Medal of Honor: Rising Sun

I den tilsyneladende endeløse strøm af titler baseret på Anden Verdenskrig har Medal of Honor-serien indtil nu hævet sig pænt over pøblen. Gameplayet har været centreret omkring storladne episke begivenheder, hvor de amerikanske dyder tordner frem. Sidste ombæring introducerede en mindeværdig landgang på Normandiets kyst, hvilket Rising Sun forsøger at trumfe. Denne gang røres den amerikanske flåde, de hidsige japanske kamikazepiloter og heltemodige enkeltpræstationer rundt i gryden. Resultatet er en adrenalinlæskende portion, hvor Pearl Harbors grusomheder udblæses for fuld skærm i THX. Efterfølgende hvirvles man ud i en omfattende gang øhopperi i jagt på den skævøjede fjende. Selv om der er gode momenter, så føles det hele temmelig forkrampet og åndsfattigt.

Fra titlens åbningssekvens træder man ind i rollen som den unge soldat Joseph Griffin. Knap er data hentet ind, inden man befinder sig midt i en heftig regn af torpedoer og bomber. Japanske fly hagler ind over Pearl Harbor og efterlader rygende vrag og rædselsslagne skrig. I dette inferno bevæger man sig, nærmest on-rails, ud i et hidsigt opgør mod overmagten. Det ene øjeblik løber man desperat gennem det brændende indre af et knagende krigsskib, næste øjeblik sidder man bag en bragende AA-kanon og forsøger at smække de sværmende flokke af fly. Man levnes ikke megen tid til at trække vejret, men holdes konstant kørende i et actionspækket univers. Selv om det måske ikke er den største videnskab, så er det stadig en herlig indgangsvinkel, som formår at fange interessen.

Herefter går luften noget af ballonen, og man returnerer til seriens gamle FPS-dyder. Japanerne er i gang med nogle større narrestreger, hvilket involverer transport af en masse guld. Man skal naturligvis sørge for at stikke en kæp i hjulet, og generelt være et summende irritationsmoment. Dette leder én fra Guadalcanal til Singapore i nogle noget ensformige scenarier. Alt er slået stort op, og man er som oftest oppe mod en talrig overmagt. Der er dømt ligefrem FPS-action, når man drøner af sted og ondulerer alt, som bare overvejer at bevæge sig. Den eneste bane, der skiller sig lidt ud her, er Singapore, hvor man nedsænkes i nogle stærkt tågede stræder. Her er der lagt mere vægt på snigeelementet, for éns ildkraft er stærkt begrænset. Der er fem missioner i alt, som dækker over ti baner. De enkelte baner gemmer hver især på lidt over en halv times effektiv spilletid, hvilket gør, at det hele er hurtigt overstået.

Selv om banerne er relativt hurtigt gennemført, så formår de alligevel at blive ensartede. Dette skyldes det utroligt lineære gameplay kombineret med en tam grafisk front. De forskellige baggrunde føles udtværede og udetaljerede. Teksturerne gentages i én uendelighed og holdes i et monotont farvevalg. Desuden er titlen plaget af en slem gang clipping og en noget ustabil framehastighed. På den positive side er våbenmodellerne ganske nydelige. AI’en passer ganske glimrende til begivenhederne, dog uden at vise den store dybde. Venner og fjender agerer aktivt på omgivelserne, hvilket giver nogle ganske intense opgør. Desværre er der en del tilfælde, hvor AI’en virkeligt kikser. Det drejer sig hovedsageligt om pathfinding samt ignorering af nedfældning af fjender. Disse tilfælde lugter mest af alt af, at udviklerne ikke har taget sig tid til at finpudse.

Den manglende finpudsning er et gennemgående træk i Rising Sun. Det hele bærer lidt præg af et manglende engagement hos udviklerne, for det glimrende historisk scenario udnyttes slet ikke godt nok. Missionerne er ensformige og uden dybde, og grafikken er gennemgående middelmådig. Lydsiden er dog et positivt område, hvor de bombastiske toner drøner ud i fællesskab med ganske gode effekter. Det er med til at opbygge en ganske god autentisk stemning. Talen er ligeledes ganske professionel og indeholder sågar en række japanske gloser fra de fjendtlige soldater.

Der er smidt en række multiplayer-baner med i pakken, samtidig med at man også kan spille co-op. Disse mangler desværre også sjæl og engagement. Det er blot den sædvanlige gang snask, som lynhurtigt slipper grebet om én. En ganske glimrende åbning formår ikke at skjule en lang række mangler - Rising Sun formår aldrig at hæve sig op over mængden. Det er ellers ærgerligt, da det historiske scenario indeholder en kærkommen afveksling fra de mange slag i Europa.