Mortal Kombat 1

Lad mig starte med at indrømme, at jeg altid har elsket Mortal Kombat-serien. Første gang jeg spillede den var i en forlystelsespark i Finland (før serien overhovedet var tilgængelig på nogen som helst konsol), og resten er historie. Lige siden Mortal Kombat II har Kung Lao været min favorit, og han har generelt været den samme fighter gennem alle spillene. Lige indtil nu.

Mortal Kombat 1 er et slags reboot af serien uden egentlig at være det. Det fortsætter efter begivenhederne i Mortal Kombat 11, men her er Liu Kang blevet gudernes gud, og han har omformet universet for at give alle mennesker chancen for at leve et godt liv. Det har resulteret i en stor ombytning af roller, og det har også givet NetherRealm Studios mulighed for at ændre alle figurerne. Der er relativt få helt nye navne i Mortal Kombat 1, men alle fighterne føles friske, netop fordi de er opdaterede versioner af sig selv, og figurer som Rain, Mileena og Raiden er så anderledes, at de lige så godt kunne betragtes som helt nye fightere.

Men Mortal Kombat 1's hovedattraktion, og det, der har været spillets største samtaleemne, har ikke været universets genstart, men de såkaldte Kameo Fighters. Et udvalg af 15 slagsbrødre, som er klar til at hoppe ind og ændre kampens betingelser med et tryk af en knap, før de lige så hurtigt forsvinder igen (i sig selv ikke noget nyt fænomen, for der er mange kampspil, der fungerer på samme måde). Det er noget, der på papiret har potentiale til at ændre kampens gang, og jeg bemærkede, at selv jeg - en Mortal Kombat-veteran - havde brug for et par kampe til lige at varme op og lære, at jeg kan blive ramt af angreb, selv når min primære modstander står stille.

Noget, der ikke er blevet talt så meget om, er, hvor godt NetherRealm Studios har strømlinet spillet. Antallet af supermetre er blevet reduceret og gjort mere intuitivt, det er lettere at improvisere komboer, og tempoet er blevet øget. Sidstnævnte i kombination med meget flotte animationer og superstabile 60 FPS (Xbox Series X i mit tilfælde) gør det til en fornøjelse at skøjte hen over spillets arenaer og uddele tæsk på en måde, som ingen andre spil tilbyder.

Trods alle de nye funktioner er det stadig Mortal Kombat, vi har med at gøre. Knapperne sidder, hvor de skal, du kan blokere med et tryk af en knap, kastene fungerer som de altid har gjort, og generelt er det nemt at finde sig til rette.

Men hvad angår Kameo fighterne, kan jeg ikke helt lade være med at føle, at det er lidt af en gimmick. Mortal Kombat har længe tilbudt forskellige måder at modificere fighterne på, men her skal man vælge den rigtige Kameo Fighter for at få en virkelig effektiv kombination, og det føles efter min mening ikke særligt balanceret. Med 15 valgmuligheder er det selvfølgelig ikke alle kombinationer, der giver mening, men når jeg for eksempel lader Kung Lao få hjælp af Frost eller Kano, får jeg fornemmelsen af, at det er for uretfærdigt for den hjælpeløse Stryker.

Jeg synes heller ikke rigtig, at det tilføjer meget til spillet udover at være en flashy ting at bruge, og det er faktisk værre. Jeg tror alligevel, jeg ville have foretrukket en mere traditionel tilgang til at modificere sværhedsgraden. At en masse bipersoner hopper ind og ud af skærmen i løbet af kampene ser mest af alt rodet ud. Det er dog aldrig et problem. Kampene er meget flydende, og den følelse af kontrol, jeg har over min karakter, er et nyt højdepunkt for serien. Jeg var ret begejstret for Mortal Kombat 11, men sammenlignet med Mortal Kombat 1 føles det nu mærkbart tungt og klodset.

Det nye univers er ikke kun en undskyldning for at redesigne alle fighterne, det spiller også en stor rolle i kampagnen. Det er et aspekt, jeg normalt ikke bryder mig meget om i kampspil, simpelthen fordi det som regel føles meningsløst og forceret. Der er dog to undtagelser, nemlig Tekken og Mortal Kombat. Og ja, i løbet af spillets 15 kapitler følger vi en fængende historie (der absolut ikke giver mening!), som giver os mulighed for at spille som de fleste af figurerne. NetherRealm er dygtige til at skrue engagerende kampagner sammen, så det er svært at rangere de forskellige Mortal Kombat-kampagner, men jeg kan uden tøven konstatere, at dette er en af deres hidtil bedste. Jeg vil ikke spolere noget for dig, men forbered dig på klassiske figurer i helt nye roller, et par fede overraskelser og øjeblikke, der vil få dig til at tabe kæben. Jeg tror også, det bliver lettere for nytilkommere at forstå, hvad historien handler om denne gang, da det jo er et slags reboot af historien (dog ikke helt i det omfang, previews fik det til at lyde som).

Foruden kampagnen er der også en ny game mode kaldet Invasion. Den føles lidt som et brætspil, men er dybest set bare en undskyldning for at uddele flere knytnæver, låse op for ting og stige i level. Jeg var ikke stor fan af Krypt i Mortal Kombat 11, fordi det tog så lang tid at låse op for ting, men jeg tror stadig, jeg foretrækker det frem for det tomme Invasion, som aldrig formåede at fange mig. Towers er der selvfølgelig stadig, og kan spilles online. Jeg spiller næsten kun altid Versus i kampspil, så udvalget af aktiviteter er fint for mig, men jeg tror, at nogle vil synes, at Mortal Kombat 1 er lidt indholdsfattigt, så snart kampagnen er gennemført efter cirka seks timers spilletid. Det lader NetherRealm til selv at have indset og har derfor forsøgt at skabe lidt kunstig dybde ved at inkludere intet mindre end fire forskellige former for valuta at låse op for ting med.

Rent visuelt er Mortal Kombat 1 en fryd for øjnene. Bortset fra at filmsekvenserne kun kører i 30 FPS, er det gennemgående rigtig flot og kører godt. Banerne er veludførte, figurerne er flotte, lyseffekterne er fremragende, og animationsarbejdet er i topklasse. Når jeg sammenligner det med Street Fighter 6, føles det næsten, som om der er en konsolgeneration til forskel - i Mortal Kombats favør. Præsentationen er også rigtig god, omend lidt langsom, når man vælger nye karakterer og lignende. Jeg vil også gerne rose stemmeskuespillet, som er fremragende, men musikken føles mere anonym denne gang. Dermed ikke sagt, at musikken er dårlig, jeg kan bare i skrivende stund ikke huske en eneste melodi.

Før jeg afrunder teksten og uddeler min karakter, vil jeg gerne knytte en kommentar til spillets ekstreme vold. Det er trods alt det, Mortal Kombat stadig er mest kendt for. Og til dem, der var bange for, at volden ville blive nedtonet, har jeg gode nyheder: Volden er ikke bare stadig ekstrem, den er faktisk endnu mere grotesk, end den var i Mortal Kombat 11. Fatal Blows har altid været dødbringende, men i dette spil er de til tider så groteske, at man ikke kan lade være med at grine af dem. På en god måde. De er også sværere at gøre sig fortjent til, og de skader ikke lige så meget denne gang, hvilket gør kampe mere spændende.

Når jeg nu opsummerer den pakke, NetherRealm Studios tilbyder, er jeg overordnet set meget tilfreds. Mortal Kombat er hårdt tilbage, og udviklerne har taget et stort sats ved at ændre både gameplayet og hele spillets og universets rammer. Oven i det præsenterer de det hele med imponerende grafik. Kampagnen er så fed, at alle bør spille den igennem, men udover den er der i øjeblikket ikke så meget at lave for dem, der foretrækker singleplayer. Kameo Fighters føles som et unødvendigt tiltag, ikke fordi det er en dårlig ide, men mere fordi tiltaget bare ikke tilføjer nok til oplevelsen. Men så længe du spiller mod menneskelige modstandere - hvad enten det er online eller lokalt - så har du førsteklasses underholdning i vente. Genstarten af universet er en gylden mulighed for nytilkommere at lære serien at kende, mens veteraner kan forelske sig i universet på ny.