Mercenaries

<img src="http://www.gamereactor.dk/grtv/grtv_logo.jpg" border="0" >Anne og Thomas som Mercenaries

Frihed har længe været en mangelvare i spilverdenen og jeg har tørstet efter den så længe jeg har kunnet huske. Det er der tilsyneladende også mange andre der har, for da Grand Theft Auto III så dagens lys for mere end nogle år siden, blev den trange og lineære spilverdenen, som vi ellers har været nødsaget til at bevæge os rundt i adskillige kvadratkilometer, større og langt mere løssluppen. Og succesen kunne spores lige med det samme. Kasseapparatet ringede i månedsvis hos Rockstar og det er vist ikke stoppet endnu.

Det er denne form for kimen Pandemic Studios nu forsøger at opnå med Mercenaries, der spinder en historie sammen om tre lejesoldater, der indtager Nordkorea for at finde og senere fange en slyngelbande af skumle generaler og excentriske våbenkøbmænd kaldet Deck of 52. Du spiller reelt kun en af disse og der kan vælges mellem den firskårne og yderst standardiserede Chris Jacobs, der med lidt koreansk sproglære i bagagen er det mest åbenlyse valg. Tør man tage chancen og bevæge sig ud i de lidt mere skrøbelige karakterer, så er der også mulighed for at vælge den britiske agent Jennifer Mui og den noget uventede svenske lejesvend Matthias Nilsson, der med sit slæbende engelsk uden tvivl er den mest interessante person at give sig i kast med. Alle har de hver deres force i form af de våbenarsenal de kan bruge, de sprog de kan forstå og den måde man vælger at gribe missionerne an på. Ja, det er ikke synderligt overraskende, men det virker.

Måske er det på dette tidspunkt på sin plads at skovle Mercenaries ned i en af de velkendte genrebåse, så det er lidt lettere at forstå præcis hvad det går ud på, og af mangel på en bedre forklaring, så lad os blot konstatere at Pandemics seneste spil er en militærudgave af Rockstars velkendte Grand Theft Auto-univers. Pandemic har som Rockstar valgt at hive presseningen af sandkassen og give dig adgang til et sønderrevet og krigsinficeret landskab, hvor alt er muligt. Stop en jeep på vejen, træk chaufføren ud og indtag i stedet selv lædersædet. Herefter kan der så ræses rundt mellem diverse repræsenterede fraktioner som bl.a. kineserne, den russiske mafia og sydkoreanerne - og de er alle villige til at stoppe ussel mammon ned i foret på dig, hvis blot du gider bruge lidt af din tid på at hjælpe dem med et par problemer. Problemer der bedst løses ved at finde geværet frem og holde aftrækkeren i bund.

Selve hovedopgaven forbliver dog at indfange Deck of 52, der på snedigste vis har forskanset sig over hele Nordkorea. Ved at løse mindre knudepunkter får du mulighed for at få konkrete oplysninger om nogle af de drenge du jager. Jagter du dem så efterfølgende ned, skal de fanges i live for at få den højeste dusør. Får du ved et uheld dræbt en af dem, skal det i stedet dokumenteres via et vellignede foto - men det er ikke nær så givende hverken spilmæssigt eller økonomisk. Pengene du hælder ind på din konto kan bruges hos den lokale sortbørs købmand til at skabe dig et større arsenal af interessante hjælpemidler. Alt fra bazookaer til airstrikes og granater købes ind via ham. Selv køretøjer eller hjælp ud af en farezone kan købes for klingende mønt.

Rent grafisk så er PlayStation 2-udgaven, der indtil videre er den eneste udgave jeg har haft mellem hænderne, ikke vanvittig imponerende. Det er lykkes Pandemic at lave en glidende overgang mellem de forskellige områder i spillet og som det er tilfældet med Grand Theft Auto, så loades der stort set aldrig nyt materiale ind, hvilket virkelig påskønnes. Men det er på bekostning af detaljerne og landskabet, der hele tiden popper frem i horisonten som et gennemsigtigt spøgelse. Illusionen brydes alt for hurtigt, og når man siddende i lædersædet på en mudret og ødelagt jeep drøner igennem det ene sønderskudte landskab efter det andet, så virker det hele en smule mennesketomt og idéforladt. Hvor Grand Theft Auto-serien på gadeplan er et mylder af muligheder, så virker det hurtigt en smule formålsløst at tage på sightseeing i den store Mercenaries-verden, når alt er reduceret til en bunke skrøbelige bygninger og nogle enorme huller i jorden.

Uanset hvad, så virker Pandemics lejesvende-spil dog stadig engagerende. Styringen fungerer strålende, arsenalet af våben er stort nok til at tillade et vist spillerum samt taktik fra den enkelte gamer, og missionerne er varierede nok i deres udformning til at fastholde én foran skærmen. Om det færdige spil udvider disse rammer betydeligt eller i det hele taget udviser en eller anden form for pionerånd, når det kommer til selve spiloplevelsen, er dog tvivlsomt - men det er heller ikke forventet at alle spil på en eller anden måde skal revolutionere spiluniverset. Som det ser ud på nuværende tidspunkt er Mercenaries dog stadig et ordentlig los i den digitale bagende - og det er mere end nok til mig.