Megaman Network Transmission

For 15 år siden blev det første Megaman udgivet til NES’en (Nintendo Entertainment System). Det drejede sig om noget nær en revolution indenfor platformsspil på daværende tidspunkt. Både grafisk og gameplaymæssigt var det overlegent i forhold til andre NES spil og det tilføjede platformgenren nyskabelse f.eks. i kraft af muligheden for at samle dræbte fjenders våben op og bruge dem selv. Gennem de sidste 15 har serien besøgt forskellige platforme heriblandt, NES’en, SNES’en (Super NES), GB’en (Game Boy) og nu er den så landet på Nintendos sidste udspil i konsolkrigen, nemlig GameCube konsollen.

MegaMan Network Transmission (MMNT) har ændret sig meget i forhold til de tidlige spil i serien. Man befinder sig i starten af spillet i Lans hus, hvor den ene af spillets hovedpersoner Lan og Megaman diskuterer hvorvidt det er blevet kedeligt, efter, at de satte en stopper for WWW-organisationens regime. Lan modtager en e-mail, om at en af hans venner ikke er kommet tilbage fra nettet. Han og Megaman beslutter sig for at undersøge sagen og Megaman fungerer som Lans virtuelle avatar begiver sig på opdagelse i cyberworld. Nettet viser sig at være fyldt med langt flere vira end normalt og ydermere støder Megaman på en gammel bekendt, nemlig Fireman, der oprindeligt arbejdede for WWW-organisationen. Herfra går det stødt fremad mod en opklaring af hvad der er galt i cyberworld. Eller det ville det gøre hvis spillet ikke var så hulens svært.

Gameplayet er nemlig langt fra så afbalanceret, som man kunne ønske sig og man støder derfor ofte på frustrerende situationer, hvor man dør og må starte forfra. Megaman er udstyret med et lille gevær sat fast på hans arm og dette er hans primære angrebsvåben. I starten tager det uendeligt mange skud bare at tilintetgøre helt basale fjender, men geværet kan opgraderes gennem spillet og derved gøres mere effektivt. Vil man overleve de første baner og i særdeleshed bosskampene, så er man dog nødt til at ty til sine battlechips. Disse udgøres af fem forskellige hjælpemidler der udleveres vilkårligt udvalgt blandt alle de battlechips man har i sin besiddelse. Disse forskellige battlechips kan købes eller samles op i banerne og bliver naturligvis kraftigere jo længere hen i spillet man kommer. Der er 137 forskellige slags battlechips, der strækker fra små mus, der kan sendes af sted mod fjenden for i en eksplosion at trække dem i døden, til chips der tilkalder hjælpere, som tæver fjenderne for en.

Man kan i løbet af spillet også opnå at få forskellige slags udstyr der gør det lidt nemmere at udholde fjendes angreb. Og dette er nødvendigt for sværhedsgraden er til tider skruet derop, hvor kun de rigtigt hårdføre og japanere kan være med. Især de første bosser er så svære, at man til tider har lyst til at gøre modbydelige ting ved sine joypads, klarer man sig igennem er der dog lys forude, for i takt med, at ens udstyr og battlechips bliver bedre bliver det også nemmere at klare sig i cyberworld. Indtil da er der dog så store frustrationer, som blokerer vejen, at spillet ikke kan anbefales til spillere, der ikke besidder en af følgende egenskaber; Abnorm stædighed og minimalt temperament eller meget gode platformspils-evner.

Spillets grafik er holdt i den kendte cell-shaded teknik og sammen med valget i at holde det i 2D, fungerer denne tegnestil fint. Cell-shading giver spillet et tegnefilmsagtigt udseende og dette passer meget godt sammen med Megaman Tegnefilmene. Lydsiden består af up beat musik, der passer godt til genren og skaber en stemning af fart og aktion. Stemmeskuespillet er japansk med engelske undertekster, men med sin mangaprægede tegnestil vil det for fans af anime ikke virke mærkeligt, idet denne gruppe vil være vant til at høre japanske stemmer tilsat engelske undertekster.

MMNT har en fantastisk grundide og for en inkarneret rollespilsfan som jeg er det dejligt at se begyndende tegn på at visse elementer af RPG begynder at snige sig ind i andre genrer, i dette tilfælde udstyr og battlechips, men og der er et men, det spillet bliver desværre holdt nede af en alt for høj sværhedsgrad. Har man ikke den rigtige kombination af chips så kan man lige så godt opgive at vinde bossbattles med det samme. Selv om man kan skifte sine chips ud hvert halve minut. Så er det lang tid at sidde og vente, mens man laver ingenting.

Anmeldelsen er lavet med udgangspunkt i en gennemsnitsspillers oplevelse og derfor vil dygtige platformsspillere sandsynligvis få meget mere ud af spillet idet, de ikke vil skulle forsøge sig 20 gange før de har tævet den første boss. For os andre dødelige, bliver det altså lidt ensformigt og nedtrykkende at hoppe igennem de samme tre baner og blive slået ihjel af den samme boss for femtende gang, vel vidende, at der sandsynligvis er mindst fem forsøg tilbage, før man tæver den første skurk man overhovedet har mødt i spillet.