Metro: Last Light

Det er spøjst at genbesøge en apokalypse. Men Last Light bringer os altså tilbage til slammet og snavset i Ruslands labyrint af et metro-system. Verdenen oppe på overfladen er stadig et regnpisket helvede, hvor muterede bæster kravler gennem ruiner, mens andre river gennem himlen på enorme vinger. Under jorden forsøger de overlevende stadig at klynge sig til deres sidste rest af menneskehed, hutlet sammen i små mikrosamfund bygget omkring hver enkelt metrostation.

Det hele føles velkendt, men ikke mindre skærende. Enhver, der har bekæmpet soldater og mutanter i Metro 2033, ved hvad de skal forvente. Det samme gør spillets skabere. Men der er en stemning, selv i de få timer, vi bruger på at trave gennem det radioaktive Rusland, af at 4A Games prøver et par nye retninger i forsøget på at skabe rædsel.

Vi oplever endnu en gang alting gennem Artyoms øre og øjne. Det er stadig sparsomt med forsyninger af ammunition, hvilket gør det til en værdifuld handelsvare, og vi skal stadig have gasmaske på, når vi begiver os ud i områder med ufiltreret luft. Vi møder stadig de proppede metrostationer, og grupper der rejser mellem de improviserede byer med nervøse blikke og hænderne på deres våben.

Men her er et nyt element, der flytter fokus fra muterede rædsler til de rædselsfulde ting, mennesker udsætter hinanden for. Et af den postapokalyptiske genres faste indslag bliver realiseret her, da en af metrostationerne, styret af en ond kommandant (med hang til Hitler-lignende overskæg) og hans hær, beslutter at aggressiv udvidelse er vejen frem, og planlægger at erobre de øvrige stationer for at skaffe forsyninger og i sidste ende tage magten.

I starten af demoen befinder vi os i det fri. Visuelt har spillet stadig masser at prale med. Regnstorme iblandet lidt pletvist solskin kaster en mørk skygge over det forskruede landskab. Det er effektive sager. Gasmasken dugger gradvist til, og edderkoppespind klæber sig til den. Et knaptryk tørrer den af. Den dæmpede lyd af tungt åndedræt bliver understreget af headsettet, vi har på mens vi spiller, og hjælper til med indlevelsen.

Vi støder på et gammelt flyvrag, og da vi kravler ind i cockpittet udløses et flashback tilbage til den dag, bomberne faldt, set gennem pilotenernes øjne idet de mister kontrollen over flyet og styrter ned i byen. Årsagen til flashbacket er overnaturlig (og vi kommer sikkert til at se flere, inden spillet er slut), men mellemsekvensen er foruroligende i sig selv, og mere skræmmende end kabinen fuld af lig, som var det første vi så, da vi kravlede om bord. Efter to ture i Metro og en række lignende situationer i andre spil, er sidstnævnte noget vi efterhånden er blevet immune overfor.

De velkendte rammer betyder, at vi ikke er videre overraskede eller bekymrede, når vi kommer under angreb fra mutanter. Ikke desto mindre er selve opsætningen - hvor dyrene vælter ud af boligruiner - effektiv, og demoens gavmilde forsyninger af ammunition dulmer nok noget af den frygt, så overvældende odds burde medføre. Vi skyder løs, og skifter mellem forskellige typer ammo mere af nysgerrighed end ud fra et ønske om at gøre mest skade.

Da vi ankommer til den næste metrostation, bliver vi taget til fange og får tæsk. Og i trit med alle skurkes største fejltrin nogensinde, bliver den onde plan fremlagt i en lang monolog - og kort efter formår Artyom at undslippe.

Igen har vi at gøre med velkendte rammer, der fungerer rigtig godt, idet at vi skal snige os ud af den befæstede station. Men spændingen går lidt fløjten, da det hurtigt står klart at vagterne ikke er de skarpeste knive i skuffen.

Stealth-elementet er bygget op omkring en bjælke på skærmen, er viser hvor skjult du er af mørket - men lige nu er spillet lidt for generøst omkring hvad man kan slippe afsted med. Vi pusler rundt om vagternes fødder, og intet udover at stille sig direkte foran dem eller affyre et skud fanger deres opmærksomhed. I nogle førstepersonsspil er det for svært at vurdere synslinjer og opmærksomhed på omgivelserne - men Last Light føles som en søndagsudflugt.

Designet af omgivelserne i Metro betyder, at der er en uundgåelig linearitet i ens fremgang. Stationernes civile områder er tætbeboede korridorer, der føles lidt som en zoloogisk have med faste ruter. Uden for stationerne er du begrænset til jernbanelinjer, der fører dig direkte til den næste station.

4A Games har forsøgt det bedst mulige kompromis, med adskillige servicerum og togdepoter som valgfrie stop, du kan udforske undervejs. På grund af behovet for at samle forsyninger, tvinges du til at udforske - en god gameplay-grund til ikke bare at lade spillerne suse igennem.

Den langsomme historie og vægten på begrænset ammunition betyder, at Metro: Last Light ikke er en tjubang-oplevelsen, og derfor har spillets gys og gru trange kår i en kort demo som denne. Et spil af denne type kræver, at man sætter tid (og headset) af til det, for rigtigt at kunne værdsætte det - så kom nu med det anmeldereksemplar.