Megaman Battle Network 5: Double Team

Hvis du dagligt følger med her på siden vil du måske have set at jeg for nyligt anmeldte Street Fighter Anthology, der på trods af gårsdagens sagnomspundne succes, simpelthen var præget af for meget genbrug og for lidt innovation. Capcom var én gang for alle blevet for sløve i optrækket, og det blev cementeret med en lav karakter, i håbet om at budskabet ville vække den slumrende udvikler.

Mindre end to uger senere har et mindre bjerg af titler til anmeldelse igen samlet sig, og mest fremtrædende i mellem dem er endnu en genganger fra den japanske udviklers famøse fortid. Den lille blå robot dreng Megaman, har samlet to af sine tidligere optrædener fra Game Boy Advance sammen på en Nintendo DS kassette, hvilket ifølge indpakningen skulle give et helt unikt eventyr. Med en snert af deja vu sukker jeg opgivende og sætter kassetten i ryggen på konsollen.

Hvis du husker Megaman fra NES- eller SNES-tiden, vil det sikkert komme som en mindre overraskelse at genren nu er blevet skiftet til rollespil, sådan cirka da. I stedet for at genopfinde serien fra bunden, har de nemlig genbrugt store dele af de tidligere spil, oversat dem til et isometrisk univers og genopfundet kampsystemet. I bedste rollespilsform er spillet også delt op i to forskellige verdner, hvor man styrer drengen Lan i den menneskelige verden, mens Megaman er alter egoet i den virtuelle verden.

Lan er en lille uskyldig og lettere naiv dreng af den slags som altid synes at indehave hovedrollen i konsolrollespil. Megaman er der i mod blevet til et stykke software der bor i Lan’s altid tilstedeværende transportable computer, og synes altid at være god for at minde Lan om at lektierne skal laves og at han skal adlyde sine forældre. Tankegangen bag de to verdner er naturligvis at spillets historie fortælles i Lan’s verden, mens spillets action elementer findes hver gang du hacker dig ind i den virtuelle verden og tager kontrollen over Megaman. Desværre er det ikke blevet til nogen spændene historie, og den smule der skal holde dig interesseret bliver konstant ødelagt af den ekstremt lineære historie - kamp - historie-opbygning.

Spillets kampsystem er uden tvivl den største innovation i forhold til de originale Megaman-spil, og synes at have draget meget af sin inspiration fra kortbaserede rollespil som Baten Kaitos og Lost Kingdoms. Kampene styres stadig i realtime, men afgøres nu af hvordan du har sat dine angreb op inden kampene begyndes. Angrebene kommer alle i form af såkaldte chips, som vindes jo flere fjender du besejrer, og varierer selvfølgelig i effektivitet alt efter hvilke typer fjender du kæmper i mod. Har du tålmodigheden er der en overraskende stor dybde at finde i systemet, men alt for ofte er det nemmere blot at vælge de kraftigste angreb og pløje igennem fjenderne.

Hvor det hele indtil videre emmer af middelmådighed er det endnu en gang Capcoms mangel på lyst til at innovere, der for alvor gør denne titel triviel. Capcom har ganske vist samlet to tidligere Game Boy Advance eventyr på en kassette, og det er nu også muligt at bruge den trykfølsomme skærm til at konfigurere sine evner langt nemmere, men selve gameplayet er identisk med tidligere kapitler. Faktisk vil det kun være spillere af de tidligere Battle Network-titler der vil have en jordisk chance for at spotte de minimale ændringer der er sket, kapitlerne i mellem og holder simpelthen ikke.

Hvis ikke det er fordi du har en fetich for semidårlige rollespil, som selv i sin femte generation endnu ikke har formået at forny sig selv, eller er brændende samler der bare må eje alt hvad der har med Megaman at gøre, har du ikke den store grund til at investere i denne titel. Havde det ikke været for fantastiske titler som Resident Evil 4 og det kommende Okami, ville min tillid til den japanske udvikler efterhånden være slidt op. Der er simpelthen ingen vej uden om og Capcom må, ligesom andre udviklere til at lære at man ikke bare kan blive ved med at mælke de samme titler om og om igen.