Medal of Honor: Frontline

Electronic Arts har det med at videreudvikle serier, der sælger godt. Og hvorfor ikke?. Med Medal of Honor: Allied Assault slog firmaet fødderne væk under de mange PC fans og leverede en af de bedste FPS oplevelser nogensinde - og det selvom serien oprindeligt stadfæstede sit navn på PSOne, en konsol som mange ikke lige forbinder med solide FPS spil. Nu er teamet bag serien tilbage med endnu en udgivelse, denne gang på PS2, og bortset fra den berømte scene på Omaha Beach, som er spillets åbningsscene, så er det helt nye missioner der venter.

Løjtnant Patterson melder sig
Medal of Honor: Frontline sender dig endnu engang ned i skoene på løjtnant Jimmy Patterson, der før har reddet dagen og ødelagt tyskernes planer om verdensdominans. Og denne gang bydes der på direkte angreb i sønderrevne byer, hemmelige opgaver ombord på Ubåde, og infiltreringen af en tysk militærenhed for at få fat i det eksperimentelle fly HO-IX Flying Wing. Det hele serveres med ældgamle sort hvide filmklip, der skaber en overdådig stemning og sætter standarden for den knasende lækre atmosfære som spillet oser af. I forhold til vores preview version, er missionerne nu pinlig lineært sat op, hvilket betyder at første mission er den hektiske Omaha Beach - så det er noget af en ilddåb man kan forvente sig.

Grafisk er spillet imponerende. Til forskel for andre spil i genren, er Medal of Honor: Frontline tilsyneladende lavet i en forholdsvis høj opløsning. Våben, mennesker og tanks er forbavsende tro mod den ægte vare, og farvevalget er dæmpet til grå, grøn og sandfarve - noget der passer genialt sammen med den generelle forestilling omkring Anden Verdenskrig. Det hele bakkes op af gode lyd effekter og flot musik lavet af selveste Michael Giacchino, der bl.a. også har lavet spilmusik til The Lost World: Jurrasic Park. Der hvor Frontline episoden blegner er i den generelle haltende hastighed.

Ikke et hak bedre
Spillets første bane er netop udtryk for dette. Her er der konstante hak i hastigheden, og det er først når man endelig når indenfor, at spillet kører i hæderlig fart. Enhver FPS fan vil blive lettere irriteret over dette problem, også selv om det skyldes den overdådige grafik. En anden, og langt mere enerverende ting er spillets AI. Den skifter konstant mellem at være virkelig god og velfungerende til direkte pinlig. De tyske tropper genlader deres gevær på åben gade og stormer tit frem mod dig uden at skyde. Andre gange kan de se dig før du egentlig er indenfor deres synsfelt, og nogle gange gemmer de sig på de mest umulige steder, og skyder på dig uden, at du har en chance. En mere tilpasset AI, der rent faktisk gav modstand på de rigtige punkter ville klart være at foretrække.

Heldigvis byder de 15 missioner, tit inddelt i to eller tre kapitler på masser af forfriskende og anderledes opgaver, hvor man både skal erobre udsatte tyske poster, samt snige sig gennem en Ubåd og sprænge tyske depoter i luften - og alt sammen fungerer optimalt. Det er befriende ikke blot at skulle mose igennem det ene slagfelt efter det andet, med fingeren presset ind på sin aftrækker.

Et par fejl for meget
Efter endt mission gøres der status, og her tildeles man medaljer efter, hvordan det er gået. Her kigges der nærmere på, hvordan man har henretter sine fjender, og nærmere bestemt hvor man har ramt dem. Og var det ikke for spillets manglende sigtesystem, så var denne feature absolut fængslende. Men tilsyneladende, så virker Cross Hair optionen ikke som den skal. GameReactor havde store problemer med at få både den og inverteringen af joypaddet til at virke i preview versionen, og mens inverteringsproblemet nu er løst i den færdige udgave, så virker sigtet stadig ikke optimalt. Du vil utvivlsomt finde dig selv i mange situationer, hvor bare det mindste ryk i joypaddet, får dit sigte til at flyve rundt på skærmen, mens tyskerne fylder dig med bly - og det ødelægger desværre meget af morskaben ved spillet. Medal of Honor: Frontline er alligevel ikke nogen dårlig udgivelse, selvom spillet har visse fejl, som man enten vender sig til eller bare bliver irriteret over. Denne anmelder blev lidt af begge dele, men hang alligevel på og spillede eventyret igennem, og dermed kan det altså anbefales, hvis man kan se bort fra de ovennævnte punkter.