Medal of Honor: Warfighter

I den seneste tid har Medal of Honor-serien ikke rigtig slået an. Genoplivningen fra 2010 skuffede mange med ærketypisk gameplay og en handling som bagatelliserede alvorlige konflikter. Medal of Honor: Warfighter blev annonceret tidligere i år, og udvikleren Danger Close lover endnu en gang realistiske skildringer af moderne konflikter. Selv om jeg ikke fik mulighed for at prøve Medal of Honor: Warfighter selv, sidder jeg tilbage med ganske klare indtryk efter en demonstration af spillet.

Vi befinder os i et lille mørkt rum sammen med et hold bestående af amerikanske elitestyrker. Dette er Tier 1, og overraskende nok er der ikke en eneste lyd at høre. Det forrige spil kunne byde på gameplay mere eller mindre lånt direkte fra Call of Duty 4: Modern Warfare, et spil der ikke ligefrem er glemt for at tage det roligt. Det er forfriskende, og endnu mere overrasket bliver jeg, da det går op for mig hvor pænt spillet er.

Medal of Honor: Warfighter kører nemlig på DICEs spilmotor Frostbite 2. Hvis det navn lyder bekendt, er det fordi samme motor driver grafikmonstret Battlefield 3. Havde jeg haft tid, kunne jeg tælle porerne i mine holdkammeraters ansigter, og specielt en af figurerne har en slags glimt i øjet, der får ham til at virke næste levende.

Udvikleren Rich Farrelly forklarer at dette er noget de har lagt meget vægt på under udviklingen af spillet. De ønsker at skabe mere menneskelige og autentiske figurer, i håb om at give spilleren et indblik i hvordan det rent faktisk er at være Tier 1-soldat. Og som sidst er virkelige elitestyrker fra USA's marinekorps blevet konsulteret for at gøre spillet autentisk og virkelighedstro.

Men så sker der noget mærkeligt i det lille rom. En dør eksploderer, og ikke et sekund senere løber spilleren hen til en væg, finder våbnet frem og begynder at plaffe omkring 50-80 skurke ned. Dette har jeg set før, tænker jeg. Jeg vil nødigt drage sammenligninger, især når det kommer til skydespil, men Medal of Honor: Warfighter ligner, udover den vældig flotte grafik, Call of Duty på en prik.

Det er ikke bare det generelle gameplay som minder meget, nej, husker du for eksempel i Modern Warfare 3, hvordan du kunne have to forskellige typer sigte til et våben? Den mulighed har du også i Warfighter. Du vil også blive bedt om at hoppe bag maskingeværer gennem instruerede sekvenser, hvor praktisk talt hele verdenen ødelægges omkring dig.

Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting. Det virker som om spillet flot formår at være præcist hvad det er, og ikke meget andet end det. Men autentisk? Nej, det spil jeg får at se er noget helt andet end det, Rich Farrelly fortalte os om. Han forklarede for eksempel at spillet fokuserede meget på de forskellige soldaters familie hjemme i staterne, og handlingen skal tage fat i hvordan mor og barn håndterer situationen hvor farmand er væk over hundrede dage ad gangen.

Dette så jeg heller ikke noget til under demonstrationen. Det jeg så var militærgutter der løb rundt med maskingeværer, kastede håndgranater ind i hytter og sparkede døre ind for derefter at skyde skurkene bagved i slow motion. Du kan endda vælge hvordan en dør skal brydes ned ved hjælp af et lille hjul som kommer op på skærmen, noget der har potentiale til at gøre spillet en smule dybere.

Så Medal of Honor: Warfighter er ikke helt uden positive overraskelser. Jeg har allerede nævnt den imponerende grafik, men det handler ikke kun om antallet af porer i svedende mænds ansigter. Nej, dette er jo som sagt et spil, der kører på Frostbite 2, og omgivelserne kan selvsagt smadres. Dog ikke i lige så stor grad som i Battlefield 3, så forvent ikke at du kan sende en raket ind i en væg og derefter smutte gennem hullet fra eksplosionen.

Så vidt jeg kan se har denne del af spillet ikke nogen specielle funktioner, udover at se flot ud. Det har udvikleren til gengæld lykkedes med. Splinter dækker halvdelen af skærmen, og grus og småsten kastes til alle sider. Man kan virkelig føle hver eneste kugle, der bliver affyret, men selvom 35 mursten kastes til alle sider når en raket rammer en mur, vil væggen stadig så hel tilbage efter røgen har lagt sig.

Da den actionfyldte demonstration er ovre, forklarer Rich Farrelly at manden, der spillede demoen, faktisk var elitesoldat med erfaring fra både Irak og Afghanistan, før man måtte opgive karrieren på grund af en skade i højre arm. Han rejser sig op og beder om lov til at indskyde et par ord. Farrelly giver ham mikrofonen, og soldaten forklarer, at selvom de nu har talt meget om hvor autentisk spillet skal være, er det stadig "kun et spil".

Han siger, at selvom det handler om alvorlige konflikter, skal det stadig være sjovt at spille. Det kan hurtigt blive kedeligt hvis man for eksempel går i jorden efter et enkelt skud, noget der ville stå i stærk kontrast til antallet af kugler, hovedpersonen nåede at samle i brystet uden at det havde nogen særlig effekt.

Alt i alt kan dette blive et ganske underholdende actionspil. Det er måske lidt for tæt på spil som Call of Duty og Homefront, men på den anden side har jeg kun set en kort mission, og som sagt behøver det ikke være en dårlig ting. Jeg kommer nok ikke til at tælle dagene frem til lanceringen den 23. oktober, men bliver sandsynligvis nødt til at kigge nærmere på det, når tiden kommer.