MindsEye

Jacob Diaz har det ikke nemt. Årene som elitesoldat har sat sine tydelige spor, og ud over total hukommelsestab har han et mystisk AI-chip opereret ind i nakken. Da Redrocks borgmester Shiva Vega støder sammen med den magtgale tech-milliardær og direktør for Silva Industries, Marco Silva, udløses et voldsomt opgør om byens fremtid - og midt i det hele står stakkels Jacob, uden hukommelse og med lige præcis nok PTSD til at passe perfekt i rollen som den plagede underdog-helt, der tilfældigt falder over en gigantisk konspiration med menneskehedens fremtid som indsats.

Præmissen i Mindseye er ikke original. Den er hverken unik eller særligt interessant. Tværtimod. Vi har set den her historie og de her karakterer i hundredvis af spil før, og det er tydeligt, at Build A Rocket Boy har valgt den nemme vej, hvad angår både synopsis og fortællestruktur. Her er lidt Assassin's Creed (Isu-elementerne), lidt Watch Dogs (hacking og AI), lidt Mafia II (missionernes opbygning) og små drys af GTA V, blandet sammen til en omgang, der føles doven - men ikke decideret dårlig. Tandløs, men ikke uinteressant. Som det første storstilede spil fra tidligere GTA-producer Leslie Benzies havde jeg dog helt klart forventet mere. Mere kant, mere humor, mere originale karakterer - og vigtigst af alt: mere attitude. Mindseye føles som et generisk midterspil fra start til slut, og i de få timer det varer, virker det mere oplagt til tilbudskassen end til en hyldeplads til fuld pris, hvis jeg skal være helt ærlig.

I modsætning til GTA IV og GTA V (som Leslie var producer på og dermed en nøglefigur bag), har Mindseye ikke nogen egentlig dynamisk missionstruktur. Ligesom i Mafia II fungerer den åbne verden mest som kulisse - skabt for at give illusionen af total frihed snarere end at give spilleren reel kontrol over omgivelserne i Redrock. Mindseye er derfor et ret lineært spil, som aldrig formår at overraske eller ruske op i de gamle skabeloner, det er bygget på - og det gør det kedeligt i længden. Dertil kommer en fortælling, der desværre heller ikke imponerer. Dialogen er forudsigelig og flad, og selv om nogle af stemmeskuespillerne gør et hæderligt forsøg, er der ikke noget i fortællingen, der vækker engagement, spænding eller nysgerrighed. Resultatet er, at størstedelen af de ti timer, det tog mig at gennemføre spillet, føltes som ren transportstrækning. Den lille snert af samfundskritik, der er gemt i spillets portræt af et overvågningssamfund, har vi allerede set langt bedre udført i hundredvis af andre produktioner - og jeg savner virkelig noget mere unikt med en personlig vinkel.

På det mekaniske plan mærker man tydeligt, at dele af holdet bag Mindseye kommer fra Rockstar og har arbejdet på både GTA IV og V. Jacob bevæger sig som Michael fra GTA V, han skyder som Michael og søger dækning i kampene - præcis som Michael. Selv bilkørslen minder utroligt meget om GTA V, og det er faktisk en positiv ting. Der er helt klart ting i gameplayet, der kunne trænge til at blive strammet op og pudset af, men det er ikke dårligt. Bilerne er sjove at køre, og jeg synes faktisk, der er enkelte lyspunkter i skudkampene, især i måden Jacob bevæger sig på. At nedlægge fjender - i hobetal - føles dog hurtigt tamt, fordi Mindseye er ekstremt nemt, selv på "Hard". Fjenderne bliver ganske vist lidt mere præcise end på "Normal", men Jacobs liv regenererer så hurtigt efter hvert skud, at man nærmest aldrig er i reel fare. Kombiner det med en elendig kunstig intelligens, og kampene føles lige så uinspirerede som historien - og det siger ikke så lidt.

Spillet er fyldt med NPC'er, der er så tonedøve og åbenlyst følger forudprogrammerede ruter i stedet for at reagere på omgivelserne, at jeg flere gange har måtte stoppe op og skraldgrine højlydt. Det er pinligt tydeligt, at Leslie & Co. ikke har haft tid til at færdiggøre grundfundamentet i Mindseye - og som så mange andre har de smidt et halvfærdigt spil på gaden, som med fordel kunne have fået mindst seks måneder mere i ovnen. Med tanke på, hvor tom og hul byen Redrock føles, med tåbelige politibetjente og civilbiler der dukker op fra den blå luft, er det faktisk skræmmende, hvor meget spillet minder om Cyberpunk 2077 ved lanceringen. Og det stopper ikke der. Spillet er fyldt med fejl og bugs, der aldrig burde være sluppet gennem QA. Mellemsekvenserne hakker og fryser, biljagter lagger og hoster, og på PC crashede Mindseye fire gange i løbet af mine ti timers spilletid. På en fuldt opgraderet Omen 16 Max fra HP faldt billedhastigheden ofte til absurde 10-15 fps, hvilket er fuldstændig uacceptabelt - og mængden af elementer i verdenen, der forsvinder og pludselig popper op igen, er langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig at tage penge for.

Hvis der var én ting, jeg aldrig troede, jeg skulle skrive om Leslie Benzies første spil under eget navn, var det, at det ville føles fantasiløst og generisk. Jeg havde troet, at der i det mindste ville være en form for originalitet og attitude, selv hvis det teknisk set virkede ufærdigt. Men sådan gik det ikke - og det er nemt at konstatere, at Mindseye ikke bare blev udgivet alt for tidligt, men at det mest af alt minder om en ti år gammel GTA-kopi, hvor de fleste elementer ganske enkelt ikke holder.