Midnight Club 2

Det første Midnight Club var mildest talt en skuffende affære. Spillet der blev lanceret i forbindelse med udgivelsen af PlayStation 2 i Europa, var en omgang tamt gaderæs med virkelig jævne udnyttelse af maskinens potentiale. Alligevel fik titlen sneget sig op på et betydeligt antal solgte eksemplarer, givetvis fordi der ikke var så meget at vælge imellem, og det har nu fået Angel Studios til at kaste sig over en toer.

Heldigvis for Midnight Club 2 (MC2), så udkommer spillet efter det elegante GTA: Vice City, og derfor bygger spillet rent gameplay- og grafikmæssigt på Rockstar North’s kassesucces. Der er tale om Renderware, og efter at have set det neonbelyste og smukke Vice City, så MC2 mere af selv samme skuffe rent visuelt, mens de hurtige gaderæs føles som en speedet udgave af Grand Theft Autos mange kørescener. Den visuelle side halter dog alligevel, måske fordi Midnight Club 2 kun er et racing spil og så for det meste foregår om aftenen. Alt ser pænt ud på afstand, men fræses der ind i bygninger eller tæt vægge så er det hele knap så strålende. Bilerne er til gengæld pæne, men måske en anelse for blankpolerede.

Grundideen er meget lig Tokyo Highway Battle, hvor der vælges et glinsende køretøj og så derefter blinkes med lygterne overfor andre fartglade bandemedlemmer i håbet om at få et ræs i gang. Turen går herefter gennem byer, små gader og viadukter til målet. Vinderen høster den obligatoriske hæder og nye biler. Der er for det meste kun to slags ræs at tage sig til - nemlig det, hvor man følger en vej slavisk gennem byen for at nå målet først og så den slags, hvor gameren kan tage de mange checkpoints i den rækkefølge man lyster, men stadig skal komme først. Der er enkelte afvigelser og disse er som regel de sjoveste, men af en eller anden grund har Angel Studios ikke udforsket dem nok, og derfor ser man kun glimtvis hvad det kunne være drevet til med lidt fornyelse.

Desværre bliver Midnight Club 2 også en smule monotont rent hurtigt. Dialogen mellem bandemedlemmer og dig selv er ligegyldig, ræsene meget ens og bilerne forholdsvis tamme - selv motorcyklerne virker lidt kedelige. Men det der dog for alvor skræmte denne anmelder væk, var manglen på AI. End ikke Gran Turismo kan sige sig fri for problemet, men intelligensen i Midnight Club 2 er nærmest uhyggelig ringe. Alle spillerens modstandere kører i de såkaldte racing lines, og brydes disse knækker troværdigheden for alvor. Biler der bare kører ligeud, blæser ind i gamerens glinsende køretøj mens I tager et hjørne eller bare ikke kan komme uden om en bygning er blot nogle af problemerne. Desuden, så har spillet det med at give dig unfair betingelser at ræse på. Dine modstandere kan ganske enkelt ikke skubbes af vejen, men rammer du dem bare ganske let, så stopper din egen benzinsluger hurtigere end et DSB tog om vinteren - skuffende.

Bedre bliver det dog, hvis man har en Network Adapter og logger online for at køre et ræs. Her kan alle biler vundet offline bruges i kampen om at vinde et løb og op til syv andre kan deltage online - noget der kan give nogle meget nervepirrende ræs og mange timers sjov. Det får igen én til at investere lidt mere tid offline, for at have de bedste øser - og dermed de bedste muligheder, men det ændrer ikke ved det faktum at Midnight Club 2 som en pakke kunne være bedre balanceret.

Har du ingen intentioner om at spille Midnight Club 2 online, så kan du med lethed reducerer karakteren fra et syv tal til et seks tal, men har du en Network Adapter, og bruger du det meste af tiden online, så er spillet faktisk til tider fængende. Kort sagt - spenderer du stadig mange timer på Vice Citys solbeskinnede gader, så er Midnight Club 2 måske ikke et dårligt køb, så længe du primært ræser online.