Dette ligner en Mario Kart-klon. Er det korrekt?
Både ja og nej. Mod Nation Racers tager grundkonceptet med små gokarts, gale powerups og fartfyldt racing og det enkle, men klassiske mål om at komme først over målstregen. Det handler stadig om at skride ud i hvert sving, presse bilen til det yderste og håbe på powerups, der booster din fart, mens du bruger dine våben mod modstanderen. Men udvikleren United Front har smidt deres lille krølle på det hele oven i konceptet, nemlig muligheden for at pille ved enhver lille ting. En populær betegnelse for konceptet har længe været Little Big Planet møder Mario Kart - og det er faktisk en meget god opsummering af Mod Nation Racers. Det er et spil der sætter dine evner og din kreativitet på en prøve.
Så vi kommer selv til at designe bilerne, altså?
Præcis. Alt fra hjul til ophæng og farvestrålende klistermærker kan du mæske dig i. Det føles lidt som både Forza Motorsport 3 og Banjo-Kazooie: Nuts & Bolts, når man kigger nærmere på garagen, og det skal blive spændende at se, hvad andre spillere kan gøre med de mange muligheder. Desuden ligner din din fører en lille Sackboy, og han/hun kan igen skabes på et utal af måder, da der er mere end 200 forskellige øjne og 300 forskellige munde at vælge imellem. Og så er tøjet et helt kapitel for sig selv. Alt kan ændres helt efter behag.
Hvilken type baner kan jeg få lov til at brænde gummi af på?
Der vil være 30 færdige baner i spillet, når du køber det. Men præcis som resten af spillet, kan du spendere en helt uhyrlig mængde tid på at bygge dine egne baner og downloade andres. Baneeditoren ser ud til at blive yderst lettilgængelig, men samtidig med en dybde og nogle ret vidtrækkende muligheder. Du tager simpelthen turen i en bil over et tomt terræn og "maler" så nærmest den bane frem, du gerne vil ræse på. Derefter kan du selv rette småting på den, overfladerne, hvor bonusserne skal placeres, træer, søer og en masse andet. Måske endda køer, hvis du er til det.
Når du er færdig med det, kan du smide dit mesterværk op på PlayStation Network og præcis som i Little Big Planet, kan de så bedømmes og endda modificeres af andre. Vi har allerede set, hvilken en uhørt stor fantasi, spillere af Little Big Planet i virkeligheden har - og mon ikke dette også overgår Mod Nation Racers, hvis ellers værktøjet har spændvidde nok? Det skal naturligvis en vis mængde forbrugere til, men er der dette, så vil spillet have en enorm genspilsværdi.
Får jeg lov til at bruge skildpaddeskjold og svampe på modstanderen?
Nej, men lignende våben vil du kunne samle op forskellige steder på banen i bobler. Her findes boosts, målsøgende missiler og lynnedslag, der alle kan hjælpe dig tilbage til førstepladsen. En skøn ting er også, at hvis du gemmer dine våben og får f.eks. et til af samme slags våben, så kan det opgraderes til en endnu mere potent våben. Hvad siger du f.eks. til en kæmpemæssig tornado eller en portal, der transporterer dig længere frem på banen?
Så det kan gå hen og blive rigtig godt?
Det håber vi da virkelig på. Mario Kart er en rigtig god spilserie, men netop den slags modificeringer og detaljerytteri som Mod Nation Racers sigter efter, er noget vi har drømt om i mange år. Er det stadig lettilgængeligt og velfungerende, må Sony og United Front have lidt af et hit på hænderne. Og så kan fantasifulde forbrugere være med til at sparke spillet op på et helt nyt niveau. Join the nation, siger vi bare.
En anden mening
Yderst interessant koncept, der med den rette indstilling fra forbrugerne, kan gå hen og blive yderst interessant.