Megaman Maverick Hunter X

Engang for lang tid siden læste jeg i et blad en anmeldelse af Bionic Commando, hvor det blev gjort klart, at som bionisk supersoldat blev man nødt til at ofre sin ene arm, for at få udskiftet den med hvad der bedst kan beskrives som en slags formindsket harpun. Jeg var fristet også selvom det ville koste mig en arm. Senere var det Transformers der igen fik mig til at tænke om livet ville være bedre som kamprobot, og da Robocop endeligt landede i videoen var jeg overbevist om min fremtid som usårbar kriminalitetsbekæmper.

Robocop er stadig en af mine helte, men den dvalelagte drøm om en fremtid som robotkriger fik sin definitive ende kort tid inden jeg satte mig til keyboardet for at skrive det her. Den sidste tid har genfortolkningen af Super Nintendoens Megaman X snurret i ryggen på min PSP, og selvom Capcom har smidt langt flere kræfter i PSP konverteringen end vi har set med tidligere konverteringer til formatet, er jeg nu helt sikker på at mit valg om ikke at selektere cyborg-ruten i livet, var det rette.

Megaman X-serien var oprindeligt tænkt som en genstart og nyvisualisering af Megaman-serien, der fra starten primært havde været rettet mod den uskyldige og blåøjede Nintendo generation. Megaman X havde taget alt det bedste fra de tidligere spil, men var samtidigt blevet tilføjet en hårdere kant i historien og en endnu højere sværhedsgrad. Alt dette er også fuldt med i konverteringen til PSP, og Capcom har endda prøvet at give opdateringen en ny kant ved at udnytte konsollens styrker. Således er alle banerne og fjenderne nu gentegnet i polygongrafik, der foruden en fantastisk klarhed, giver spillets univers en smule mere liv. For folk der ikke har prøvet originalen på Super Nintendoen, vil grafikken på PSP dog sikkert stadig forekomme en smule kantet og kedelig, da Megaman legetøjsdesignet med natur inspirerede robotter og strålende farver, stadig er intakt. Det er også blevet til minimale omrokeringer i banedesignet, men igen vil det være noget som kun kendere vil kunne sætte pris på.

Uanset sine bemærkelsesværdige opdateringer er der ingen vej udenom at Maverick Hunters største problem er, at spildesignet hører sig en anden tid til. Et af de mest fremtrædende elementer i spil i dag er at bygge et gameplay hvor du ikke føler dig straffet hver gang du begår en fejl, men på denne konto er Megaman af en helt anden opfattelse. Har du ikke reflekserne i orden, og timer du ikke sine angreb og hop helt præcist, afstraffes du kontant med oftest, at skulle genstarte en bane langt tilbage i forhold til hvor du døde. Ligeledes kan du se frem til at blive revet rundt af de forskellige bosskarakterer, medmindre du præcist kender og kan eksekvere de forskellige strategier der kræves i disse situationer.

Banedesignet er delt sådan op at du selv kan vælge hvilken bane der står for skud, og disse baner er altid temagivet efter hvilken boss du møder til sidst på banen. Bosserne giver, efter at være blevet besejret, Megaman adgang til hvert deres våben, og disse har igen større effekt alt efter hvilke bosser du bruger dem på. Kort sagt vil den logiske tilgang altid være at gå efter ild-verdenen hvis man lige har besejret is-verdenen og så videre. Denne opbygning overflødiggør desværre i store dele banevalget, da man hurtigt finder ud af at man ikke har en chance mod de forskellige bosser og baner, medmindre man gennemfører spillet i den ønskede rækkefølge.

Selv med disse fejl har spillet dog sin charme, grundet at Capcom har haft så mange år til at perfektionere serien. Maverick Hunter er som platformshooter et af de reneste spil genren har at byde på, og selvom der ikke bydes på meget mere end en høj sværhedsgrad, og masser af hop og skyderi, vil der givetvis være mange PSP ejere som vil hygge sig med spillet fra start til slut. Er man træf af genremiks, og de utallige titler som efterhånden synes at ville lidt at alt, kan Megaman Maverick Hunter X være den kontante dosis af hårdfør gameplay, fra en tid hvor alt var en smule simplere og mere direkte.