Mercury Meltdown Revolution

Det er næsten som at være fire år igen, og jeg elsker det. Dengang var mit yndlingslegetøj en trækasse med to dreje-knapper monteret. Dem brugte man til at vippe en plade inde i kassen med, så man kunne guide en lille metalkugle gennem en labyrint fyldt med huller. Den magiske trækasse kaldte i den grad på koncentrationen, og det er præcis den samme fornemmelse jeg sidder med her 25 år senere, når jeg med tungen placeret i mundvigen vrikker rundt med Wii-moten, mens jeg spiller Mercury Meltdown Revolution. Og det er ganske forrygende, for den bevægelsesfølsomme Wii-mote er som skabt til denne slags spil.

Mercury Meltdown Revolution er naturligvis Wii-udgaven af Mercury Meltdown, som udkom sidste år og forbedrede det oprindelige Mercury, som udkom til Sonys PSP. Grundlæggende går spillet ud på at styre en lille klump flydende kviksølv gennem en labyrint fyldt med alskens farer, som gerne gør indhug i kviksølv-klumpen, og hvis man mister for meget af det tungtflydende stads, så er det tilbage til start. Og måden, man styrer sin lille klump rundt på, er naturligvis ved at vippe hele banen med Wii-moten, så kviksølvet flyder i den rigtige retning. Men det er naturligvis ikke nok bare at finde vej fra start til mål uden at ryge ud over kanten.

Banerne i Mercury Meltdown Revolution er nemlig spækket med forhindringer, som skal overvindes. Blandt andet masser af porte, som kun tillader kviksølv i en bestemt farve at passere. Og det er en stor tilfredsstillelse at gennemskue de svære baner, hvor man må dele kviksølvet op i flere forskellige klumper og gelejde dem forskellige veje, så døre bliver låst op og vejen til målet bliver farbar.

Det oprindelige Mercury-spil var et frisk pust i en branche, hvor nytænkning ikke er hverdagskost, og serien når sit højdepunkt med denne udgivelse til Wii. Der er masser af timer gemt i de 128 baner, og hvis man interesserer sig for den slags, er der også masser af muligheder for at låse op for nye minispil ved at indsamle alle bonus-objekterne rundt omkring i spillet. Det er ikke fordi, minispillene er banebrydende, og de bliver da også hurtigt trivielle, men lidt morskab er der da i dem. De bedste udfordringer får man dog i de hemmelige ekstra-baner, som bliver låst op, når man klarer sig ekstra godt. De sætter virkelig hjernevindingerne på prøve - til tider så meget, at man dropper at gennemføre dem og i stedet fortsætter med hovedspillet. Men det gør ikke noget, da det jo er rent ekstramateriale til de virkelig dygtige kviksølvs-jonglører.

Kviksølvs-verdenen er flot pakket ind i klare farver, og den lille lækre kviksølvs-kugle skinner klart og flot, mens den glider af sted til tonerne af melodier, som er skarpt skåret og velfungerende underlægning til en god puzzler. Når man fejler en bane, er man nødt til lige at prøve igen, og det er en forrygende god egenskab at have for særligt denne type spil, som indbyder til både lange aftener og korte frikvarter - hele tiden med en virkelig velfungerende Wii-styring i centrum. Den gør for mig at se Mercury-universet meget mere fuldendt, end da vi stiftede bekendtskab med det på PSP'en, hvis analoge styrepind ikke tilbyder nær samme præcision som Nintendos seneste påfund. Det er nemt at skifte synsvinkel, når man skal om hjørner, og grafikken glider flydende hele vejen. Eneste problem er, når man skal overskue flere kviksølvs-klumper på samme tid og kameraet derfor zoomer ud og gør overblikket dårligt. Man kan så vælge at fokusere på en enkelt af de små klumper, men lige nøjagtigt her, kunne styringen godt forbedres. Men problemet er til at overse, da det er et sjældent problem.

På et tidspunkt, hvor alt for mange spil insisterer på at udnytte Wii'ens nye kontrolmetoder, uanset om det tjener spillet eller ej, er det dejligt at se Mercury udnytte alle styrkerne ved Wii-moten, uden det giver bagslag nogen steder. Mercury-universet er der ikke ændret synderligt ved siden PSP-udgivelsen, men styringen gør oplevelsen ny og frisk, og det er et sikkert hit til både en familie-aften og til at sidde og fedte med alene. Jeg indånder i hvert fald meget gerne kviksølvdampene i Mercury Meltdown Revolution, som virkelig har fundet sit hjem på Wii'en.