Midnight Club: Los Angeles

Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle forvente. Det forrige Midnight Club (Midnight Club 3: Dub Edition) var helt ok, men ikke noget der holdt mig fast foran fladskærmen. Men en helt nu generation af hardware, en helt ny grafikmotor (den samme som bliver brugt i Grand Theft Auto IV) har dog betydet at Rockstar er klar til at ræse igen.

Det begynder dog langsomt, utrolig langsomt, som at køre i cement langsomt. Jeg er en kronraget fyr ved navn Andrew, i en alt for lille T-shirt. Jeg hænger ud på en parkeringsplads syd for Burbank, lytter til Snoop Dogg, og omgiver mig med dyrt klædte gangstere. Det føles lidt som "Hanna Montana Goes Street Racing" da dialogen aldrig opleves ligeså "ægte" som i for eksempel Grand Theft Auto-spillene.

Jeg bedes om at køre løb i en Volkswagen Sirocco (verdens anden værste bil efter Nissan Sunny Coupe?) og sendes ud på Los Angeles trafikfyldte gader. To timer senere sidder jeg stadig i den samme Sirocco og bander over den ekstreme trafik, mørket og min manglende mulighed for at tjene nok penge til at købe mig en Evo IX, eller måske endda en gejlet Gallardo. Jeg kører ræs efter ræs efter ræs, og ofte laver jeg et forkert sving lige inden mållinjen, bliver sidst og må gøre det hele igen.

Men så åbnes Midnight Club: Los Angeles endelig op, og lader mig deltage i prestigefyldte ræs, lader mig vinde en håndfuld lækre biler og giver mig penge til at gejle dem. Humøret går fra irriteret til glad, og pludselig begynder jeg at stortrives som inkarneret gaderæser. For hver runde bliver Rockstars seneste bilspil sjovere, og for hver ræs bliver jeg mere bekendt med Los Angeles.

Det er en lækker følelse at suse forbi Staples Center, hvor jeg får knapt et år siden så en basketballkamp mellem Lakers og Supersonics. Jeg cruiser langs Wilshire, med Nas blæsende ud gennem højtalerne. Hiphop siger mig normalt intet, men da jeg glider gennem en lyskryds i en lysegul Camaro SS med 21" fælge, fungerer hiphop nu helt okay, præcis ligesom jeg normalt ikke kan fordrage techno, men elsker det i Wipeout.

Et øjeblik senere kører jeg forbi Fred Seagal i Santa Monica og smiler med hele ansigtet. Det er ikke så lang tid siden jeg har besøgt stedet i virkeligheden, og gengivelsen af Los Angeles er betagende i sin selektive gengivelse af byen.

I stedet for at satse på en gengivelse af hver lille detalje, har Rockstar været snedige og strømlinet Los Angeles gader, samt afkortet og sammenlagt sektioner for at give en hurtigere og mere kompakt spilverden. Målet er at du skal kunne klatre fra nybegynder til professionel racerkører på 15 timer, og det er lykkes. Best of Los Angeles vælger jeg at kalde byen, og eksemplet er et andre spiludviklere burde følge.

For dem af jer der har spillet nogen af de tidligere afsnit i Midnight Club-serien (eller for den sag skyld Need for Speed: Underground 2) vil opbygningen virke bekendt. Man har en garage som man altid kan vende tilbage til med et enkelt knaptryk, og herfra er det faktisk bare at slå GPS'en til, og køre efter de forskellige løb.

Det vil tage dig cirka ti timer, før du er bekendt nok med Rockstars version af Los Angeles, til at kunne benytte sig af de mange smutveje, men det er det hele værd. Så snart du begynder at føle dig sikker nok i byens mange afkroge, er der nemlig intet som at kunne køre gennem et hegn eller lignende, for at åbne op for en genvej som vinder dig løbet.

For at holde styr på alle de mange løb og konkurrencer, har Rockstar givet spillet det mest detaljerede 3D-kort i et spil nogensinde, som endda kan kaldes frem helt uden nogen form for indlæsning. Med et "swoosh" zoomes der ud så hele byen ligner et smølfessamfund, men alligevel er det muligt at finde frem til enkelte biler, man har lyst til at konkurrere i mod, eller sætte GPS'en til at guide frem til enkelte ræs. Et lille minus er at man kun kan zoome ind i begrænsede afstande, hvilket gør det umulig at undersøge vejene fra et komfortabelt fugleperspektiv.

Følger man selve historien i spillet bydes der på forskellige typer af konkurrencer, som altid resulterer i spændende væddeløb. Jeg kan bedst lide dem, hvor jeg skal finde en specifik bil i Los Angeles gader, få dens opmærksomhed ved at blinke med lyset, og herefter konkurere om at komme først til et punkt på kortet, som GPS'en har markeret. Bedst ved disse konkurrencer er, at ruten man tager til målet, er helt op til en selv. Ligeledes er metoderne, og kan du provokere andre biler til at køre i vejen for modstanderen, eller tiltrække politiets opmærksomhed og få dem til at jagte ham i stedet, er det kun til din fordel.

Online-mulighederne er også særdeles velintegreret i Midnight Club: Los Angeles, og føles som resten af spillet, perfekt ud fra et teknisk synspunkt. En knap er alt hvad der skal bruges for at hoppe online med din bil. Vil du invitere fra vennelisten til specifikke konkurrencer, foregår det hele problemfrit, og stabiliteten under selve løbene er klippestabil.

Verdenen er åben, valgene dine og løbene ekstremt hurtige. Bilfysikken føles i første omgang stiv og udetaljeret (Siroccoen stinker!), men bliver bedre som udvalget af biler vokser, og man begynder at udfordre racing-eliten. Stilen er arkaderæs og minder, ikke overraskende, om de forrige spil i serien, dog med nogle væsentlige forbedringer.

Mest af alt er det forskellen mellem de forskellige biler som imponerer. En fartdjævel som Gallardoen føles knivskarp i svingene, klistrer sig til banen med sit firhjulstræk og er generelt pålidelig, mens en gejlet Camaro SS fra slutningen af 60'erne, overstyrer og flyder i selv de mest moderate sving.

Når det kommer til det grafiske er Midnight Club: Los Angeles lækkert at se på, hele vejen igennem. Byen er stor, vidunderligt belyst og galt detaljeret. Overalt bevæger hundredvis af fodgængere sig rundt, mens biltrafikken er virkelighedstro tæt. Det sker ikke sjældent under et løb, at man må tage fortovet i brug, og kaosset forsager trafikpropper med op til 20 biler der stopper og blokerer vejen.

I modsætning til Burnout-spillene, er der ikke bare en bil her og der, men i stedet masser af dem over det hele. Støder man ind i nogle af dem, er det heller ikke kun dem der går i stykker, men ligeså meget dig der kan se frem til en snurretur og et efterfølgende stop.

Det skal dog siges at politiet i Midnight Club: Los Angeles, er af den grumme slags op uanset hvor du gemmer dig eller hvor hurtigt du kører, skal de nok få fat på dig. Sværhedsgraden er høj lige fra starten, og helmer faktisk ikke før man er cirka syv timer inde i spillet. Alt er dog tilgivet, når man cruiser langs Fairfax efter en travl nat med masser af ræs, for det hele virker pludselig alt for cool, og hurtigt glemmer jeg i hvert fald spillets forskellige fejl.

Hvis du, ligesom jeg, har savnet den frie gaderæs følelse fra Need for Speed Underground 2, er Midnight Club: Los Angeles det perfekte spil til at fordrive efterårs gråvejr med. Det er sjovt, udfordrende og lækkert skruet sammen.