Mission Impossible: Operation Surma

Det var naturligvis en selvfølge. Den uhyre elegante sniger Splinter Cell, måtte skabe præcedens for et strømmende hav af plagiater. Det varede da heller ikke længe inden stealth elementet var inkorporeret i en større mængde af skydespil - på godt og ondt. I de dønninger, der skyller ind over stranden, befinder Mission Impossible sig, umiddelbart et produkt der giver bange anelser. På den ene side baseret på en licens, hvor der ikke er nogen film i horisonten til at bakke det op. På den anden side fanget med begge hænder dybt begravet i Splinter Cells lommer. Dertil har der så godt som ingen mediestorm været, og spillet har lige så tavst som konceptet sneget sig ind på markedet. Heldigvis er det lykkedes Paradigm at undvige de fleste af fælderne, og resultatet ender som en overraskende positiv oplevelse.

For Gud ved hvilken gang er udspekulerede skurke undervejs med en plan, der skal skaffe dem nærmest ubegrænset magt og rigdom. Hele jordkloden drages som en anden svævende ballon ind i legen, og du skal som agent Ethan Hunt fra Impossible Mission Force forsøge at få fat på snoren. Det er filmene af samme navn, som er den primære inspirationskilde, fremfor den kitschede serie. Forvent dog ikke at Tom Cruise står model til Ethan, derimod er Ving Rhames hevet ind, og han giver glimrende liv til sin figur Luther. Lynhurtigt er man dybt involveret i plottet, som intrigant cirkulerer omkring Ethan, og hvirvler gadgets, holdkammerater samt selvdestruktive beskeder med i sin slipstrøm. Historien er måske meget kliché, men formår alligevel at retfærdiggøre såvel fjender som fremfærd. Der bliver åbnet rig mulighed for at bruge alle mulige spændende himstregimser i en række miljøer spækket med tungt bevæbnede fjender.

Den første bane involverer at redde en stikker fra fjendens kløer. Denne agerer på glimrende vis indgangsvinkel til en række af de forskellige bevægelser og værktøjer, man har til sin disposition. Først bliver bevægelserne kortlagt, og man lærer at benytte skyggerne til sin fordel. Derefter uskadeliggøres den første fjende brutalt med et dødbringende bagholdsangreb. Kampsystemet er faktisk relativt udviklet, og byder på såvel flyvespark som kraftfulde combos. Det er meget rart, at man af og til kan tage sagen i egen hånd og rydde lidt op efter en fejltagelse. Uundgåeligt er det nemlig, at man begår fejltagelser. Selv om styringen er rimeligt god, så er genren defineret af et vist element af trial’n’error. Selv den mest omhyggelige sniger vil fra tid til anden løbe direkte ind i en vagt, og så er helvede løs i alarmer og flyvende kugler.

Til at tippe vægten lidt tilbage til egen fordel, får man løbende tildelt en bunke højteknologisk isenkram. En pistol der både kan uskadeliggøre kameraer, skyde pile der udsender lyd og pile der tracker fjender. Derudover er der gribekroge, et kombineret kamera og kikkert samt meget andet. Alt sammen er det rimeligt lækkert implementeret, og banerne er bygget op, så man får brug for alle egenskaberne. Eksempelvis skal man uskadeliggøre et kamera, så man kan snige sig ind på en fjende, som man gør ukampdygtig. Nu tager man så et billede af hans ansigt, og skaber en maske der gør, at man ubemærket kan bevæge sig lidt dybere ind i pågældende bane. Det er meget tilfredsstillende, at man reelt set har brug for remedierne, men samtidigt medfører det også en skarp lineær fremfærd. I stedet for at give spilleren flere forskellige løsningsmuligheder, så er der som oftest kun én vej frem - og den er ikke altid lige indlysende.

AI’en er desværre ikke videre imponerende, og glimrer med en række diskutable beslutninger. Fjenderne er slemt scriptede, hvilket virkeligt skinner igennem i mange situationer. Man gennemskuer hurtigt bevægelsesmønstre, og udnytter dem slemt til sin fordel. Dette er til dels ok, når det blot drejer sig om at skulle snige sig forbi en vagt. Det er til gengæld ikke ok, når den fjerde modstander stiller sig direkte på det sted, hvor hans kammerater lige er blevet onduleret af ens snipergevær. Grafikken formår at holde på illusionen, og virker meget sammentømret. Der er dog ikke de store udsving, og lækre effekter er en mangelvare. Detaljer såsom lys der spejler sig i jorden, er direkte grinagtigt udført. Lydsiden er beklædt med habile stemmepræstationer, og et stemningsfuldt soundtrack der stille træder i baggrunden. Operation Surma er på mange områder en positiv gennemført oplevelse, der underholder uden at være trendsættende.