Hvad er det franske indie-udviklere rammer i de her år? Prince of Persia: The Lost Crown, The Rogue Prince of Persia, Shinobi: Art of Vengeance og succeshistorien Clair Obscur: Expedition 33 kommer alle fra franske studier. Nu kommer Mio: Memories in Orbit, som er udviklet af det lille indie-studie Douze Dixièmes fra udkanten af Paris og det er et virkelig glimrende metroidvania, der tåler sammenligning med de helt store i genren.
Mio: Memories in Orbit udspiller sig i/på noget som hedder "The Vessel", som tilsyneladende er et slags "rumskib". Skibets fem AI-vogtere, kendt som Pearls (The Eye, The Spine, The Blood, The Hand og The Breath), er pludselig stoppet med at virke. Som den lille menneskelignende robot Mio, skal man nu finde rundt på det enorme rumskib, som både indeholder en stor by, frodig natur, et stort klokketårn og mange andre ting, i forsøget på at genskabe rumskibets hukommelse, som gøres ved at finde og genaktivere de fem Pearls, som forhindrer en komplet nedlukning.
Mio: Memories in Orbit er en overraskende velfungerende metroidvania - det gør rigtigt meget rigtigt og det har endda også et par nye og interessante mekanikker. Spillet er inspireret af den japanske filmskaber og animator Hayao Miyazaki, den franske animationsfilm Ernest & Celestine samt science-fiction novellen Hyperion. Det drager også inspiration fra metroidvania-klassikere som Ori and the Blind Forest og Hollow Knight - og det kan man godt mærke. På den gode måde vel at mærke.
Mio: Memories in Orbit tjekker alle de rigtige metroidvania-punkter af; der er præcis platforming, udfordrende fjender, masser af udforskning og mange nye evner som man løbende får adgang til igennem spillet, som ret klassisk, giver adgang til mere og mere af det store kort. Det hele krydres med benhårde bosskampe (jeg skulle prøve nogle af bosserne op mod 40-50 gange før jeg kunne besejre dem), så der er jo alt det, som man forventer af et metroidvania og det føles rigtigt godt at spille.
Den lille robot Mio, har en slags "hår" eller "tynde lysende tentakler" på hovedet, som virker levende og som kan bruges som små gribearme. De kan bruges til at trykke på knapper med, de kan gribe fat i fjender, de kan gribe fat i svævende gribepunkter rundt omkring i spilverdenen og en masse andet (jeg vil ikke afsløre for meget her). Det specielle er, at disse små gribearme kun virker, hvis man har energi nok og energi får man ved enten at berøre jorden i en kort periode eller ved at slå til nogle blomster (og de aggressive af slagsen), som er fyldt med energi og det er placeret strategiske steder i omgivelserne.
Der er flere sekvenser, hvor man med pixel-præcise hop, skiftevis skal slynge sig af sted via gribepunkterne, hængende i luften slå til blomsterne for at genoplade sin energi, slynge sig videre, genoplade energien igen for så at kunne svinge sig i sikkerhed. Senere i spillet vil der også være andre måder at bevæge sig på (for eksempel svæve), der gør brug af den samme energi. Det kan måske lyde ret banalt, men bevægelses-systemet fungerer virkelig godt og det ændrer en smule på den måde man spiller et metroidvania på.
I løbet af spillet får man adgang til 35 modifiers, som alle er med til at give Mio nye egenskaber. Ud over disse, er der syv specielle modifiers, som både giver fordele, men som alle også har en bagside af medaljen. Alle disse modifiers fylder et varierende antal slots i en Allocation Matrix, som har i alt 198 slots og disse bliver der løbende låst op for flere af, så jo flere slots man får gjort aktive i denne matrix, jo flere modifiers kan man gøre brug af.
Sværhedsgraden i Mio: Memories in Orbit er middel til høj. Visse områder kræver meget præcise hop kombineret med forskellige knaptryk som beskrevet ovenfor og oven i dette kommer der ofte fjender, både på jorden og i luften, og så kan det blive ganske udfordrende. For slet ikke at tale om bosserne, der varierer fra decideret lette til benhårde.
Spillet har dog flere muligheder for at justere på sværhedsgraden, blandt andet ved at aktivere "Eroded Bosses" som gør at bossernes health meget langsomt bliver mindre hver gang man bliver besejret af dem og dermed bliver chancerne for at besejre dem i princippet større og større hver gang man forsøger sig. Der er også "Pacifist" som gør at fjenderne ikke angriber Mio, før Mio selv angriber dem (dette er rart hvis man bare vil udforske) og der er "Ground Healing", som healer en smule af Mios energi, hvis man berører jorden i sammenhængende 5 sekunder. Det er værd at nævne, at alle disse hjælpefunktioner er valgfrie, så vil man have den rigtigt hårde udfordring, kan man blot lade være med at aktivere dem i spillets menu.
Spillets visuelle side er af den slags, som ser langt bedre ud i bevægelse end på statiske screenshots. Douze Dixièmes gør ikke brug af Unreal Engine eller Unity, da de har bygget deres egen spilmotor - ganske imponerende af en indie-udvikler. Den visuelle side ligner en levende tegneserie malet med vandfarver så lad dig altså ikke snyde af de her screenshots - det ser langt bedre ud i bevægelse.
Lydeffekterne er fine, velafstemte og passer godt til spillets visuelle side. Den helt store oplevelse ved lydsiden er dog soundtracket, som er skrevet af den franske komponist, musiker og producer Nicolas Gueguen og det er absolut fabelagtigt det han her leverer. De elektroniske numre passer perfekt til spillet og de lyder som noget som både Daft Punk og norske Röyksopp kunne have kommet op med - og andre gange er det helt stille klavernumre med et stille kor ind over eller helt stille ambient, som bare ligger og fylder i baggrunden. Det er et virkelig dejligt soundtrack og hvis du vil have en smagsprøve, kan du lytte til et af numrene fra starten af spillet her nedenfor.
Fans af metroidvania-genren er blevet forkælet i 2025 med Hollow Knight: Silksong, men 2026 starter også virkelig stærkt ud på den front. Der er ikke meget dårligt at sige om Mio: Memories in Orbit, for det fungerer rigtigt godt, det spiller godt, det føles godt og det virker virkelig gennemarbejdet. Det gør rigtigt meget rigtigt og det tjekker alle de vigtige metroidvania-bokse af, mens det på samme tid tilføjer lidt nyt til hvordan et sådan spil skal skrues sammen. Hvis man skal sætte sin trælse finger på noget, som ville jeg ønske at der var lidt flere fjendetyper - men det er virkelig også det eneste af betydning, for jeg synes at resten hænger rigtigt fint sammen. Skulle vi have været helt oppe på den højeste score, skulle vi nok have set lidt mere nytænkning i gameplayet, som for alvor kunne have flyttet genren, men når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at Mio: Memories in Orbit er virkelig vellykket.
Vil man opleve et metroidvania med en noget mere tilgivende sværhedsgrad, uden på nogen måde at være let, så kommer her en klar anbefaling til at kigge i retning af Mio: Memories of Orbit. Spillet sælges til en rigtig god pris på 150 kr. og det lander også på Game Pass på udgivelsesdagen, så det er svært at få øje på en undskyldning for ikke at give det her spil en chance.
Mio: Memories of Orbit skyder 2026 rigtigt godt i gang og hvis det her er standarden for året, så glæder jeg mig til resten af 2026.