
Corruptions start er blandt en af de mest træge, jeg længe har oplevet. Jeg sidder i et rumskib, trykker på en knap, hiver i et håndtag, trykker på en ny knap og hiver så i noget andet, måske et håndtag. Selv med skuden sikkert i havn og Samus Aran plantet mellem hænderne, skal der lige kigges på et par lamper, hives i et par håndtag, scannes for sygdomme og trykkes på nogle knapper. Havde det her været alt andet end Metroid, og havde Retro Studios ikke en ufattelig lang line hos mig efter to ekstremt succesfulde og gribende spil i serien, så havde jeg for længst slukket.
Men den forsigtige begyndelse er til at forstå, når dusørjægeren Samus tager turen fra madkasse-konsollen GameCube og til den bevægelsesfølsomme Wii. For med en helt ny styring mellem hænderne, et utal af fagter og lidt viften, er der rigeligt at se til, mens man forsøger at afslutte trilogien. Heldigvis er styringen i Metroid Prime 3 for det meste ikke en akilleshæl, men i stedet et helt naturligt og ventet skridt fremad. At Retro Studios ikke for længst har fået grå hår over at skulle proppe hvert eneste visir, våben og stykke ekstra udstyr ned på Wii-moten og nunchucken, viser bare, at firmaet er hundedygtigt, og fra starten har haft en vision for spillet.
Corruption starter, hvor Echoes sluttede. Samus ankommer til et galaktisk skib og får her historien om en række supercomputere, der er blevet inficeret af en virus. Dog er plottet mere eller mindre en undskyldning for at afslutte kampen mellem Samus og Dark Samus. Arans mørke side dukker nemlig op på rumskibet i slutningen af en større invasion og sender heltinden i gulvet med et par velplacerede skud, og da du igen kommer til bevidsthed, får du at vide, at hele Samus dragt, nu udelukkende kører på Phazon-energi. Dette giver samtidig Retro Studios muligheden for at introducere dig for Samus' nye angreb, en hyper-mode, hvor du kanaliserer Phazon-energien gennem hele dragten og leverer nogle gevaldige lussinger. Bruger du funktionen for meget, ender du korrupteret og ødelagt - deraf undertitlen Corruption.
Treerens største ændring er dog styringen, der naturligvis er blevet tilpasset Wii'ens mange muligheder. At styre rundt med Samus Aran, er nu at sammenligne med tastatur- og mus-kontrollen på en PC; Wii-moten styrer Arans udsyn og lader dig kigge rundt i hele rummet, mens nunchucken styrer hende både fremad, bagud og til siderne. Det hele føles totalt intuitivt, og der gik ikke mere end et par minutter, før jeg med lethed kunne udradere rumpirater og andet småkravl med et par enkelte bevægelser. For dem der slet ikke kan udstå kontrollen, er der mulighed for at spille Corruption som på GameCube, men det ville jeg foreslå, at du ikke gør, da det unægtelig fjerner den friskhed, der ligger i den nye styring.
At vælge mellem de forskellige visirer er også ligetil, det samme er brugen af alternative våben og Samus' nok mest velkendte anordning Morph Ball. Til gengæld er åbningen af dørene, hvor man tit skal hive et håndtag ud og dreje det rundt, ikke helt velfungerende. Selvom jeg sad stort set samme sted i min sofa hele tiden, så måtte jeg tit rette mig op eller sætte mig tættere på fladskærmen, for at få systemet til at genkende mine bevægelser. Dog foregår disse sekvenser aldrig når du er presset, så tiden til at få gjort det rigtigt er der altid, hvilket aldrig gjorde det rigtig frustrerende.
Modsat de tidligere spil fjernes alt udstyr heller ikke fra Samus i denne omgang. Den kvindelige dusørjæger starter med et fuldt arsenal af våben, og får det så opgraderet løbende, præcis på de tidspunkter, hvor du føler, at der skal til at ske noget nyt. Udvidelserne af dit våbenlager virker også til at ske hurtigere i denne omgang, muligvis for ikke at skræmme potentielt nye spillere væk. Dette mærkes også tydeligt på sværhedsgraden, der aldrig rigtig tester dig på det normale niveau, ikke engang når du støder hovedkulds ind i bosserne. Kort sagt: Har du spillet de tidligere spil og mangler du en udfordring, så skal du rykke sværhedsgraden godt opad.
Grafisk har Metroid-serien altid stået stærkt på GameCube, og den stil fortsættes i Corruption, hvor der igen leges med masser af effekter. Samus' våben kan lyse selv den mest dunkle korridor op, og når du lader din laser skærer gennem himmelrummet eller scanner dine omgivelser, så ser det unægtelig lækkert ud. Kædes det sammen med de designmæssige herligheder, som også gjorde sig gældende i både det første og andet spil, så er det ikke svært at erklære Corruption som værende Wii'ens i øjeblikket flotteste spil. De forskellige planeter er i øvrigt arkitektonisk meget forskellige og opfindsomme, og er alene grund nok til, at du har lyst til at komme videre i spillet.
Når alt dette er sagt, er det samtidig til at forstå, hvorfor Retro Studios efter afslutningen af Corruption erklærede, at de ikke påbegynder arbejdet på et fjerde spil, for der er unægteligt ikke meget nyt i de gamle kredse. Styringen er en forventet ændring, fordi maskinen nærmest dikterer det, mens Phazon-funktionen både giver historiemæssig mening og samtidig gør serien lettere for de uindviede, men det er så også det. Resten af ideerne er set før, og langt hen ad vejen er Corruption "bare" mere af det samme, men når vi snakker om et spil i den klasse som Metroid Prime, så er "mere" ikke nødvendigvis et fy-ord.
Metroid Prime 3: Corruption er med andre ord en utrolig velsmurt, flot og ikke mindst spændende afslutning på en trilogi, der for alvor formår at genoplive Aran. Hvor rejsen går hen næste gang og i hvilken genremæssig sammenhæng, vi kommer til at støde på dusørjægeren, ved jeg ikke, men jeg er klar til at rejse med.