Efter en lang periode med Solid Snake eksklusivt på PlayStation, ser det nu ud til at andre konsolejere får chancen for at tage kontrollen over en aldrende soldat. I et meget lovende samarbejde mellem Hideo Kojima og selveste Shigeru Miyamoto, manden bag Mario og Pikmin, har Nintendo annonceret at de er i gang med en såkaldt remake version der indeholder alt det man kunne forvente sig af et sådant projekt. Selve udviklingen står det Nintendo ejede Silicon Knights for, firmaet der sidste år gav os det begavede horror spil Eternal Darkness: Sanity’s Requiem, så man bør kunne forvente sig en del.
Det er dog ifølge de første informationer vi har modtaget ikke en omfattende og ændret udgave GameCube ejere får fornøjelsen af at spille. Hideo Kojima har allerede sagt at der er tale om en udgave hvor det nu er muligt at sigte og skyde i førstepersons-view, nøjagtigt som i MGS2 på PlayStation 2. Ligeledes vil der være mulighed for at hænge fra kanten og kravle ind i skabe. Dog har Konami afsløret af versionen vil indeholde helt nye og hidtil usete CG sekvenser som den kendte japanske filminstruktør Ryuhei Kitamura skal stå for. Og så er David Hayter naturligvis tilbage som Solid Snake.
Konami og Nintendo har allerede sluppet de første screens på E3, og her så det hele ser meget lovende ud. Bedre modeller, flere detaljer og en udsigt til at genopleve det stadig bedste Metal Gear spil er noget vi virkelig glæder os til. De næste måneder vil forhåbentlig afsløre endnu flere detaljer omkring dette spændende projekt.