Mercenaries

GRTV:
Anne og Thomas som Mercenaries

Røgsignalet sprutter en tyk og ugennemsigtig rød sky op i luften. Det er mindre end et minut siden Jennifer Mui slukkede for sin PDA, og allerede nu kan man høre rotorbladene fra en russisk helikopter nærmere sig. Med sig har den en kasse af tidens hotteste isenkram, bestilt og naturligvis betalt af mig for en uhyrlig sum penge. Og når tingene lastes af i en forseglet trækasse, så bryder helvede for alvor løs. Jeg har en opgave at løse, og med en snigskytteriffel samt en portion håndgranater, ser den faktisk overkommelig ud. Hvor er det dejligt at handle ind hos den russiske mafia. Længe leve det sorte marked.

Ovenstående scenario er et perfekt billede på hvordan Mercenaries tager sig ud, når du lægger skiven i maskinen og griber joypaddet. Der er ingen tvivl om at Pandemic Studios har ladet sig inspirere af tidens nok mest succesfulde serie, nemlig Grand Theft Auto, og har fusioneret den frie sandkasse-filosofi med en regulær fremtidskrig. Men i forløbet er det også lykkes holdet at tilføre den i forvejen brede formular endnu mere fylde, og det er der faktisk kommet et forrygende spil ud af. Mercenaries er, på trods af at skulle begå sig i samme genre som Vice City og San Andreas, et af dette års helt store positive overraskelser og absolut en lille spilperle.

Men glem alt om ære i denne omgang. Pandemics seneste oplevelse lader dig ikke indtage rollen som en modig og patriotisk soldat, der skal slå fjenden tilbage for enhver pris. Der er ingen hædersmedaljer at hente og du redder med garanti ikke verden fra undergang. Nej, du spiller i stedet en rævesnu og dybt kalkuleret lejesoldat, der udelukkende sætter fingeren på aftrækkeren og dræber, når de kolde kontanter er rullet ind på kontoen. Og den form for arbejde er der rigeligt af i Nordkorea, der efter at være blevet splittet op indefra, nu ligger i blodig kamp med både den russiske mafia, kineserne og ikke mindst en håndfuld forenede nationer.

Der er tre potentielle karakterer at vælge imellem, alle dybt karikerede og uden den store personlighed. Jeg valgte den Hong Kong-fødte Jennifer Mui, mens Chris Jacobs og svenske Matthias Nilsson med stemmearbejde af selveste Peter Stomare røg tilbage på hylden. Herefter er det bare at finde det nærmeste køretøj og så ellers komme ud på en regulær menneskejagt. Mercenaries kredser nemlig om et større plot, der omhandler tilfangetagelsen af det såkaldte Deck of 52, der består af højtrangerende generaler og officerer, men klemt ind mellem disse historiemæssige opgaver, er der så mulighed for selv at skære sig vej gennem eventyret. Det er set før og sandkasseideen er en der vinder frem til spiludvikling i øjeblikket, men det skal ikke trække Mercenaries ned, da spillet fungerer strålende på disse præmisser.

Som lejesoldat er der stort set ikke det man ikke kan. Har man lyst til at snuppe en tank, så lister man sig bare ind på køretøjet og kaster en granat ned i hullet. Herefter kan man i forklædning som kinesisk soldat rulle ind over grænsen til Kinas domæne og hærge som det passer én. Helikoptere og jeeps er heller ikke noget problem at få fat i, og de skal bruges flittigt gennem spillets ca. 20 timer lange plot. Missionerne er meget varierede og kædes de sammen med det hav af løsningsmodeller som Mercenaries faktisk tilbyder, så bliver det for alvor sjovt at give den som lejesoldat. Nyt isenkram kan bestilles via den russiske mafia, og som du gennemfører de mest basale missioner, åbnes der op for laserguidede bomber, antiluftskyts og en yderst effektiv snigskytteriffel. Alt sammen kan kaldes ind med et enkelt opkald fra din PDA - og naturligvis en portion kolde kontanter.

Desværre er spillet ikke helt uden problemer. Den spændende alliancevinkel, der i starten viser dig at det er vigtigt ikke at lægge alle dine æg i en kurv, bliver hurtigt redundant. Hidsige kinesere der lige har lidt et tordnende nederlag i kamp på grund af din indblanding hos de forenede nationer, tager glædeligt imod en mindre sum penge for at glemme hele affæren, og dermed bliver man hurtigt ligeglad med at forsøde tilværelsen for alle parter. Heller ikke den store verden som Mercenaries foregår i er så perfekt som den først lader til at være. Den breder sig over enorme områder, men kommer man uden for de sønderskudte og rustbrune byer, så er der stort set ikke andet en sydende bombehuller i jorden og en irriterende tæt tåge. Man får ganske enkelt aldrig rigtig mod på at køre på opdagelse i universet, for det lader ikke til at der er noget af interesse derude.

Pandemic har også tøjlet det hele en smule for stramt fra tid til anden, og det lægger man mærke til, når man efter at have påtaget sig en mission, ikke kan save før den er gennemført. Her støder man måske midtvejs gennem en opgave på et af medlemmerne fra Deck of 52, men vælger man at fange ham, så skal selve missionen også død og pine gennemføres, for ellers skal det hele gøres forfra. Det er ikke til at sige, hvorfor man har valgt denne løsning, men det strider lidt imod ideen med at sende spilleren på opdagelse.

Alligevel er Mercenaries noget af en oplevelse. Der er rigeligt at tage sig til, og når man sender en jeep ti meter op i luften med et velplaceret skud fra ens bazooka og for alvor ser spillets fysisksystem folde sig ud, så glemmer man hurtigt, at det ikke helt når de samme højder som Rockstars tre kassesucceser. Det vil ikke vende op og ned på spilverdenen som GTA i sin tid gjorde det, men det er nu altså alligevel en herlig omgang underholdning Pandemic her har fået strikket sammen.