Medieval 2: Total War

En af mine venner har siden sin barndom drømt om at lave film med drabelige ridderslag. Lommepengene lå desværre på et lidt for beskedent niveau til at måle sig med Hollywood, og udstyret var et godt slidt smalfilm-apparat. Men fantasien og drømmene var sejlivede. Hans yndlingsscene var morgenen efter et slag, hvor disen endnu ikke er lettet. Det myldrer frem med folk, der samler våben, leder efter overlevende - eller ribber de døde for deres sidste jordiske ejendele. Alt sammen til storslået musik af Carl Nielsen.

Medieval 2: Total War tager afsæt i nøjagtig samme historiske periode, med alt, hvad der hører til af drama og intriger, på og uden for slagmarken. Er du mest til strategi, diplomati og intriger, kan du give dig i lag med spillets turbaserede strategi-del. Hvis du på den anden side giver fanden i stillesiddende ressource-bogholderi, vil det nok være på det dramatisk opdaterede Battle Map, du vil tilbringe mest tid.

De første Total War-spil imponerede med et dengang svimlende antal soldater og enheder på slagmarken samtidig. I nærbillede så man dog det samme ubarberede ansigt og de samme synkrone bevægelser hos alle soldater. I det nye spil bliver soldaterne genereret individuelt. På den måde får den enkelte soldat sin egen karakter og delingen optræder betydeligt mere levende, selv om du som spiller fortsat styrer hele enheder.

Når en soldat nedlægger en modstander, ser han sig straks om efter nye mulige ofre, eller efter dækning for modstanderens pile. Små detaljer, nuvel, men når nu man som spiller ’kun’ har kontrollen over hele delinger, så bidrager de til at give spillet en fin og dynamisk finish. Du vil således også se dine delinger foretrække dækning, tilbagetog eller ligefrem desertering, hvis modstanderne er ved at få overtaget - eller hvis du har kastet dig lidt for overmodigt ud i et angreb, uden at have udviklet det nødvendige udstyr.

Tro nu ikke, at du har de samme enheder til rådighed, uanset hvilken fane du fører. Træning af walisiske langbueskytter er, ikke overraskende, kun til rådighed for styrker fra de britiske territorier - ligesom den særlige ekspertise fra de spanske våbensmedjer ikke er til meget gavn for andre nationer. Derimod hører det til dagens orden, at nationerne i spillet benytter sig af spioner og snigmordere. Men vær på vagt. Den umiddelbare fordel ved at snitte halsen over på en modstander kan hurtigt blive opvejet af, at tidligere neutrale nationer vender sig imod dig og dine metoder.

Det strategiske kort i Medieval 2 har en vis lighed med Civilization-serien. I sidstnævnte spil kan du udvikle kultur, religion og uddannelse så langt, at du må nøjes med at lade dine byer bevogte af fodtudser, bevæbnet med spyd, bue og pil. I Medieval 2 er dine virkemidler betydeligt mere tro mod historien og kulturen. Det gælder f.eks. om at holde sig på god fod med Vatikanet, selv om din egentlige hensigt er at underlægge sig nyt land.

I Medieval 2 kan du med den fornødne økonomiske og teknologiske udvikling krydse Atlanten og forsøge at underlægge dig Aztekerne. Har du ikke tålmodighed, kan du dog også gå direkte til spillets afdeling for historiske slag og kaste dig ud i Cortes’ skæbnesvangre slag mod Aztekerne. Umiddelbart spiller Aztekerne Cortes en stor fordel i hænde, ved at lade slaget udkæmpe på en stor åben slette, hvor Cortes kan udnytte sit kavaleri. Det er nu op til dig, at spille Cortes’ kort rigtigt - eller at stå i spidsen for de indædt kæmpende Aztekere, så de fremmede indtrængende, ikke kommer til at opleve endnu en dag.

Medieval 2 er både flot, spændende og medrivende, men det har sin pris. Spillet har nemlig noget nær tårnhøje systemkrav. Selv på min relativt nye PC med et ganske kraftigt grafikkort, er jeg nødt til at sætte kvaliteten på stort set samtlige detaljer til Low - og alligevel får jeg ikke nogen overbevisende flydende afvikling af spillet ud af dét. Det sidste er nemlig pokkers afgørende for en præcis styring af enhederne i kamp.

Alligevel vil jeg ikke tøve med at betegne Medieval 2: Total War som en kompetent videreudvikling af en kendt og prøvet formel. På slagmarken bliver de drabelige slag løftet til nye filmiske højder, og der er føjet nye dimensioner og yderligere dybde til intrigerne i den turbaserede strategi-del af spillet. Det bliver derfor svært for den ven, som jeg omtalte indledningsvis, at føre sin drengedrøm ud i livet som noget dybt originalt. På spilfronten har Creative Assembly i hvert fald gjort et ganske hæderligt forsøg på at komme ham i forkøbet.