
Baseball-sæsonen er nu officielt undervejs i USA, og som altid markeres denne anledning med lanceringen af det årlige MLB The Show-spil. Men denne gang er der ekstra bevågenhed omkring lanceringen, da vi denne gang ikke har at gøre med en PlayStation-eksklusiv, selvom PlayStation lejer licensen, og udvikler det igennem deres eget San Diego Studio. Nej, spillet lander denne gang også på Xbox-platforme, og Game Pass, efter 15 års PlayStation-eksklusivitet.
Selvom baseball fortsat er lidt af en obskur sportsgren de fleste steder i Europa, så har særligt spillene vokset i popularitet i løbet af de seneste par år. Meget af det skyldes selve præsentationsniveauet MLB-spilserien bibeholder år efter år, og MLB The Show 21 fortsætter i samme gode stil. Nej, tigerspringet i år er ikke nær lige så stort som det har været tidligere, men spillet ser mildest talt godt ud, og der er over 100 helt nye animationer.
Ulig mange andre sportsspil, så har San Diego Studios givet spillere nyt indhold hvert eneste år, som der er blevet taget godt imod. Selve indholdsmængden i disse spil strækker sig langt udover det vi er vant til fra andre sportsserier som FIFA, og også Madden-serien de sidste par år. Og, for os europæere, de har fokuseret en hel del mere på singleplayer/offline-dele i år, som gør det lidt lettere for os at lege med. Der introduceres helt naturlig forsinkelse på online-dele når størstedelen af ens modstandere spiller fra den anden side af kloden.
En stor del af spillet i år er Diamond Dynasty-delen, som er en slags ækvivalent til EA's Ultimate Team. Den største forskel på de to designfilosofier bag, er at det er en del lettere her at lave et solidt hold uden at skulle gribe i lommen efter hårdtjente menneskepenge. Der er mildest talt et bjerg af indhold der venter på dig, og som låser op for kort, virtuel valuta og særlige udfordringer, og du kommer ikke til at få et problem med at sammensætte et konkurrencedygtigt hold, uden at skulle ty til mikrotransaktioner. Og, hvis du faktisk gerne vil bruge penge til at købe virtuel valuta, så kan du bruge pengene direke til at købe de spillere du gerne vil have, uden at skulle få dem igennem tilfældigt konstruerede kortpakker. Det her har været, og er fortsat i dag, blandt de mest populære dele af MLB-serien.
Der er ikke synderligt mange nye modes sammenlignet med spillet fra sidste år, men der er dog én ny feature, der specifikt kun er tilgængeligt på PlayStation 5, Xbox Series X og Xbox Series S, og det er den nye Stadium Builder. At kunne bygge dit eget stadion helt fra bunden af, og på en meget detaljeret og avanceret måde, gør hele oplevelsen en del mere personlig, og jeg er sikker på at denne funktion bliver bedre med tiden, eftersom der konstant tilføjes nye ting man kan bygge med.
I forhold til selve gameplayet, så er den største nye tilføjelse nok Pinpoint Pitching. Som navnet ganske tydeligt indikerer, så gør denne feature det lidt mere præcist at kaste bolden, men det skal dog siges at det kræver ret megen tilvending at mestre teknikken. Selve mekanikken minder en del om den du eksempelvis finder i 2K's PGA-spil, hvor du med den ene analogpind på præcis vis skal kreere et godt kast. Jeg er som sådan ikke nogen god baseball-spiller, men via min erfaring fra PGA, så kom Pinpoint Pitching faktisk til mig overraskende hurtigt.
MLB The Show 21 fortsætter hvor tidligere kapitler slap, og det er faktisk et kompliment, når fundamentet der bygges videre på er så solidt. Jo, for etablerede fans er der ikke alt for meget nyt at komme efter, udover den glimrende Stadium Builder, men der er efterhånden så meget indhold, så meget variation, og så meget kærlighed til sporten, at det ligeledes er et godt sted at hoppe på.
Når du tager med ind i dine beregninger at det faktisk er inkluderet på Xbox Game Pass fra lanceringsdagen og frem, så er der virkelig ingen grund til ikke at give det et skud, hvis du i forvejen abonnerer. Måske bliver du overrasket, også selvom du ikke er til baseball. For det her er et særdeles godt spil.