Medal of Honor: Vanguard

"They got us pinned down! There're too many! They just keep comiiiing!", skriger yankee'erne frygtsomt inde fra det sønderbombede hus. Tyskerne stimler sammen udenfor og koncentrerer deres geværild om mine indespærrede kumpaner. Drengene har egentlig ret. Nazisterne er i overtal, og når én falder, dukker en ny op ud af intetheden. Hvor mange findes der mon bag det usynlige tæppe, spørger jeg mig selv, men er i virkeligheden uinteresseret i at finde svaret. Hvis ikke den øredøvende larm havde forhindret mig i at trænge igennem, kunne jeg have fortalt drengene, at de intet har at frygte. Jeg sidder på hug uden for huset - enhver med bare det mindste gran af menneskelig fornuft kunne se, at det hus var en brandfælde - og indtil videre har jeg reduceret nazisternes tilstedeværelse med en fem-seks mand. Hvornår mon det går op for dem, at jeg ikke er inde i huset? Nå, der er endnu et spørgsmål, jeg ikke behøver svar på.

Jeg har bare så god tid til at stille mig selv de spørgsmål. Nazisterne kaster sig ud af vinduer, over halmballer og stengærder, når de inkasserer en klump bly. De kan deres faldeteknikker til perfektion, men det kniber alvorligt med opfattelsesevnen. Jeg går et skridt til siden, får øje på en tysker, retter sigtekornet mod ham, giver ham en kærlig hilsen fra min riffel og stirrer lige frem med et forbløffet udtryk i ansigtet. Hvor mange liter weissbier mon han havde drukket? Og det er ikke kun ham. Samtlige af hans nazivenner skyder som en brækket arm, når altså, de endelig har besluttet sig for at skyde. Jeg aner ikke, hvad de venter på. Skyd dog! Skyd! Gør et eller andet. Med den kampånd er det utroligt, at de holdt krigen gående så længe.

Medal of Honor: Vanguard er en rejse tilbage i tiden. Eller tilbage i spilhistorien, bør jeg måske tilføje. Det er næppe ment som en hyldest til fortiden fra EA's side, men Vanguard føles i faretruende grad som et hurtigtproduceret lanceringsspil. Altså, til PlayStation 2. Det er lavet efter parolerne "glem alt om den udvikling, mediet været igennem" og "folk vil have spil, som man lavede dem i de gode gamle dage. Undskyld mig, men der er intet godt ved FPS-genrens gamle dage. Det er ikke værdier, spilentusiaster vil tilbage til. Jeg forventer ikke en aggressiv, Gear of War-lignende AI eller Advanced Warfighters realisme, men denne omgang skydetelt giver ingen mening og har ingen berettigelse i 2007. Meget bedre bliver det ikke, når man kedes med de samme objectives igen og igen. Ryd maskingeværstillingen, tilintetgør en kampvogn, destruer en kanon med en sprængladning. Det er det samme om og om igen.

For at føje spot til skade er Vanguard så eksplicit scriptet, at selv uerfarne spillere må undre sig. Du kan gennem en dør se dine venner i trøjen tage dækning i den ene ende af værelset og gennem vinduet se en tysker i den anden. En larmende stilhed fylder rummet, indtil du træder ind ad døren. Pludselig skyder folk som gale og råber og skriger i vilden sky. Det er pænt af dem at vente på VIP-gæsten, men følelsen af at være i krig er lysår væk. Det hjælper heller ikke, at banedesignet er så lineært, at det skriger til himlen. Væltet boliginventar, afbrændte biler og knæhøje hække danner den nydelige, lille sti, du skal følge for at nå frem til den næste deling nazister, der har mistet lysten til at kæmpe for fædrelandet. Jeg er endt i en b-krigsfilm fra 60'erne. Hvorfor har ingen fortalt mig det? Ok, det er sidste gang, jeg har afsluttet en sætning med et spørgsmålstegn.

Der kan siges positive ting om Vanguard. Teknisk er spillet ganske solidt. Selvom grafikken ikke er videre køn, ser eksempelvis røgen efter et morterangreb ægte ud. Partikeleffekterne fungerer. Det samme gør lyden, som er det eneste element, der giver oplevelsen lidt intensitet. Granateksplosioner, hvinen for ørerne, alvorlige dialoger, skrig og larmen fra geværild giver de, der virkelig elsker Medal of Honor, en lille chance for at mærke, at de faktisk kæmper for en sag og ikke har forvildet sig ud i skydeteltet på Bakken efter for mange sjusser.

Medal of Honor lagde stærkt ud på den nu hedengangne konsolgeneration med Frontline i 2002. Det viste vejen frem. Vanguard derimod kender kun vejen tilbage. Tilbage til den gamle, sorte skole. Hvor God of War 2 viste, at der stadig er liv i den gamle PlayStation 2, efterlader Medal of Honor: Vanguard ingen i tvivl om, at konsollen er stendød.