Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Metro: Last Light

Metro: Last Light

Vi dykker atter ned i tunnellerne under det postapokalyptiske Moskva og finder et spil, der både skræmmer og fornøjer med tyk stemning.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Normalt er gys og uhygge noget, vi forbinder med mørke. Dystre gange fyldt med støv og spindelvæv, lange skygger der strækker sig over vægge, skumle lyde og frygten for at noget ukendt pludselig skal kaste sig over os fra sorte afkroge.

Og derfor er det lidt af en bedrift, at de øjeblikke hvor Metro: Last Light topper på rædselsbarometeret, ikke er dem, hvor man kravler rundt i faldefærdige servicetunneler i Moskvas undergrundsbane. Nej, det er når man begiver sig ud i det fri, ud i den højlyse dag, at angsten for alvor begynder at melde sig.

Herude, hvor det muterede dyreliv er både større, stærkere, farligere og mere snedigt. Her hvor et enkelt forkert skridt kan være lig med døden. Her hvor man konstant skal holde et øje med filteret på ens gasmaske, der bliver slidt hurtigere op end man skulle tro. Her hvor ækle skaldyr kan vælte op af sumpen og sætte kløerne i en uden varsel. Hvor de såkaldte dæmoner cirkler rundt i himlen over en, og det bedste man kan håbe på er ikke at fange deres opmærksomhed.

Metro: Last Light
Dette er en annonce:

Til sammenligning virker den dystre undergrundsbane både tryg og velkendt. Her er det værste, man kan løbe ind i, trods alt nazister og kommunister. Og måske nogle røvere. Nåhja, og de der ækle, lysoverfølsomme mutantedderkopper, hvis klamme raslelyde kan sende et gys ned af ryggen på en.

Måske er her ikke så trygt alligevel. Men det er stadig bedre end overfladen...

Metro: Last Light er fortsættelsen til Metro 2033, et spil der fik ros for fantastisk stemning og flot grafik, og hug for ildkampe, der ikke rigtig var tilfredsstillende. Spillet foregår i en nær fremtid, hvor atomkrig har gjort jordens overflade ubeboelig for mennesker, og tvunget de overlevende ned i Moskvas undergrundsbane. Her fungerer gamle stationer nu som byer, fordelt mellem nye "nationer" som det nazistiske Reich, det kommunistiske Red Line, de frihandlende Hansa og en stribe neutrale bystater, om man vil.

Metro: Last Light
Dette er en annonce:

Tunnellerne mellem stationerne er en slags lovløst ingenmandsland, plaget af både røvere og andet udskud, men også monstre og mutanter, som strålingen fra atomkrigen har sat sine tydelige spor på. Overfladen er som sagt gold og grå, fyldt med drabelige mutantdyr og giftige gasser.

Metros verden er det perfekte sted til et computerspil, med andre ord.

Handlingen i Last Light fortsætter kort efter hvor 2033 slap. Efter at have fundet og åbnet den gamle militærbunker D6 i slutningen af første spil, er der nu rift om de hemmeligheder og teknologier, den gemmer på. Både nazisterne og kommunisterne lader til at være på krigsstien, og samtidigt er der blevet spottet en Dark One, en af den race af intelligente mutanter, man ellers udryddede noget så eftertrykkeligt i første spil, oppe på overfladen. Altså bliver man sendt af sted for at finde og aflive den, men det går selvfølgelig ikke som planlagt, og snart er man rodet ind i et kæmpe spind af krigsplaner og det, der er værre.

Metro: Last LightMetro: Last Light

Det, der for alvor adskiller Metro: Last Light fra resten af skydespilsfeltet, er det originale univers og hvor smukt realiseret, det er. Man tror på at disse folk lever en kummerlig og barsk tilværelse under jorden, men også at de har en vilje til at overleve, der er umulig at knække. Hver gang man kommer til en station, falder det en helt naturligt at tage sig god tid, stoppe op og suge indtryk til sig, og generelt bare nyde stemningen.

Ude i vildmarken (både over og under jorden) er stemningen en anden, men den er ikke mindre veludført. Faldefærdige, forladte og nedslidte tunneller, ruiner, gamle serviceområder, og naturlige grotter gør alle deres til at skabe illusionen om en troværdig og krigshærget verden. Som om man er på besøg et sted, hvor andre engang har levet under helt andre forhold. Som at gå på opdagelse i ruiner.

Metro-serien har med rette fået ros for sin grafik. Forgængeren er et fast indslag hos mange hardware-sider, når de skal teste nye grafikkort, og Last Light vil også kunne få de fleste gamer-rigs til at svede. Detaljegraden er enorm, og får selskab af en fantastisk lyssætning.

Metro: Last Light

Men trods alle grafikkens dyder, er det spillets lydside, der virkelig er stjernen. Det virker måske lidt underligt, taget i betragtning at våbenlydene i 2033 var flade, og at de faktisk ikke er meget bedre her. Stemmeskuespillet er i bedste fald hæderligt, og som regel ikke værd at skrive hjem om. Men baggrundslydene, det atmosfæriske lydtæppe, det er af en anden verden.

Det første møde med de førnævnte mutantedderkopper er ikke bare klamt og ækelt fordi edderkopper generelt er nogle grimme sataner. Nej, det er lydene af klaprene ben, slimede æg der klækker, byttedyr der vrider sig i spindelvævene, der virkelig gør det til en ubehagelig oplevelse.

Det er lydene af metal der giver sig, træværk der arbejder samt fjerne brag og eksplosioner, der forplanter sig gennem betonen, når man er ude og gå i tunnellerne. Og på overfladen er det vinden, regnen, skriget fra dæmonerne over en, hylene fra de ulveagtige flokdyr, der tålmodigt betragter en fra bakketoppe og ruiner, plasket fra de pansrede, larveagtige Shrimps, der kravler op ad vandet og kaster sig ned i det igen.

Metro: Last Light

Metro: Last Light er et spil, der skal nydes med et par gode hovedtelefoner. At spille det med et sæt skramlende skrivebordshøjtalere, eller endnu værre de små højtalere i dit fjernsyn, vil være synd og skam. En hån, for nu at sige det direkte. Nyd det på noget ordentligt grej.

Metros verden er mørk, og dermed er der selvfølgelig lagt op til stealth. Mekanikkerne er forholdsvis simple, og så længe du befinder dig i skygge, er du stort set usynlig for vagter og andre fjender. De fleste lyskilder kan slukkes enten med håndkraft eller et velrettet skud, men sidstnævnte fremgangsmåde kan selvfølgelig også påkalde sig opmærksomhed.

Jeg vil gætte på, at langt de fleste af de skurke, jeg har dræbt i løbet af Last Light, har stået på den forkerte side af min trofaste lyddæmpede revolver - et våben jeg samlede op tidligt i spillet, og beholdte lige siden. At snige sig og være stille er klart den mest effektive fremgangsmåde, når det kommer til kamp med mennesker. Slår de alarm, vælter det nemlig ind med pansrede forstærkninger, så knive og lyddæmpede skydevåben er bestemt at foretrække.

Metro: Last Light

Og det er i disse stunder, actionen i Last Light er bedst. Når det kommer til mere frontale skudvekslinger, bliver det mindre interessant, dels fordi våbnene - ligesom forgængeren - ikke føles så tilfredsstillende at bruge, dels fordi modstandernes kunstige intelligens ikke er noget særligt. Så er der straks mere udfordring i at kæmpe mod mutanter, der både kan tåle flere tæsk og som regel befinder sig i omgivelser, der er noget sværere at gemme sig i.

Våbenarsenalet byder på de sædvanlige arketyper (maskinpistol, automatriffel, haglgevær, sniper) i forskellige udgaver, der alle kan opgraderes og udstyres med diverse sigtekorn, lyddæmpere, kolber og andet grej. Dertil kommer et par opfindsomme tiltag som de våben, der fungerer via luftryk og jævnligt skal pumpes (og som kan overpumpes så de midlertidigt kan give ekstra skade).

Alligevel føles den del af Metro: Last Light, hvor man rent faktisk skyder på ting, som spillets svageste side. Det er ikke dårligt som sådan, det er bare ikke på niveau med andre aktuelle shootere.

Metro: Last Light

Selve fortælleteknikken halter det også lidt med. Der er lige lovligt mange langtrukne monologer og samtaler mellem andre figurer, der skal føre plottet videre, og som man er tvangsindlagt til at stå og høre på. Inspirationen fra Half-Life 2-spillene er tydelig, men det havde nu været rart, hvis man kunne slippe for bare at stå og se på andre snakke så mange gange.

Der, hvor Metro: Last Light tager pointene hjem er som sagt på den fabelagtige stemning og det eksemplarisk veludførte univers. Det er i de sekvenser, hvor man både føler sig udsat, jaget og magtesløs, at det byder på action af en slags, vi ellers ser alt for sjældent. Og så er lydsiden som sagt fænomenal.

Metro: Last Light er på ingen måder perfekt, men de stærke sider er mere end rigeligt til at gøre det værd at spille, og jeg vil uden forbehold anbefale det til enhver, der kan lide FPS-spil.

Metro: Last Light er anmeldt på PC, konsoludgaven kan du se køre herunder på Xbox 360.

HQ
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
Metro: Last Light
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Suveræn stemning, flot grafik, fremragende atmosfærisk lydside, uhyggeligt på nye måder
-
Historien kunne være bedre fortalt, selve skyderiet er ikke på niveau med genrens spidser
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Pandachoko
    Jeg elskede Metro 2033, så jeg så allerede frem til forsætteren, atmosfæren er suverænt, har aldrig set noget lignede i flere år, lyden kan... 10/10

Relaterede tekster

Metro: Last LightScore

Metro: Last Light

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Vi dykker atter ned i tunnellerne under det postapokalyptiske Moskva og finder et spil, der både skræmmer og fornøjer med tyk stemning.

Metro: Last Light en succes

Metro: Last Light en succes

NYHED. Skrevet af Lee West

Deep Silver har god grund til at smile. 4A Games' Metro: Last Light har nemlig solgt forrygende. Ikke alene solgte PC-udgaven tre gange så mange eksemplarer i...

Den engelske spiltop for uge 20

Den engelske spiltop for uge 20

NYHED. Skrevet af Lee West

Så er der en ny liste over de bedst sælgende spil hos vores engelske gamer-venner. Det har været en god uge for Deep Silver. Som sædvanligt er det den engelske liste vi...



Indlæser mere indhold