Metal Arms: Glitch in the System

Du milde møtrik. Så er den gal i Droid City. Super robotten General Corrosive, har lagt planer for verdensdominans, og kun du, en sølle robot med et skrabet ydre og et hjerte af elektronisk krims krams kan redde dagen. Ja, det er omtrent sådan Metal Arms: Glitch in the System starter, og allerede fra starten viser Swinging Ape Studios, at man ikke behøver at tage det hele så alvorligt. Det er kort sagt lagt i kakkelovnen til en ordentlig omgang mech-action i knæhøjde og dertilhørende humor fra et ni voltbatteri.

På Xbox har spillet allerede gået en sejrsrunde. Anmeldere har kaldt det for den nuttede udgave af Bungies fabelagtige Halo og i en rum tid voksede træerne tilsyneladende ind i himlen for den forholdsvis ukendte udvikler. Helt anderledes står det til med PlayStation 2 udgaven. Efter at have vadet gennem metervis af snoede kabler og skumle huler, må vi erkende, at nok er Metal Arms både sjovt og underholdende, men det er immervæk langt til den status Master Chief i dag har. Men det kommer vi til.

Lad os i stedet starte med det der er så forfriskende ved Metal Arms. Spillet emmer nemlig af datidens saml-joypaddet-op-og-gå-løs-på-det-hele mentalitet og forlader sig i stedet på at du som spiller også bare ønsker at komme ud og pløkke løs. Der forkyndes ikke dybde eller hundredvis af komplicerede opgaver, men stort set bare at du ved hvor strafe-knapperne sidder og hvor længe du kan holde aftrækkeren i bund. Og det er helt fantastisk. Ikke noget med at sidde knæene af hjernen - nej det er fandenivoldskheden der sejrer. Senere hen vil du som Glitch også får chancen for at overtage jeeps, hoover-skibe og andet godt med motor, og så bliver det for alvor sjovt. Men fælles for det hele er glæden i at bruge en god portion ammunition.

Det er måske også forkert at smide Glicth i skrothøjen over hjernedøde blastere, da spillet fra tid til anden afprøver et par fikse tricks. Her i blandt er muligheden for gennem computere at overtage andre robotter i forsøget på at infiltrere fjendens lejr eller deaktivere et skjold. Dette gøres faktisk galant, om end det som regel alligevel ender med at man igen finder en våben frem og skyder på alt og alle. Kæd det sammen med et væld af våben, der mest af alt minder om arsenalet i Ratchet and Clank-serien, så har du et velfungerende system til vaskeægte hærgen.

Visuelt skuffer Glicth og de metalliske kammerater dog en del. Efter at have kikket over skulderen på Thomas Nielsen, da han i sin tid sad med Xbox versionen af selv samme spil, må denne anmelder konkludere at Swinging Ape Studios enten har været stopmætte på bananer eller lidt af en eller anden form for primat-syge, for PlayStation 2 udgaven er til tider direkte uinspirerende og generende. Men sådan hænger det heldigvis ikke sammen. Nej, utilstrækkeligheden skyldes Mass Media der har stået for konverteringen og det har de kære drenge ikke gjort så godt. Fra uinspirerende flade teksturer til en generel generthed, når det kommer til at smigre sig ind på den til tider vanskelige PS2 indmad, har udvikleren ikke været i stand til at finde den charme frem, der gjorde spillet så fortryllende på Xbox.

Det største problem for Metal Arms er dog ikke grafikken, men der i mod manglen på saves. Nogle vil se det som en åben invitation til at gå i kødet på spillet, mens andre vil hade spillet for kun at save, når en bane er gennemført - og til tider midt i levels. Det er da også brand irriterende. Ikke fordi jeg er en dårlig taber, for gud hvor døde jeg mange gange, men fordi spillet straffer dig utilsigtet for ikke at kunne løse en opgave. Det er ikke sjovt at skulle ud i gentagelsens ulidelige hverv gang på gang, mens man klør indersiden af hovedet i forsøget på at klemme sig bare lidt videre. Det er dog en smagsag og ikke et reelt problem. Så længe du ved hvad du går ind til, og du evt. har en del af den slags spil under bæltestedet, så er det til at holde ud. Jeg havde lidt svært ved at holde smøreolien nede.

Metal Arms: Glitch in the System er måske ikke lige noget der giver kraftig hjertebanken, men det er et sjovt, fjollet og helt igennem underholdende på en måde mange spil ikke er i dag. Udviklerne kunne dog godt have valgt en anden til at udføre konverteringen og så havde det været rart, hvis man havde kigget lidt på save-funktionen, der til tider kan kanøfle humøret hos selv den mest ivrige spiller. Havde den del været i orden, så havde vi nok givet hele maskineriet en omgang olie og gået ud på flere eventyr.