Might & Magic Clash of Heroes

For Clash of Heroes (CoH) førstehåndsindtryk lugter mere af hurtige penge end kærlighed til spil. Men hvis du nu allerede har skelet til karakteren på denne side, er du sikkert også klar over, at kærligheden vinder.

Might and Magic har dog aldrig set ud som dette, og hvis det ikke var for enkelte stednavne, en yngre udgave af kendte helte og nogle krigeres kampevner, kunne det være et hvilket som helt andet spil. Og på en måde ville jeg ønske at det var det. For Might and Magic: Clash of Heroes kan bære at stå på egne ben.

At Might and Magic har taget springet til todimensionel underholdning, er kun en del af omvæltningerne. Ved første øjekast ligner kampscenerne nemlig noget, som man kunne forvente i Puzzle Quest: Bejeweled-agtige opstillinger, med små figurer der skal opstilles efter farve for at udløse angreb eller forsvar. Denne sammenligning er dog også doven og kun nødvendig for at understrege at CoH er helt sin egen på trods af umiddelbare ligheder.

Fortællingen tager sin begyndelse da fem unge helte pludselig ender som forældreløse, efter at en bunke dæmoner har udslettet forældrenes lejr i jagten på et magisk klenodie. Det tager ikke længe, før man med den ene heltinde er på vej for at redde verden og udslette dæmonerne. Således er der ikke i rollespilssammenhæng meget nyt under solen med denne indledning. Derfor begiver man sig på den lille håndholdtes nederste skærm ud på et umiddelbart ganske typisk eventyr, hvor der skal høstes erfaringspoint og nedlægges fjender.

Dit hold flyttes rundt på skærmen som man kender det fra kortet i Super Mario-spillene: små prikker viser, hvor du kan gå hen og så er det bare at trykke med stylus eller krydset for at begive sig på vej. Øverste skærm er forbeholdt et større kort, der viser vej til de nærmeste opgaver og vigtige personer. Kortet, der ved første lejlighed ikke imponerer, er dog spækket med grotter der kan undersøges, og opgaver der kan løses. Det er først et par timer inde i oplevelsen, at man for alvor begynder at sætte pris på de mange små detaljer i eventyrverdenen.

Der er selvfølgelig en hovedhistorie der kan følges, og spillet er fyldt med mindre opgaver, der kan løses for belønninger eller erfaringspoint. Denne del sender hurtigt tankerne hen på Chrono Trigger og andre klassiske 2D-rollespil. Hvor CoH overstiger langt de fleste japanske rollespil, er med den velfortalte historie, der er så fyldt med skæve indfald og charmerende karakterer, at man ikke kan andet end at blive opslugt. Fem kapitler med hver deres helt, og hver deres tema byder på fantastisk og varieret underholdning.

Kampene er ligeledes ypperlige. Her optager heltene den nederste skærm, mens den øverste er forbeholdt monstre og andre modstandere. Dine helte tager så opstilling, og ved at flytte dem, så de står tre-på-stribe, skabes formationer. En vertikal linie sætter gruppen til angreb, mens en horisontal skaber et forsvar. Når rækken er lavet, rykker denne op til toppen af skærmen. Kampscenerne er turbaserede, og når det antal bevægelser, du har til rådighed, er opbrugt, er det fjendens tur.

Umiddelbart lyder dette ganske simpelt, men når man tilføjer, at visse formationer kræver flere omgange for at indlede et angreb, og beskyttelse af disse derfor er nødvendig i mellemtiden, bliver der straks mere at se til. Samtidig kan du tilkalde forstærkninger (eller nye puzzlebrikker), disse bliver stillet til rådighed, hvis en gruppe færdiggør deres træk, eller igennem specielle taktikker. For eksempel kan du ødelægge en af dine brikker, hvis den står i vejen, denne vil så blive tilføjet til forstærkningslisten for næste runde. Får du ved fjernelse af denne brik samtidig skabt en formation, genvinder du dit brugte tur-point.

Dine tropper (og modstandernes) er utroligt varierede: der er hurtige bueskytter, magiske træer der heler dig og skader modstanderen, rensdyr der kan hoppe over modstanderens forsvar, troldmænd, fremad stormende bjørne, syrespyttende drager, riddere, alt ædene dæmoner og et væld af fantasivæsener. De normale fodtropper kræver kun en tre-på-stribe kombination, mens de specielle elite tropper skal have en vertikal linie bag ved sig for at aktiveres, mens de langsomme, men hårdtslående Champions kræver en kvadratisk opstilling bag sig. Både Elite og Champions skal genindkøbes i spilverdenens butikker efter kampe, såfremt de dør.

Som oftest vindes en kamp ved at tømme modstanderens energibar. Denne skades ikke ved at fjerne modstanderens brikker, men ved at rydde formationerne, så der er hul igennem til direkte at ramme energibaren. I andre kampe kræves det, at du beskytter et enkelt holdmedlem, mens du kæmper, og til tider er det en boss, der skal skades.

Alt dette ville være ganske fornøjeligt, hvis det stod alene. Men når du samtidig kan finde udstyr, der ændrer på dine styrker og svagheder, mens sejrsbetingelserne ofte varieres, er der lagt i kakkelovnen til en herlig omgang strategi med efterfølgende spilafhængighed.

Det er svært at beskrive, hvor helstøbt og fantastisk de to spildele fungerer hver for sig, og næsten umuligt at fortælle, hvor forrygende en oplevelse det er at nyde dem sammen. Men skulle eventyret stadig ikke friste, lokker det også med muligheden for at tage kampen op med en anden DS-ejer med kun en spilkapsel (dog kun DS til DS og ikke online).

De bombastiske synthesizer-melodier er lige i øret, de stemningsmættede lydkulisser perfekte, figurerne er utroligt detaljerede for denne type spil, strategien er dyb, mellemsekvenserne består af meget stemningsfulde manga-billeder, dialogen er hamrende underholdende, der er mere end 30 timers eventyr med mulighed for at spille strategi-delen alene, mens spilverdenen er indbydende og byder på små Professor Layton-agtige opgaver krydret med en spændende og lun historie.

Det er med andre ord kun minimale detaljer, der forhindrer Capy Games´ puzzlerollespil i at modtage et solidt ti-tal. Men der er dog få steder undervejs i eventyrets fem kapitler, hvor kapitlets helt virker en anelse ubalanceret, og frustrationen sætter ind. Man må samtidig forvente at bruge en time eller to, før spillets elementer endelig begynder at give mening.

Men det er minimale problemer. Might and Magic: Clash of Heroes vinder på stort set alt, og mangler du et forrygende strategispil, et glimrende puzzlespil, et herligt rollespil eller et godt multiplayerspil, er der kun at sige: køb det.