Metal Gear Solid 3: Snake Eater

Mange af de rigtig solide spil er udviklet i den digitale underholdningsindustris hjemland. Gode spil er naturligvis et subjektivt begreb, men Japan, som i anden halvdel af sidste århundrede gennemgik en meget omfattende industriel og siden IT-mæssig udvikling, har værende førende på konsol- og spilområdet i årtier. Konami er prototypen på japansk digital succes og æstetik. Én af udviklerens store manuskriptforfattere og spilhjerner lancerer nu sit tredje værk i Metal Gear Solid-serien, og mens dette afsnit stadig døjer med visse af fortidens skavanker, så står det efter 15 timer i junglen klart for denne anmelder, at MGS 3: Snake Eater er endnu et digitalt mesterværk fra Hideo Kojimas hænder.

Vi befinder i os midt i den kolde krig, og forholdet mellem øst og vest balancerer på en knivsæg. Amerikanerne er ved at komme sig efter snigmordet på J. F. Kennedy, og Cubakrisen havde nær startet en atomkrig. Det sidste, de to supermagter har brug for, er endnu en ko på isen. En kvindelig elitesoldat, som har tætte bånd til hovedfiguren Snake, vender sit fædreland ryggen, og med et par atomare våben i hænderne slutter hun sig til en russisk faktion. Snake sættes ind for at eliminere afhopperen og afværge en omfattende konflikt.

Det er hverken militærbaser eller fjerntliggende boreplatforme, Kojima denne gang slipper spilleren løs på, men i den russiske jungle. Og da jeg let og frejdigt svævede ned i den frodige jungle i min virtuelle faldskærm, kunne jeg ikke have vidst, at jeg ville få mig en ubehagelig overraskelse, når jeg satte fod på landjorden. Jeg måtte nemlig sande, at min ellers så tro følgesvend, radaren, var forsvundet, og at jeg - efter at have tilbragt de seneste år i selskab med Splinter Cell - ikke kunne finde hoved og hale i det umiddelbart underlige og umedgørlige styresystem. På grund af kameraføringen kunne jeg ikke se, hvor fjenden befandt sig og måtte hele tiden skifte til førsteperson. Jeg følte mig bundet på hænder og fødder - indtil det gik op for mig, at MGS3 i lighed med virkelighedens agentarbejde kræver tålmodighed, list og snilde. Det går lidt tid, før du får kastet Splinter Cell af dig og fundet tilbage til MGS’ gameplaypræmisser, men så kan du til gengæld også høste frugterne. I bogstaveligste forstand.

Ét af de nye tiltag er en opdeling af energi og health. Mens du på normal vis mister health, når du kommer galt af sted i felten, så forbrænder du hele tiden energi. Du skal derfor ikke kun jage fjenden, men også junglens flora og fauna. Slanger, egern, fugle, fisk, krokodiller, mangofrugter og svampe er energirige måltider, og selvom det kan synes groft at give en fredsommelig ged eller en lille hare en kugle for panden, så er det nu engang fødekædens lov. Det giver adspredelse, at du også er nødt til at tænke på mad og energiniveau, og det har konsekvenser at rende rundt på tom mave. Det medfører, at Snake sigter mindre præcist og bliver sløvere, men jeg nåede faktisk aldrig dertil, da junglen er ét stort tag-selv-bord.

De nytilkomne tiltag byder også på camouflagetøj og en måler. Der er stribevis af uniformer og forskellige typer krigsmaling, som Snake kan iføre sig, og i lighed med virkelighedens kvinders bugnende garderobeskabe, har Jack - alias Snake - en uniform til hver en lejlighed; indendørs, udendørs, lyse forhold, mørke forhold, junglen eller bjergsiden - Snake kan altid gå i ét med omgivelserne. Det er selvfølgelig rart på et gameplaymæssigt plan, men den største fordel er, at Snake hele tiden "forandrer" sig, som var han en figur i et solidt rollespil. Og forandring fryder som bekendt. Det sidste tiltag er førstehjælpskassen, som indeholder remedier til heling af knogler, lindring af forbrændinger, desinficering af sår m.m. Et interessant tiltag, som jeg dog godt kunne have undværet. Forestil dig at skulle ind i hovedmenuen for at kurere dig selv 20 gange under en boss-kamp. Nej, så fordufter charmen.

Som nævnt er radaren væk, den er i stedet erstattet af en bevægelsessensor. Det er bare én af de mange gadgets, som kan hjælpe Snake med at spotte og narre fjenderne. Synes en boss alt for svær, så er det, fordi du ikke bruger et bestemt gadget, og det er netop nødvendigheden af at skulle gøre sig sådanne strategiske overvejelser, der set med mine øjne, har gjort serien så fængende. Du kan ikke bare lukke øjnene, plaffe løs og håbe på det bedste.

Grafisk er der ikke meget - hvis noget overhovedet - der kan bide skeer med Snake Eater. Hele junglen, Snake, venner og fjender virker ægte og levende, og i samspil med den stemningsfulde musik og atmosfæriske lydeffekter, bringes illusionen til live på tv-skærmen med en forbløffende autoritet.

Jeg har været igennem hele følelsesspektret med MGS 3: Snake Eater. Det startede med frustration og forvirring over styringen og de grundlæggende gameplaypræmisser, skiftede til betagelse over Kojimas utroligt intelligente måde at konstruere et gameplay og forfatte en historie på, til at ende i spilmæssig ekstase over, at film og spilmediet overhovedet kan forenes på så imponerende vis. MGS3 er en ener på samme måde, som de tidligere spil. Det betyder også, at mens fans vil elske dette tredje afsnit, så vil de mindre entusiastiske spillere kun få bekræftet deres påstand om, at MGS-serien skulle være svær at komme ind i og historiemæssigt ude på et sidespor. Hvis folk finder glæde i at forkaste en af spilhistoriens allerstørste serier, så er det da fint med mig. Jeg har bare aldrig forstået sadomasochismens væsen.