Metro 2033

Tilgiv mig, Dmitry Glukhovsky. Jeg læste aldrig din bog. Jeg oplevede aldrig din (tydeligvis) gribende fortælling om et fremtidigt Moskva ødelagt af atomkrig. Men spillet baseret på din bog har jeg netop gennemført. Og i mangel på bedre har jeg nu tænkt mig at købe din bog for at få mere at vide. Verden i Metro 2033 interesserer mig. Den gør mig både nysgerrig og skræmt på samme tid. At kalde det stemningsfuldt er en underdrivelse.

Udviklerne bag Metro 2033 er et nystartet studie ved navn 4A Games. Kerneholdet består af afhoppere fra den russiske udvikler GSC Gameworld, der står bag S.T.A.L.K.E.R.: Shadow of Chernobyl. Og faktum er, at Metro 2033 er delvist baseret på den samme teknik som danner grundlaget for grafikken i Shadow of Chernobyl.

Men Metro 2033 er et spil baseret på helt andre premisser end S.T.A.L.K.E.R. Mens sidstnævnte var et vidtrækkende action-rollespil med stor frihed og ambitiøst grundlag, er Metro 2033 i stedet et ultralinært og ofte gammeldags actionspil hvor alting kredser omkring stemning, lidt i stil med Bioshock.

For selvom Metro 2033 helt klart trækkes med en del irriterende problemer, kan man ikke komme udenom at spillet er stemningsfuldt og spændende på et niveau som meget få spil i genren kan leve op til. Den klaustrofobiske følelse af at være fanget i en verden præget af krig, død og sultne mutanter er hele tiden til stede, og flere gange minder undergrundsbanen under Moskva om Rapture.

Metro-verdenen er inddelt i sektioner, og den er enorm. Hver bane dækker over en sektion, og hver sektion i Metro har sin egen stil. Kommunisternes del af undergrundsbyen er for eksempel helt anderledes end nynazisternes. Det skaber en variation som jeg ganske enkelt ikke troede et spil, der foregår under jorden, kunne indeholde.

Følelsen af at være helt udskudt i en verden, der for længe siden er gået til rotterne, er stærk. Meget af det spilmæssige i Metro 2033 drejer sig om at snige, da våbene er få, svage og ofte mangler ammunition. Figuren man styrer hedder Artyom og er lige så uvis om sin egen skæbne som man selv er efter at have brugt den første time blandt monstre og skydegale nazister. Ammunition er hård valuta, og alle vil have fingrene i den værdifulde militærammunition som kun er at finde nede i den underjordiske bases dybeste katakomber, og i løbet afspillet kan man bruge den ammunition man finder som penge til at købe nye våben eller anden livsvigtig udrustning.

Selve skyderiet i Metro 2033 er dog langt fra spillets stærkeste side. Faktum er at ildkampene ofte er de kedeligste øjeblikke, mens snigedelene og de mere dynamisk udformede dele, hvor man tvinges til at løse diverse mindre puzzles, er de bedste.

Præcist som i S.T.A.L.K.E.R føles våbnene fesne, og mangler dét der tryk der findes i håndkanonerne i spil som Killzone 2 og Half-Life 2. At man hele tiden løber tør for ammunition gør også at man som regel vælger at putte sine knaldrør tilbage i deres hylstre for i stedet at prøve at snige sig udenom fjenden.

På sin venstre arm bærer Artyom et gammelt ur, der ikke bare viser hvornår filtret i ens gasmaske begynder at blive dårligt, det fortæller også hvor synlig man er for fjenden. Når den grønne lampe lyser er man så godt som usynlig for fjenden, og kan let snige sig uden om ildkampe, mens den røde lampe indikerer at nazisterne, kommunisterne eller mutanterne har lagt mærke til en og nu har til hensigt at forvandle Artyom til en bunke knogler.

Størstedelen af Metro 2033 udspiller sig under jorden. Man går gennem smalle gange, kører med vogn på rustne jernbaneskinner eller kravler gennem kulsorte ventilationsrør. 4A Games har virkelig formået at bygge en troværdig og stemningsfyldt spilverden, som griber fat i en og ikke giver slip.

Hver gang man kommer til et marked eller en mindre by vælter det rundt med computerstyrede figurer som synger, drikker vodka og prøver at tjene en skilling ved at sælge skrammel de har fundet i murbrokkerne. Det kan mærkes at udviklerne har haft et godt øje til både Bioshock og Fallout 3 i designet af spilverdenen, og i sidste ende er lykkedes et langt stykke hen ad vejen.

En anden ting som Metro 2033 gør vældigt godt er, at det inspirerer mig til at gå på opdagelse, selvom jeg ved at savlende mutanter meget vel kan ligge på lur rundt om næste hjørne. Det vækker en nysgerrighed som driver mig fremad, og Metro 2033 nægter at holde dig i hånden på vej gennem spillet, i modsætning til spil som Battlefield: Bad Company 2 og Call of Duty: Modern Warfare 2.

Her er ingen blinkende pile til at vise vej, eller dumme hints som dukker op på skærmen hvert 12. sekund. Her er heller ikke noget hurtigt selv-helende system til dit helbred, og Metro 2033 byder på en række PC-typiske og old school-duftende (spilmæssige) begreber som er meget velkomne.

Præcis som i Half-Life 2 stilles man hele tiden over for en række problemer, som man skal løse efter bedste evne. Nogle gange handler det om at finde en kuffert med en bombe for senere at bruge den til at sprænge en rulletrappe i luften, mens det andre gange handler om under tidspres at fjerne brædder der blokerer en dør. Det er på mange måder et spil, der ikke undskylder, og som på kompromisløs vis tvinger spilleren til virkelig at kæmpe for sin overlevelse, men som i mange ældre actionspil er belønningen efterfølgende også større.

På den tekniske side er Metro 2033 en blandet landhandel, hvor storslåede kvaliteter blandes med idiotiske prioriteringer og dårligt optimeret grafikteknologi. Grafikken er egentlig meget flot og føles levende, vellavet og hudløst detaljeret. Samtidigt har spillet umiddelbart et stort behov for en ordentlig patch, da det er næsten umuligt at få Metro til at køre flydende, uanset computer.

Dertil kommer det faktum, at der på papiret hverken er understøttelse for DirectX 10 eller anti-aliasing, og at spillet hakker og hænger med jævne mellemrum. Præcis som med Shadow of Chernobyl er Metro ganske enkelt halvsløset rent teknisk, og det er især ærgeligt når man tænker på hvor vellavet spillet i øvrigt er.

Designmæssigt er der næsten ikke noget at sætte en finger på. Verdenen er dyster, mørk, uhyggelig og spækket med detaljer. At gå fra de flimrende grønne og monsterfyldte katakomber og ind bag de underjordiske byers skarpt bevogtede grænser er som at finde en fristad midt i et sønderbombet krigsområde. Når man for første gang træder ind i "The Market" og vandrer rundt blandt fuldebytter og guitarspillende soldater, fyldes man af en lettelse som få actionspil kommer i nærheden af.

I sidste ende er Metro 2033 en spændende action-thriller der friskt låner fra både Bioshock og Half-Life 2. Historiefortællingen er enkel men effektiv, og stemningen er fantastisk. Snotdumme fjender og en række virkeligt tåbelige øjeblikke trækker dog karakteren ned, sammen med det faktum at PC-versionen ikke føles helt færdig. Den totale mangel på multiplayer er selvfølgelig også en skuffelse.

Med yderligere et halvt års udviklingstid kunne 4A Games have poleret spillet yderligere, forbedret fjendernes kunstige intelligens, og have fjernet mange af de bugs som jeg stødte på i løbet af min tid under jorden. Så kunne Metro 2033 have været fremragende... Som det ser ud nu, må det nøjes med karateren god. Jeg længes allerede efter Metro 2034.