Metro: Last Light

Metro 2033 bliver af THQ selv betegnet som et "mesterværk med fejl", og som "en god ide med dårlig udførsel" af mange uden for firmaet. Men spillet forsøgte nogle klygtige ting i sin vision af et postapokalyptisk Rusland og historien om de overlevende, der prøver at skabe en tilværelse i metrosystemet under byen, mellem alle de udyr og skiderikker, der er dukket frem efter samfundets selvforskyldte forfald.

Ligesom den labyrint af tunneller, det foregik i, var spillets historie ladet med ægte cinematisk erfaring. Men i trevejs-slagsmålet mellem mørke, skygge og flakkende lys, der skabte spillets atmosfære og centrale spilmekanikker, trådte spillet forkert, og snublede i mørket. Noget, der altid er en risiko, når der er hård konkurrence på FPS-markedet.

Og nu er vi her så igen til efterfølgeren. Både internt og i pressen op til afsløringen er spillet blevet kaldt Metro 2034, men nu er det trådt frem i lyset som Metro: Last Night. Navneskiftet er foretaget for at lægge afstand til den oprindelige kildetekst, som det ikke har mange forbindelser til. THQ følte, at 2034-bogen ikke havde nok at byde på, når det kom til spilmatisering. Derfor er de lange diskussioner om menneskehedens fald ude, og monstre, galninge og maskingeværer er (stadig) inde, når udvikleren 4A forsøger at skubbe titlen ud over kultstatus og op til regulært hit.

Det, der vises i dag, er tre korte, skarpe klip af gameplay, sat sammen fra et længere segment, der danner spillets første timer. Forinden vises en atmosfærisk åbningssekvens, hvor vi svæver henover ruinerne af verden ovenfor, inden der atter dykkes ned i det mørke tunnelsystem.

THQ bruger åbningsfilmen til at understrege, at spillet holder fast i kernen fra sin forgænger: stemningsfuldt overlevelsesgys med ren stealth eller hæsblæsende kamp, alt efter hvad spilleren foretrækker. Mekanikkerne har fået en overhaling, og systemerne er bygget om til at forbedre de dele, der ikke fungerede så godt sidst. Hvilke dele det er, dvæler de ikke ved, men vi hører at AI'en i Last Light vil være langt mere avanceret, og der er mere tryk på våbnene. Andre ting pilles der stadig ved, såsom ammo for penge, i dette tidlige udviklingsstadie (spillet er sat til at udkomme næste år på de store platforme). Nogle ting bliver anerkendt, men ikke omtalt, såsom multiplayer og alternative slutninger.

Indtil videre er seriens fundament stadig tydeligt, da vi følger en af to agenter på vej gennem et kloakdæksel i et forsøg på at finde vej ind til en underjordisk metrostation og bryde en fange fri. De isnende omgivelser foroven fryser gasmaskens visir, mens vores figur drejer elpærer for at slukke lyset mens vagter patruljerer forbi, og tager dem stille ud efterhånden som vi følger dem rundt i mørket. Andet væbnet mandskab blændes af deres eget lys, hvilket lader dig hurtigt rykke fra cover til cover, indtil du tager dem ud enkeltvis på næsten klos hold. De hjemmebyggede våben vises frem, da vi holstrer en riffel med brændstofmåler boltet fast på toppen, og begiver os ind på stationen.

Om måleren viser ammunitionsmængde eller forhold i atmosfæren når vi ikke at se, da riflen hurtigt skfites ud med en gatling gun fra en sikkerhedspost. Som i enhver film strømmer bunker af soldater frem, kort efter våbenet bliver samlet op. Kugler æder sig gennem både kød og cement, indtil forstærkninger presser hovedpersonen op i en trappebrønd og om bag betonblokke som en fanget rotte, mens kugler sprænger stumper af hans dækning.

Vi springer frem til det, der lader til at være et par spændingsfyldte minutter senere, mens spilleren og hans medinfiltrator spankulerer gennem stationen i fuld skue, idet nonchalancen er en bedre forklædning og måde at slippe ubemærket igennem de menneskefyldte gange, end at forsøge at snige sig helt uset.

Der er en smuk sektion, der giver minder om både Assassin's Creed og Indiana Jones, hvor man langsomt skubber sig vej gennem et tætpakket rektangulært auditorium dækket med bannere, der fører tankerne hen på Nazi-Tyskland, forklædt som medlemmer af forsamlingen, med kurs direkte mod det hævede podium, og taleren der står på det. Jeg når at undre mig over hvordan de to vil slippe levende fra så vovemodigt et attentatforsøg, indtil vores makker trækker sin pistol og affyrer den mod loftet, og i ly af den efterfølgende forvirring og panik begiver sig mod fangeoverførselsstationen. Men her viser det sig, at fangetransporten allerede er på vej mod tunellen længere fremme.

Vi springer videre til en lineær men actionmættet sektion, hvor vi stjæler en minevogn og haster efter transporten, mens vores figur skyder dækningsild mod fjendefyldte vogne i tæt jagt, indtil vi kommer op på siden af transporten, og en cutscene sætter ind for at vise verdens første togskift ved 100 kilometer i timen. Et spring senere, og vi har atter solidt (omend rystende) underlag under fødderne, mens vi sniger os op gennem vognene og ender i lange ildkampe med togets vagter.

Der er en nydelig audiovisuel anerkendelse af hastighederne, vi her bevæger os med. Presenningen på kasserne, der tjener som dækning, flagrer og larmer i vinden, mens tunnellys suser forbi med et tempo som en raveclub. Togets egne lygter brænder hvidt, og kaster lange skygger fra vagter og gods. Den høje raslen fra både tog og de kæder, der holdet godset fast, støder symfonisk sammen med de høje brag fra skydevåbene. Situationen er så fængende, at vi er halvvejs overraskede over ikke at kunne mærke vinden i vores hår.

Det er en langsom vej op til togets forende, indtil vognen foran os eksploderer uden varsel. Skærmen bliver mørk, og vi er tilbage i møderummet hvor dagens præsentation finder sted. Man kan roligt sige, at THQ arbejder hårdt for at leve op til deres udsagn om, at Metro: Last Light skal være frontløber for alverdens PC-hardware. Og spillet ser da godt ud, især fordi disse sekvenser tydeligvis er pudset godt af for at skille sig ud i den kommende E3-syndflod. Det bliver spændende at se hvorvidt udviklerne viger væk fra de cinematiske ophold, der gjorde det første spil til et så spændende koncept, eller om de vil udsætte det for andre omstændigheder for at brede og udvikle premissen.

Selv hvis det ikke bevæger sig langt væk fra 2033, er der stadig endnu 12 måneder til at polere resten af spillet op til samme niveau som E3-demoen, så Last Light har potentiale til at blive en af de mere interessante fremtidsspil, vi ser næste år.