Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Metal Gear Solid: Portable Ops Plus

Metal Gear Solid Portable Ops Plus

En noget gigtplaget Solid Snake på nye eventyr. Asmus har spillet den remixede udgave af det fremragende spil, men forstår ikke helt ideen med det...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

For omkring et år siden udkom Metal Gear Solid: Portable Ops. Spillet gjorde med et slag forestillingen om, at PSP ikke kunne håndtere Metal Gear Solid til skamme. Portable Ops var og er nok en af de bedste oplevelser på PSP, og derfor var det heller ikke underligt, at annonceringen af en udvidelse vakte en vis jubel.
Resultatet, med den herligt korte titel Metal Gear Solid: Portable Ops Plus, er nu landet. Og det er knapt så positivt som forventet.

Kan du huske alt det, der gjorde Portable Ops til en underholdende oplevelse? Stemmeskuespillet med David Hayter som Big Boss, Ashley Woods stemningsfulde tegninger, plottet og så gameplayet. Plus byder på det samme gameplay, den samme grafik, samt undladelser af de flot udførte mellemsekvenser og tilføjelse af nogle unødvendige ting og sager. Plottet er stort set ikke-eksisterende, hvilket må siges, at være lidt af en afvigelse fra Metal Gear-normen, der normalt byder på historier, der er mere knudrede end et reb på en spejderlejr. Intet forræderi, ingen trusler fra vanvittige skurke eller noget andet. Kun en uendelig række af tilfældigt generede missioner, der bliver sværere, som spillet skrider frem, og en smule snak om, at der er flere soldater at finde. Ikke særligt oplivende.

Problemet ligger ikke i gameplayet, der stadig indeholder en fin kombination af action og snigeri. Ganske som i Portable Ops skal man finde soldater, bortføre dem og hjernevaske dem til 'den gode sag', men uden nogen historie eller grund til det, føles det umådeligt tomt og hult. Samtidig går man glip af stemmeskuespillet, der er den halve fornøjelse ved at følge spillenes plot.

Desuden har udvikleren åbenbart følt, at der manglede et eller andet i spillets opskrift. Derfor er der blevet tilføjet en knivspids rollespil. Dette udmønter sig i, at ens soldater bliver stærkere, jo flere missioner, man har sendt dem ud på. I teorien meget fint, men konsekvensen er, at man skal sidde og sende alle hold ud på missioner hele tiden for, at de bliver stærkere. Det er ikke særligt sjovt, og hvis man havde lyst til den slags gameplay, så havde man nok købt et ordentligt rollespil i stedet.
Som lidt ekstra, måske for at dække manglen på historie, stemmeskuespil og almindelig trang til at spille videre, er der inkluderet Boss-Rush-Mode, der som navnet antyder, lader spilleren kæmpe mod Portable Ops' bosser på tid. Sådan et mode er fint nok som ekstramateriale og supplement til et helt spil, men føles som overflødigt gøgl i et i forvejen noget tyndt spil.

Dette er en annonce:

Desuden har Kojima Productions åbenbart ment, at den ret geniale funktion, hvor man kunne samle nye soldater op via trådløse internethotspots, skulle forbedres. Nu kan man risikere, at soldater slet ikke gider være med, fordi der er et eller andet, de er utilfredse med. Sikke en morsom og velgørende tilføjelse...

I det mindste kan man stadig glæde sig over musik og grafik. Musikken holder stadig en meget høj standard, der er super til at hensætte spilleren i den rette snige-stemning. Grafikken ligner igen noget fra et lækkert PlayStation 2-spil, selvom der er lidt problemer med tearing. Og så er farvevalget ikke helt originalt og kan godt give en let depression efter flere timers spil. Kan man lide mudderbrunt og betongråt i store doser, vil Plus ikke skuffe.

Men man kan ikke ryste følelsen af, at Metal Gear Solid: Portable Ops Plus kunne have været udgivet som lidt gratis indhold. Der er simpelthen ikke nogen grund til, at bruge et par hundrede kroner på det her tynde indhold, med mindre man er så stor Megal Gear-fan, at man må have alt, Hideo Kojima har rørt ved.

Støv hellere det originale Portable Ops af, stop det i PSPen og nyd den oprindelige oplevelse, der byder på en god historie, fint gameplay og et forrygende stemmeskuespil. Det er et bedre og mere underholdende spil.

Dette er en annonce:
Metal Gear Solid: Portable Ops Plus
Metal Gear Solid: Portable Ops Plus
Metal Gear Solid: Portable Ops Plus
Metal Gear Solid: Portable Ops Plus
Metal Gear Solid: Portable Ops Plus
Metal Gear Solid: Portable Ops Plus
Metal Gear Solid: Portable Ops Plus
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Gameplayet er stadig godt.
-
Uden stemmeskuespil, historie og mål, føles spillet meget tomt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Portable Ops var et godt PSP spil. Det havde en udmærket mutilplayer det, og en god single player. Det havde dog en række problemer med designet on... 2/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold