftig tur med faldskærm baldrer jeg igennem taget på en lade, og straks er tyskerne over mig. Griber efter Browningen ved min side, og laden forvandles til et gigantisk skydegalleri. Med involde splattet ud over hele interiøret trasker jeg veltilfreds ud af laden, og ser mig om efter mit næste mål. Det er nu snart et godt stykke tid siden, at Medal of Honor Allied Assault (MOHAA) gik lige på og hårdt igennem vores linier, og D-dag igen blev vakt til live. Nu er den første udvidelse så kommet ved navnet Medal of Honor Allied Assault: Spearhead (MOHS). Gamez trækker i tøjet, slynger automatriflen over skuldrene, tjekker faldskærmen og hopper ind i lastrummet. We’re good to go!

På vej igennem Europa
D-dag nærmer sig, og tropperne læsses i landgangs bådene. I rollen som Løjtnant Barnes bliver man sammen med nogle specialstyrker kastet ned bag fjendens linier i Normandiet aftenen før, det hele går løs, og skal med sprængstoffer ødelægge fjendens transportruter og eventuelle artilleri-stillinger. Hvor man i originalen var på små missioner rundt omkring i Europa, følger man i Spearhead de allieredes invasionsstyrkes vej gennem Europa. Desværre er det så som så med nytænkning og originalitet. De missioner man udsættes for virker fra tid til anden meget skabelonskåret, og der går lang tid mellem de gode og spændingsfyldte øjeblikke.

Der er dog kun tre overordnede missioner i MOHS, hvor der i originalen var seks. Dette kunne måske have gået ubemærket forbi, hvis bare de havde være lidt længere, men ak nej. De sølle tre missioner byder på omkring seks til syv timers gameplay for en rutineret MOHAA spiller og omkring fem timer eller mindre for en dedikeret fan. Og nu snakker vi på middel sværhedsgrad. At de næsten obligatoriske ni-ti timers varighed ikke engang rundes er en smule skuffende, dog rådes der bod på det, da prisen for herligheden er nærved halveret. Uden at afsløre for meget af historien, hvilket er lidt svært, oplever man lidt af Normandiets grønne enge og samtidig Belgiens hårde vinter ved Bastogne.

Hvor man i originalen mest af alt sværgede til sin automatriffel, Browning, og resten af udstyret er der i MOHS dog lagt mere vægt på at bruge, hvad der nu ellers står til rådighed i banerne, hvilket rangerer som alt fra anti-tank kanoner til granatkastere og maskingeværsreder. Alt sammen, uden tvivl, tilføjet for at gøre oplevelsen mere hektisk, men det virker nærmere som ren og skær udryddelse af fodfolk. Selvfølgelig er der også lidt nye våben i form af nogle russiske rifler, pistoler og lignende, men de skyder ikke desto mindre ligeså godt som de amerikanske og engelske, så hvad er forskellen egentlig? I multiplayer er der udover nogle nye figurer også inkluderet et nyt spil kaldet "Tug of War".

Der er ikke sket så meget
Visuelt er der ikke sket nogle bemærkelsesværdige ændringer, grafikken er stadig flot, så hvorfor dog ændre ved det. Det samme kan siges om lyden, som heller ikke har ændret sig udover nogle nye lydspor som underlægningsmusik til missionerne. Blandt de meget små ting er der blevet lagt nogle små sorthvid film ind rundt omkring og med et stemningsfuldt lydspor, hvor en mand omtaler hændelserne under krigen, spilles der lidt på patriotfølelsen.

MOHS er et fan produkt og intet andet. Hvis originalen har gudestatus hos én, og man kan hver eneste mission udenad, er denne udvidelse en sikker vinder som det næste adrenalinchok. Hvis man derimod er mere beskeden og bare godt kunne lide MOHAA, så er der ingen grund til at bruge flere penge på et hurtigt skud. Den korte levetid ses både ved, at det er hurtigt gennemført, men også ved at der ikke er så stor mulighed for genspilning, da historien i forvejen er utrolig lineær. Både hvad angår kvalitet og kvantitet virker denne udvidelse som et halvhjertet forsøg, men ikke desto mindre koster selv samme også kun omkring det halve af, hvad originalen gjorde.