Might & Magic: Clash of Heroes

Det føles næsten som et årligt skoletræf for gamle elever at tage fat i iPad-anmeldelsen af Clash of Heroes. Det er trods alt tredje gang jeg skriver en anmeldelse af spillet. Tilbage i 2011 slog det helt benene væk under mig. Jeg havde ikke de store forventninger til et reboot af Might and Magic-serien, slet ikke når det mest af alt virkede som om at det bare var et påklistret navn, der skulle malke en kendt franchise. Med Capybara bag rattet var jeg dog nysgerrig. De havde taget springet fra mobilspiludvikling til en rigtig konsol. Ideen var blevet pitchet til Ubisoft, som takkede ja, og nu skulle den stå sin prøve.

Blandingen af rollespil, match-puzzles og turbaserede kampe fungerede helt perfekt på Nintendos håndholdte. Ikke mindst fordi spillet tydeligvist var skræddersyet til DS-maskinens to skærme. Det var pixeleret spilleglæde og et spil, jeg stadig den dag i dag sætter i min håndholdte.

I 2012 fik vi så en opdateret udgave til de stationære konsoller. Det var ikke bare en hurtig konvertering, men en laber opdatering af det klassiske spil, komplet med orkesterudgaver af chiptune-musikken fra DS-udgaven og med nye utroligt flotte håndtegnede figurer og baggrunde. Lækkert.

Nu skriver vi 2013, og det er tid til endnu et gensyn med Might & Magic: Clash of Heroes. Da jeg tænder min iDims bliver jeg mødt med samme lækre figurer som vi kender det fra de store konsoller. Musikken er ligeledes nyindspilningerne. Jeg smiler bredt, da jeg hurtigt kigger menuerne igennem og ræser gennem de forskellige spil-modes for lige at danne mig et overblik. Udover singleplayer-delen er der nemlig en udbygget multiplayer-del, der byder på Quick Battle, Pass & Play, Face to Face og asynkrone online-kampe. Brillant.

Smilet falmer dog, da jeg starter multiplayer op. Af en eller anden vanvittig grund har udvikleren valgt at lade spillet udfolde sig i landscape-mode også i face to face, hvor to spillere deler én iPad. Spillet er for pokker et af de få, der i den grad har brug for pladsen på langs. Det virker ganske enkelt sjusket. Bedre bliver det ikke da jeg nærstuderer figurerne på banen. De er en anelse uskarpe, og det bliver kun tydeligere, når de ultraskarpe tegninger dukker op undervejs. Er man retina-fan, vil det ganske sikkert være en skuffelse.

Jeg er om ikke andet skuffet.

Lettere surmulende sætter jeg mig ved skærmen og tager fat på singleplayer-kampagnen. En halv times tid senere kigger jeg på klokken og konstaterer at den halve time åbenbart har ædt fire timer af mit ur. Magien er der stadig.

Er du helt ny i spillet, så lad mig kort forklare mekanikkerne og historien:

Dæmoner er forvist til skyggelandet Sheogh, men i en sjælden periode kaldet Blood Moons lader en solformørkelse dem indtage den rigtige verden. Det går hverken værre eller bedre end at de ved hjælp fra orker forsøger at narre elvere og mennesker til at bekrige hinanden. Vi følger fortællingen fortalt gennem en gruppe heltes individuelle historier. Hver helt har sin egen kampagne og sine egne mekanikker samt levels, der skal opgraderes.

Udover en humoristisk, velfortalt og rigtig lun historie, i en stor verden med masser af side-quests og mindre gåder, får vi et hav af turbaserede kampe pakket ind som en slags match-3-puzzle. Danner du en horisontal linje, bygger du forsvar, er den vertikal bliver det til angreb. En timer på dine figurer fortæller hvor lang tid der går før de angriber. De normale fodtropper kræver kun en tre-på-stribe kombination, mens de specielle elitetropper skal have en vertikal linie bag ved sig for at aktiveres. Hårdtslående Champions kræver en kvadratisk opstilling bag sig. Man optjener løbende nye figurer og udstyr med specielle evner, men både Elite og Champions skal genindkøbes i spilverdenens butikker efter kampe, såfremt de dør.

Dine og modstandernes tropper byder på rig variation: der er hurtige bueskytter, magiske træer der heler dig og skader modstanderen, rensdyr der kan hoppe over modstanderens forsvar, troldmænd, fremadstormende bjørne, syrespyttende drager, enhjørninge, spøgelser, ildspyende sheiker, riddere og altædene dæmoner. Kort sagt: et væld af fantasivæsener.

Som oftest vindes en kamp ved at tømme modstanderens energibar. Denne skades ikke ved at fjerne modstanderens brikker, men ved at rydde formationerne, så der er hul igennem til direkte at ramme energibaren, der er gemt bag tropperne. I nogle kampe kræves det, at du beskytter et enkelt holdmedlem eller genstand, mens du kæmper, og til tider er det en boss, der skal skades. Der bydes også på mindre gåder og mini-puzzles. Trippel-trykker du på skærmen, kan du se alle troppers defensive stats i tal, hvis du glemmer nogle af detaljerne undervejs.

Det er kort sagt et spil, der ved første øjekast ser utroligt simpelt ud, men som gemmer på så meget strategi og dybde, at der kan gå timer med at nusse med varianter og opstillinger.

Apropos timer. Efter omkring 12 timers spil er jeg knapt halvvejs i kampagnen, og tidligere gennemspilninger har da også vist mig, at der gemmer sig omkring 30 timers historie, hvorefter man kan tage fat på multiplayer. Ikke dårligt.

Denne gang har Capy dog valgt at lade ivrige spillere betale sig fra at skulle låse figurer op ved at gennemspille singleplayer-kampagnen. Selvfølgelig er det en måde at tjene lidt ekstra penge på, men det er heldigvis helt frivilligt om man vil benytte denne IAP-mulighed. Den nye asynkrone multiplayer fungerer ligeledes fantastisk godt, og lader dig have gang i flere kampe på en gang, samt let og ubesværet springe mellem dem. Dog oplevede jeg en enkelt gang problemer med at rykke, efter en notifikation om at det var min tur i en af de andre kampe. En mindre bug, men ikke desto mindre noget, der bør rettes i en snarlig opdatering.

Til en pris, der er langt under det halve af konsoludgaven og omtrent en tiendedel af det originale spils pris, er det ganske enkelt et rigtigt, rigtigt godt køb på iPad. At grafikken skuffer en smule i forhold til de stationære konsollers, og at skærmens størrelse ikke udnyttes godt til multiplayer, er dog mindre ankepunkter, med mindre du sidder med en iPhone, så bør du ganske enkelt undlade at købe dette hvis multiplayer på samme skærm trækker, der er skærmen ganske enkelt for lille. Disse punkter afholder fra en karakter helt i top på trods af den ellers velfungerende asynkrone multiplayer.

Might & Magic: Clash of Heroes har alt det, der betyder noget: gennemført gameplay og en herlig underholdende historie. Elsker du rollespil, strategi eller match-3-spil, så går du ikke galt i byen her. Det er ganske enkelt et sikkert køb på iPad.