Minority Report: Everybody Runs

Ja, så er det blevet tid til endnu en licens. Dette med alle de potentielle muligheder og faldgruber, som dette indebærer. Valget er faldet på Steven Spielbergs stort opsatte Minority Report - med undertitlen Everybody Runs. Arbejdet er udført af udviklingsholdet Treyarch, der blandt andet stod for sidste års Spiderman: The Movie titel. I denne lykkedes det faktisk, at skabe en ganske overbevisende oplevelse, der fint supplerede den actionmættede film. Med Minority Report søges succesen gentaget. Desværre så må resultatet siges at være temmeligt mislykket. Tag Spiderman : The Movie og fjern den klasse, charme og fine historieføring det indeholdt - så er der ikke meget tilbage. Ryk lidt tættere på og lad mig forklare.

En problematisk indgangsvinkel
Allerede fra første færd så skinner det lidt amatøragtige skær igennem. Modsat eksempel Spiderman, hvor de originale skuespillere tillagde stemning med deres stemmer, så er der her end ikke blevet plads til at sikre hovedaktørens udseende. I stedet for at styre en Tom Cruise look-a-like må vi nøjes med en ældre grålokket drabant. Fred være med det - nu er det jo ikke alle, der er vilde med Cocktail-Cruise. Næste problem i præsentationen er, at der faktisk ikke serveres nogen indledning. Vi kastes direkte ind i begivenhederne uden forklaring om, hvordan denne specielle politistyrke virker.

For uindviede ville det eksempelvis sikkert også være rart at vide, hvilken rolle disse skaldede kvinder i vandet spiller. Derfor forudsætter det, at man har noget kendskab til baggrundshistorien - ved eksempelvis at have set filmen. Har man på den anden side set filmen, så vil man blive forbløffet over de få paralleller der er film og spil imellem. Vel styrer vi John Anderton, der igen bliver uskyldigt dømt - og jaget. Men så stopper sammenligningerne stort set også, for var denne fyr ikke allerede skyldig i overlagt mord, så varer det ikke længe, inden han bliver det. De stakkels orakler må komme på overarbejde, med alle de billeder af døende politimænd de skal spytte ud. Tilsyneladende gemte der sig en knyttet bold af vrede i den kære John, og i løbet af kort tid kaster han rundt med folk, eller hopper på allerede livløse kroppe.

En nærmest tragikomisk oplevelse
Faktisk er Minority Report et studie i monotoni. Vi begiver os på en ørkenvandring gennem futuristiske lokaliteter befolket af stupide individer. Over 40 baner er kreeret til dette ædle formål. Fremgangsmåden er simpel: En sekvens bevæger fra ét sted til det næste, og nu skal vi selv bevæge os fra A til B, hvor en ny sekvens vil føre os til nye omgivelser. Desværre er der en række mennesker og mekaniske individer, der vil det anderledes - så lidt øretæver er i sin ret. Her skal det dog tilføjes, at du faktisk i mange af banerne kan komme fra A til B, uden at skulle uddele flade. Dette skyldes modstandernes stupide natur. Tilsyneladende hverves alle mulige tåber til politiet i fremtiden, samtidig med at maskinernes kunstige intelligens har taget et voldsomt tilbageskridt. Man kan ikke lade være med at tænke på en opdateret form for Gøg og Gokke, når modstanderne vælter over hinanden, eller mejes ned af "venlig" mundingsild.

Uskyldigt dømt ?!
Det hænder dog, at du rent faktisk afbrydes i din joggingtur, når der simpelthen er flere modstandere, end du kan komme udenom. Her ryger vi så ind i en moderne fortolkning af det klassiske Double Dragon. Du kan simpelthen massakrere modstanderne på det uhyggeligste. Ved hjælp af simple tryk på knapperne flyver den kære John rundt, og minimerer politiets indsatsstyrke. Ikke nok med at du kan slå og sparke til den store guldmedalje, du kan også samle folk op og fortsætte slagtningen - selv efter det sidste åndedræt har undsluppet deres læber. Til yderlige at understøtte det makabre, så imiterer kadaverne ledeløse dukker, når de rammer jorden. Var det meningen, at give illusionen af at samtlige knogler i deres kroppe brækkes - så er det meget godt ramt. Det er bare slet ikke noget, der falder i filmens ånd.

Klichefyldt - nærmest pinagtigt
Retvist skal det siges, at kampene da også - på en kvalm tilfredsstillende måde - er ganske underholdende det første stykke tid. Rundt om på banerne kan du endvidere finde våben - hvoraf især en energibaseret Wave-gun er ganske underholdende. Denne udgiver en sært flimrende mudret bølge - som i filmen - hvis effekt er glimrende. Desværre er resten af den grafiske præsentation ikke noget at råbe hurra for. Det hele er meget generisk; uden liv og uden øje for de finere detaljer. Det samme gør sig gældende for lydsiden, der i bedste fald kan karakteriseres som kønsløs. Mere reelt ville det dog være at kalde den klichefyldt og nærmest pinagtig. Skuespillerne leverer i hvert fald en præstation i den lavere ende af B-filmenes univers. Dertil glimrer musikken med sit fravær. Dette er simpelthen ikke godt nok, når man tænker på, hvilken vægtklasse filmen befinder sig i.

Der går højest et par timer, til kampene ikke mere er sjove - hvilket især skyldes et lille trick, der sikrer dig sejr næsten hver gang . Herefter er Minority Report en titel, du ikke vil finde frem igen. Det hele bærer præg af, at ville score nemme penge på en filmtitel - en tendens som vi kun kan vende ved at stoppe støtten af sådanne titler.