Mercenaries 2: World in Flames

Med fare for at blive misforstået må jeg begynde med følgende kendsgerning: Mercenaries 2 ville have været sjovere, hvis det ikke havde været for Grand Theft Auto IV. Du sidder sikkert med adskillige spørgsmål lige nu, men vent, for lad mig lige forklare. Mercenaries 2 er spilmæssigt meget lig sin forgænger, som fyldte fire år for blot en måned siden. Uændret gameplay og den samme liberale tilgang til strukturen, men selvfølgelig med nye fjender, nye funktioner og våben. Det fungerer stadig og ville have været fantastisk, hvis det ikke havde været for Rockstars fjerde afsnit i GTA-serien.

Niko Bellics vej gennem det levende, detaljerede og vidunderlige Liberty City omskrev hele regelbogen for genren, hvilket igen betyder helt nye kriterier for alle efterfølgende genresøskende. Derfor har Mercenaries 2's mange udskydelser heller ikke gavnet spillet, og nu da det endelig er landet, føles det fladt, sterilt og mest af alt ufærdigt - altså meget langt fra Grand Theft Auto IV.
Pandemic er heller ikke selv glad for sammenligningerne, og indtil videre er deres nyeste spil derfor blevet beskrevet som en "eksplosiv, bombastisk og omfattende oplevelse", og et spil, der indeholder "mere action end GTA IV". Og her har de helt ret, for det gør det.

Mercenaries 2 handler heller ikke om at skyde gadeforbrydere eller tvinge gamle biler gennem næsten umulige sving. Her fokuseres opgaverne i stedet om likvideringen af 92 regeringsmænd, samt at springe alt, hvad man kommer i nærheden af, i luften. Det betyder, at man vil opleve alt lige fra at skulle bruge satellitguidede missiler til helikopterkampe, robotangreb og ødelæggende sprængladninger. Her er tale om en oplevelse, der i den grad lever op til sin undertitel World in Flames og gerne lader dig sætte hele verdenen i brand med blot et enkelt knaptryk.

Hovedpersonen Mattias Nilsson, som af den ene eller anden årsag er svensker, er desværre ikke så cool, som man kunne have håbet. Han ligner mest af alt en håbløs blanding af Schwarzenegger fra Commando og en viking og har en dum Mohawk-frisure med en indtalt stemme af søvnige Peter Stormare.
Intro er der ikke meget af, og i stedet kastes man lige ind i handlingen. Historiens fokus er centreret omkring hævn mod den tidligere arbejdsgiver og kommende diktator Ramon Solano, der efter at have benyttet sig af Mattias ekspertise ikke kun nægter at betale ham lønnen, men også forsøger at få ham dræbt - sikke en slyngel. Mattias kender ikke til særlig meget andet end krig, og derfor hives maskingeværet og granatbæltet frem, og vendettaen tager sin begyndelse.

Den egentlige konflikt handler om olie, en ressource som Ramon Solano og hans styrker vil gøre alt for at kontrollere. Indvendingen kommer fra Universal Petroleum Corporation, der foruden altid at være klædt i designerjakkesæt og matchende solbriller er hysterisk dumme i deres forsøg på at stoppe Solano. For spilleren handler det derfor om at dreje enhver situation til sin egen fordel i jagten på Solano, og det betyder også, at man nogle gange kan drage fordel af at hjælpe Universal Petroleum Corporation.

Skulle man på noget tidspunkt blive træt af jagten på dødsfjenden, har udvikleren i bedste sandkassestil fyldt resten af verdenen op med undermissioner, stunts og andet tidsfordriv. Endnu sjovere er det dog at spille de mange forskellige fraktioner ud mod hinanden. Ganske ligesom i forgængeren kan man til hver en tid selv bestemme, hvem man vil hjælpe, men er man rigtig snu, lader man dem bekrige hinanden og træder først til, når den værste skade er gjort. Specielt fordelagtig er denne mulighed i slutningen af spillet, hvor man har åbnet op for alle muligheder.

Desværre fungerer den dynamiske spilstruktur ikke altid lige godt, og selvom systemet er særdeles enkelt, er det nogle gange, som om spillet ikke helt holder øje med, hvad der foregår. De fem rivaliserende fraktioner (Universal Petroleum, People's Liberation Army of Venezuela, den kinesiske hær, Allied Nations og Rastafarian Pirates) er alle i konstant krig. Vælger man at dræbe en leder fra en af dem, er ideen, at man skulle blive belønnet af en rivaliserende gruppe, men det sker bare ikke altid, og man kommer derfor til at undre sig over, hvad formålet er.

Værre er dog den kunstige intelligens, som er på grænsen til den dårligste, jeg har oplevet i nyere tid. Det vil derfor ikke være unormalt, at blive beskudt af ens egne, se fjender der sidder fast i dele af banerne, opleve fjender vade igennem solide klippeblokke, sprænge sig selv i stykker eller blot gå op i røg.
Bortset fra den lettere knirkende spilstruktur og forfærdelige kunstige intelligens er Mercenaries 2 lige omkring så standard, som det kan være. Man sigter, springer og skyder, alt i mens fjendtlige soldater agerer kanonføde. Våben, fjender og fartøjer er der masser af, og derfor bliver det egentlige spændingsmoment hurtigt at finde nye værktøjer, hvormed man kan forvolde skade på omverdenen. Her bør det dog nævnes, at fartøjerne lider under en mærkværdig fysikmodel. Mere end én gang har jeg derfor måtte kalde på resten af redaktionen for at bevidne den flaksende dans gennem luften, der altid synes at være resultatet af kollisionen mellem en motorcykel i topfart og et nærtliggende stykke klippe.

Pandemic kaldte sig på et tidspunkt for den mest spændende udvikler overhovedet, men med Mercenaries 2 er det svært at huske helt præcist hvorfor. Efter en udviklingstid på mere end tre år er det underligt at sidde med en spiloplevelse, som i den grad er ufærdig, og alene i min tid med spillet har jeg fundet utallige fejl og endda måtte lide under den forfærdelige kunstige intelligens.

Selv på det grafiske plan virker det hele skrabet, og verdenen, som Pandemic har skabt, virker øde og ufærdig, specielt i de byområder, hvor det føles, som om der mangler teksturer. Lyssætningen mangler også det sidste, og animationen af de tre hovedfigurer er mekanisk.

Den massive ødelæggelse er spillets stærkeste grafiske aspekt, og eksplosionerne såvel som den verden, der gradvist sprænges i luften, fejler sjældent noget. Imponerende er også størrelsen på spilverdenen, hvilket er specielt tydeligt, når man kaprer en helikopter og flyver fra den ene fjendtlige base til den anden, mens man lader SCUD-missilerne regne ned over dem, som var det nytårsaften.

Er der et definitivt positivt aspekt ved Mercenaries 2, er det, at det er muligt at spille det fra start til ende med en ven i co-op. Med et par enkelte tryk på knapperne er man i gang, og pludselig er det hele meget sjovere. Nogle gange hoster maskinen ganske vist lidt i grafikken, men ikke på en sådan måde, at det ødelægger oplevelsen, og der er ingen tvivl om, at dette bør være noget som alle spil i genren i fremtiden indeholder.

Holder du af at skyde løs på alt og alle, er det meget muligt, at Mercenaries 2 vil være noget for dig, men det virker unægtelig, som om der ikke er sket nok siden sidst. Desuden er det på grænsen til pinligt, at man udgiver et spil med så mange fejl. Pandemics nyeste actionspil ender derfor som en middelmådig oplevelse, der kunne have været så meget bedre.