Spilbranchen spiller sjældent med små indsatser. Ofte er det landets, verdens, ja, hvis ikke hele universets skæbne, der afhænger af, hvad du foretager dig med controlleren eller keyboardet. Sådan er det dog ikke i det danskudviklede Miniatures, der, som navnet antyder, opererer ud fra en lidt mindre målestok. Her handler det mere om små singulære oplevelser, end egentlige sammenhængende historier, og gameplayet er holdt strengt minimalistisk.
Det hele begynder med en lille trææske. I hvert af æskens fire rum ligger der en genstand - en konkylie, et krybdyr, en skruenøgle og et spejl - som når man klikker på dem, åbner op for hver sin lille historie. Spillets fire oplevelser ligner ikke hinanden, hverken når det kommer til grafik, perspektiv eller interaktion, og på mange punkter virker det næsten som en lille samling af kortfilm eller noveller.
Fælles for hvert spil er, at du styrer med musen, som du bruger til at aktivere forskellige hotspots, trække objekter eller guide en karakter. Interaktionen er dog så minimalistisk, at man nok vil kunne diskutere, hvorvidt Miniatures overhovedet er et spil. Det vil jeg mene, at det er, men det bliver hurtigt tydeligt, at det befinder sig i det udefinerbare grænseland mellem spil, film, litteratur og interaktiv oplevelse.
Eksempelvis giver episoden Familiar minder om en af den slags urovækkende, europæiske tegnefilm, man ofte blev tvunget til at se som barn, hvis ens forældre ikke betalte for Cartoon Network. En familie skal samle et møbel, men samarbejdet knirker, og møblet selv virker næsten til at modarbejde projektet. Den dystre stemning forstærkes af et krusedulleagtigt, nærmest levende mørke, og det faktum, at man kun ser personernes lange hvide fingre og tynde hænder. Der er en smule interaktion - du klikker på en møtrik og drejer et element - men jeg vil vove at påstå, at oplevelsen ville have stået lige så stærkt som en kortfilm. Det samme kan siges om The Last Sandcastle, hvor du ved at klikke rundt omkring på et sandslot får en række sjove ting til at ske.
Hvor særligt Familiar gør et indtryk, så er det i mine øjne spillets to mere interaktive episoder, der fungerer bedst. The House of the Moon handler om en dreng, hvis mor, under påvirkning af en kraftfuld fuldmåne, forlader deres hjem. Drengen pakker sin rygsæk, og med månelyset som ledetråd giver han sig på jagt efter sin forsvundne mor. Fortællingen er næsten som en levende børnebog, hvor fortællerstemmen står som skrift på himlen, og du avancerer ved at trække miljøet i forskellige retninger, som var landskabet en side, du vendte.
Endelig har vi Paludarium, der er det tætteste vi kommer på et traditionelt spil med direkte kontrol over en karakter i tredjeperson, stemmeskuespil og endda et par simple gåder. Svært bliver det dog aldrig, og som med de øvrige episoder kommer du til at bruge mere energi på at analysere og reflektere over oplevelsen, end rent faktisk at komme igennem det. Paludarium markerer sig især med en visuel side, der fanger en sælsom melankolsk stemning med sin magiske realisme.
Som tidligere nævnt er kortfilmen nok den mest nærliggende referenceramme, og hver historie er faktisk ikke mere end 10 minutter lang. Med så kort spilletid, skal kvaliteten selvsagt være tårnhøj, og det er den faktisk langt hen af vejen. Visuelt er hver episode distinkt og kraftfuld, og den afdæmpede lydside er ekstremt stemningsfuld.
Dele af Miniatures kunne nok have fungeret i andre medier - Familiar som en kortfilm, The House of The Moon som en børnebog - men jeg er glad for, at de er samlet som et spil. Mange spil opsluger os fuldstændigt for blot at fordufte fuldstændigt, i samme øjeblik som skærmen slukkes. Miniatures derimod efterlader rum til at tænke undervejs og ikke mindst efterfølgende, da hver enkelt fortælling virkelig brænder sig fast. Så selvom det kun tager 40 minutter at spille igennem, vil det sandsynligvis leve langt længere i hukommelsen. Jeg kunne alligevel godt efterlyse en smule mere interaktivitet eller måske et par hemmeligheder at finde undervejs, men til en pris på blot 44 kroner er Miniatures en oplevelse, man ikke må gå glip af.